Vesten skal sikre, at Ukraine vinder. Vi har intet valg

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hele Vestens fremtid og Ukraines overlevelse som land er på spil.

Det er grundlæggende, hvad krigen i Ukraine handler om. Hvis Putin vinder, vågner verden op til en ny, brutal verdensorden, hvor diktatorer frit kan invadere deres naboer. Og hvad det betyder for Putins videre ekspansion og kinesiske Xi Jinpings ambitioner om at overtage Taiwan, kan man kun gisne om.

Vi er to politikere fra to meget forskellige partier, og vi er uenige om meget, men vi er rørende enige om en ting: Ukraines frihedskamp er vores frihedskamp. Vi har netop tilbragt en uge i det krigsramte land, hvor vi mødtes med analytikere og journalister i Kyiv og soldater i deres snedækkede forlægning på østfronten.

Og vores konklusion er klar: Europa står ved en skillevej. Hvad Vesten gør de næste måneder, vil afgøre fremtiden for Europa, det ukrainske folk og ultimativt forme den verdensorden, vores børn vil vokse op i.

Vi forstår godt, at krigstrætheden er begyndt at melde sig blandt mange danskere. Og vi hører samtidig nationalkonservative kræfter som DF’s Anders Vistisen og Nye Borgerliges Martin Henriksen, der nu bliver lange i spyttet og usikre i stemmen, når det handler om at hjælpe Ukraine.

Men vi bliver nødt til at ryste denne hændervridende defaitisme af os. Vesten står i den mest afgørende krig i en generation, og vi må gøre hvad som helst for, at Ukraine vinder.

Vi ved godt, at kampfly, granater og humanitær støtte til Ukraine koster milliarder. Og vi anerkender, at vores opfordring til at sikre en ukrainsk sejr kan lyde som en optrapning, men vi er efter rejsen kommet frem til tre klare konklusioner.

For det første kæmper ukrainerne en overlevelseskrig.

Krigen er på sin vis en armlægning mellem Vesten og Rusland, men det vil være lodret forkert at reducere kampen til en simpel proxykrig. For de ukrainske soldater i tilfrosne skyttegrave med droner summende over hovedet handler det om at overleve. De kæmper hverken for USA, Danmark eller dig, men for deres liv, frihed og familier.

Vi talte eksempelvis med Stanislav, der har kæmpet i krigen siden 2014 og nu er næstkommanderende i en bataljon på østfronten. Hans tropper var blandt de sidste, der forlod Bakhmut efter månedlange kampe mod den russiske overmagt. Han mistede hørelsen på sit højre øre, da et russisk antitankmissil ramte hans kampvogn. Han sagde:

»Det her er mit land. Jeg er nødt til at kæmpe. Jeg er nødt til at kæmpe for mig selv, min kone, mine børn og børnebørn. Jeg har intet valg.«

Krigen er ingen borgerkrig eller kamp mellem interne ukrainske fraktioner. Det er en krig mellem ukrainere og russiske invasionsstyrker. Og ukrainerne ved godt, hvad der sker, hvis Putin vinder. De har set, hvordan russiske tropper slagtede civile i Irpin og Butja og torturkamrene i byer som Kherson.

For det andet står det klart, at Ukraine taber uden Vestens støtte.

Rusland er med 140 millioner indbyggere en militær Goliat i forhold til Ukraines David med knap 40 millioner indbyggere. Ved starten af krigen var Ukraines militære budget blot en tiendedel af Ruslands. Og på trods af vestlige sanktioner skovler Rusland stadig milliarder hjem på olie- og gasindtægter, og Putin øger militærbudgettet voldsomt næste år. Rusland bruger nu over en tredjedel af hele statsbudgettet på militæret.

Putin har samtidig brugt de seneste måneder på at sikre sig ammunition og droner fra Nordkorea og Iran. Imens ukrainerne udtømmer deres lagre for artillerigranater, og polske lastbilchauffører blokerer grænsen, har Putin sikret sig en forsyningskæde, der vil sikre ham overtag i 2024, lyder vurderingen i det britiske magasin The Economist.

For det tredje har vi europæere været hamrende naive i håndteringen af Rusland. Man kan lettere karikeret sige, at debatten om Putin i Vesten er en slags kontinuum med to yderpunkter: I den ene ende har du fredslejren, hvor man fastholder troen på nedrustning og dialog med Rusland. I den modsatte ende står Putin-skeptikerne, som forventer det værste. Mange af os anså nok Putin-skeptikerne for lettere paranoide, indtil vi indså, at de havde ret.

Der er ingen tvivl om, hvor stort set alle ukrainerne er: ude blandt Putin-skeptikerne. Som soldaten Sergej, der var historielærer, indtil krigen startede i 2014, sagde: »Vi går nu ind i det tredje år af en 10 år lang krig, som bare er en del af en 300 år lang konflikt.«

I Vesten har vi desværre lyttet for meget til dialoglejren. Vi bør nok fremover antage, at skeptikerne har ret. Mange af dem har kæmpet mod Rusland i århundrede, og de kender bedre den fjende, vi står over for.

Den tredje konklusion er, at der midt i pessimismen og krigens forfærdelighed er håb. Det bliver på ingen måde nemt for ukrainerne at vinde, men der var eksempelvis ingen af dem, vi talte med, der nævnte idéen om vestlige soldater. Ukrainerne tror og håber på, at de kan vinde, så længe de udrustes med Vestens højteknologiske våben og logistik.

Og selvom krigen i øjeblikket går russernes vej, har Rusland lidt enorme tab. Putin har mistet store mængder af kampvogne, artilleri, fly og helikoptere. De taber i øjeblikket skønsmæssigt 900 mand om dagen i slaget for at tage byen Avdiivka, og Rusland har med al sandsynlighed mistet sine mest erfarne veteraner fra Krim, Syrien og Tjetjenien.

Ukrainerne er i modvind, men de har holdt Rusland stangen i knap 10 års krig, og de afværgede i foråret 2022 det nederlag, som næsten samtlige militæreksperter i Vesten troede ville tage to-tre uger. Vi bør bestemt ikke afskrive muligheden for, at David sejrer.

I Kramatorsk, der ligger kun 20 km fra de russiske stillinger, mødte vi danskeren ”Anders”, der tidligere arbejdede i det danske forsvar og nu træner ukrainske soldater. Han sagde: »Ukrainerne har brug for offensive våben, hvis de skal vinde. Det er eksempelvis tyske Taurus-missiler, droner, kampvogne, Himars og amerikanske Atacms. Den her krig kan kun vindes med højteknologi. Og Vesten skal egentlig bare levere, hvad de har lovet.«

I Danmark er den folkelige opbakning til Ukraine heldigvis stadig massiv. Men man fornemmer et stemningsskift mange steder. Nationalkonservative i Danmark, Europa og USA er begyndt at slå på tromme for at lukke pengestrømmen og lade Ukraine sejle sin egen sø. Argumentet går på, at det vil være bedre at lande en fredsaftale og endegyldigt få sat en stopper for krigens uhyrligheder.

Det kan godt være, at Ukraine på et tidspunkt vil vælge at indgå en fredsaftale med Rusland. Men det må og skal være ukrainernes eget valg. Og problemet med denne opfordring til fred er, at den hviler på antagelsen om, at Putin får mættet sine imperialistiske stormagtsambitioner, hvis blot han vinder i Ukraine.

Men det er der intet, der tyder på.

Putin har selv bebudet, at invasionen af Ukraine blot er første skridt på vejen mod at tippe den nuværende magtbalance i international politik og ultimativt bringe Vesten til fald. Putins grundlæggende tese er, at Vesten er svagt og splittet. Hvis han vinder, vil han blive bekræftet i, at han har ret, og hans appetit på ekspansion vil vokse.

Derfor skal vi ikke lade os forføre af den nationalkonservative sirenesang om, at en russisk sejr i Ukraine vil stoppe blodsudgydelserne. Sandheden er, at vi har intet alternativ: Vi er nødt til at sikre os, at Ukraine vinder. Alt andet vil ændre verden, som vi kender den, og indvarsle en ny verdensorden domineret af diktatorer som Putin.