Testcenter truer demokratiet – og os

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skandalen om testcentret ved Østerild er ikke ny, men den har nu fået en uhyggelig aktualitet. Det nordlige Thy og Hannæs står lige nu til at blive annekteret af en stormomsust industri med magtfulde forbindelser i regeringen.

Væsentligt var det måske mest lokalt for mennesker, natur og levesteder, men det viser sig at være væsentligt for alle landdistrikter og hele Danmarks demokrati. Det står klart efter at have kradset blot en smule i overfladen af landets næste store skandale med løgne, lobbyisme og industriens politiske infiltration.

En såkaldt “testcenterkreds” i Folketinget har den 1. februar vedtaget at iværksætte en miljø- og habitatkonsekvensvurdering ved en påtænkt udvidelse af Testcenter Østerild i det nordlige Thy. Der er tale om et enormt industrielt anlæg, der tester havvindmøller på land for diverse producenter fra bl.a. Danmark, USA og Kina.

Det oprindelige anlæg blev indviet 2012 efter omstændigheder, der tidligere er beskrevet som løgnagtige, fortiende og under al kritik bakket op af Kammeradvokatens stærke kritik af vvm-redegørelsen.

Testcenterkredsen består tilsyneladende af ni politikere, men hele 17 rådgivere eller sekretærer. I spidsen står ministeren for bl.a. landdistrikter, Morten Dahlin. Mere interessant er det, hvem der står i baggrunden og orkestrerer skyggespillet. Disse dage ruller lobbyismen over mediebilledet, og der problematiseres lukkede møder uden referat. I testcenterskandalen har dette stået på i mange år. Ministeren afviser via sit sekretariat at give aktindsigt i omfang eller indhold af møder med vindindustriens magtfulde lobbyorganisation, Green Power Denmark (GPD). Dog henviser ministeren ofte til GPD og dens pressemeddelelser som kilder i svar på officielle spørgsmål til ministeren.

Helliger målet midlet? Det spørger Thy, landdistrikterne og Danmark om. Hvad betyder vores liv og levesteder, vores børn og fællesskaber, vores unikke og fredede natur, vores borgerdrevne udvikling og kærlighed til det gode liv på landet?

Intet i forhold til masseødelæggelsesmøllerne. Vi har forsøgt ad demokratiske veje med debatindlæg, demonstration og debat. Ingen vegne kom vi. Turen fra Thy til Tinge tog vi også, et foretræde kom i stand, men blot for at opdage misinformation. Udvalgene for klima, miljø og landdistrikter var fejlinformeret om de reelle konsekvenser i vores område, men værre var, at der ikke var motivation til at korrigere det. De få fremmødte fortalte, at den tekniske gennemgang kort forinden havde meddelt 20 ekspropriationer. Det færdige aftalepapir siger 24 + 11. Tidligere aktindsigt ved Planstyrelsen afslører det reelle tal, som er svimlende 100 ekspropriationer – nok mindst 200 mennesker og således en fordrivelse af større omfang end Thule-folket i Grønland og samerne i vindmølle-Norge, som siden er angret og beklaget.

Vi må sande at være meget langt fra magten. Meget tæt på magten er til gengæld GPD, endda i en grad, der tidligere og nu er stærkt problematisk for vores demokrati. Det er afdækket, hvordan magtforhold og insiderviden for nuværende 21 ansattes vedkommende rekrutteres direkte fra embedsværket til GPD. Det er velkendt, at den ikke-folkevalgte klimaminister var vindindustriens toplobbyist i mange år, og at købmandsbyttet er fuldendt med Venstres folketingsmedlem gennem 23 år Kristian Jensen, der nu sidder i toppen af GPD’s møllemagt.

Måske derfor kan man udelade de egentlige konsekvenser, når testcenterkredsen skal føres tilstrækkeligt bag lyset til at nikke ja til en altødelæggende aftale. Måske derfor kan man fortsat udelade de egentlige data om støjmålinger og støjens omfang, som den internationale pioner professor Henrik Møller under massivt pres afslørede i etaper i 2014 og 2017. Allerede i starten af testcenterskandalen var lobbyismen et tema, hvor det ingen konsekvenser fik politisk, men førte til støjbekendtgørelsen for vindmøller, der trods åbenlys inhabilitet og manglende uvildig bekræftelse stadig lægger grundlaget for rettigheder for naboer til vindmøller.

Også helbred i relation til vindmøller er fordrejet og fornægtet. Der er begrænset viden på området, men Miljøstyrelsen har tidligere forsøgt at mane risici i jorden ved at iværksætte en undersøgelse. Det førte dog til, at der ikke kunne udelukkes en sammenhæng, som det hedder nuanceret. Data var begrænsede, men pegede på en mulig øget risiko for blodprop i hjerte og hjerne, og der var tidligere vist tendens til større forbrug af sovemedicin og antidepressiv medicin. Imidlertid kan man stadig læse på Miljøstyrelsens hjemmeside, at »der foreligger ikke undersøgelser af vindmøllestøj og hjerte-kar-systemet«.

Med megatrenden mølleudbredelse må der nu være motivation for at undersøge netop helbredspåvirkninger fra vindmøller. Både de støjrelaterede og de udledte miljøfarlige stoffer, som Miljøstyrelsen selv nævner på Folketingets hjemmeside. Det er værd at sætte masseødelæggelsesmøllerne på pause og reflektere over, hvad der har værdi.

Men måske er vi ikke så meget værd i landdistrikterne, hvor mølleindustrien hærger. Morten Dahlin nævnte i hvert fald, at grænsen for støj jo ikke behøver at gælde de ældre ægtepar i kanten af de nuværende støjzoner, da han i forbindelse med forkyndelsen af dødsdommen over vores område for første gang besøgte borgere her og mødte 500 mennesker i multihallen. Han nævnte dog, at han for nylig havde været på besøg i Testcenteret, men åbenbart uden at konfronteres med virkeligheden. Eller sit hykleri om den private ejendomsrets ukrænkelighed – må vi være fri.

Menneskesyn kan være forskelligt. Ligesom synet på politik og på, hvilket land vi skal passe på og give videre til vores børn. Modsat ministeren for landdistrikter så ser jeg mennesker som havende værdi i sig selv. Uagtet alder, eller om man bor i et landdistrikt eller for så vidt Thy-lejren, hvor testcenterkredsen har vedtaget, man kan vælge mellem sine lovfæstede rettigheder eller at blive boende. Jeg ser naturen have værdi. Den grønne, skønne, unikke natur, som tiltrækker mennesker og dyr netop her. Netop her, hvor masseødelæggelsesmøllerne kræver skovning af 500 hektar, og hvor fredede og beskyttede landskaber bogstaveligt skal jævnes med jorden, så vindfeltet er frit foran det planlagte industrianlæg.

Grøn er det nye sort. Vindindustrien har giftig grøn samvittighed, og den blæser os og alle demokratiske værdier et stykke. Men nu blæser der nye vinde. Al den modvind samler os, og vi står sammen som naboer, samfund og støtter. Rundt i Danmark og vores nabolande samler sig et folk, der kræver fornuft frem for fanatisme. Sønderjyderne havde deres egen kamp mod møllemagten, før beslutningen faldt på Østerild. De var ærgerligt gode til det, men nu står vi samlet, og der kommer flere til.

Mediebilledet har været domineret af Nordic Waste med skylds- og ansvarsplacering. Testcenterskandalen er langt mere omfattende, og den udstiller samfundets – og min egen tidligere – naivitet over for en totalitær møllemagt spundet ind i det politiske system. Retorikken har været gennemsyret af påførte præmisser i klimaets navn, et carte blanche til annektering af det åbne land, det danske land, vores og naturens levesteder. Testcenterkredsen har refleksioner at tage og spørgsmål at rejse.

Der er rejst møller. Deres magt er stor og gået for vidt. Nu er der rejst modstand og krav om retfærdighed, troværdighed og retten til det gode liv.