Løft velfærden med en hybrid af offentlige og private aktører

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dystre stemmer erklærer krise i Velfærdsdanmark, men forandringerne er ikke nødvendigvis udtryk for en negativ udvikling. Måske snarere tværtimod. Frisættelse af private velfærdsleverandørers mulighed for at understøtte den offentlige sektor er en vej til et bæredygtigt velfærdsdesign.

Vores velfærdssamfund har de seneste 60 år været under opbygning med fokus på omfang, produktivitet og kvalitet. Det er sundt, at vi har en løbende debat om, hvordan velfærden skal udvikles. Den debat vil vi gerne byde ind i, for vi står ved en skillevej med behov for nye formuleringer af, hvem der skal løse opgaverne i velfærdssamfundet: Vi mangler medarbejdere til kerneopgaverne, og vores samfundskontrakt har hævet borgernes forventninger til, hvad samfundet skal kunne tilbyde. Det skaber debat og kræver nye veje.

Traditionelt har det været kommuner og regioner, der har løst opgaverne, men stigende pres på økonomi, højt sygefravær og flere regler og reguleringer har bragt frustration med sig i det kommunale og regionale landskab og bragt udfordringer med at få løftet opgaverne. Men i stedet for at tale om et velfærdssamfund under afvikling og i krise må vi se på de nye døre, der kan åbnes, og fokusere på de mangfoldige muligheder frem for de vilde problemer.

Vi vælger privat velfærd til

I Danmark har vi det ofte lidt svært med privat velfærd. Folketingets røde partier er traditionelt imod og de blå traditionelt for denne type af tilbud. Men hvilke fordele kunne der være i en mere hybrid velfærdsmodel, hvor private og offentlige parter i endnu højere grad går sammen om i fællesskab at løfte velfærdssamfundet? Hvis vi kigger på tallene for brugen af privat velfærd, er danskerne ikke bekymret for udviklingen mod et hybridt velfærdsdesign. Mindst 1,5 millioner danskere har i dag en privat sundhedsforsikring. 20 pct. af danske børn går i privatskole, og 40 pct. af de ældre vælger et privat alternativ til den kommunale hjemmehjælp. Det tyder på, at befolkningen godt kan se velfærden løftet af en hybrid mellem private og offentlige leverandører trods politikeres bekymring. Vi mener, det er vigtigt at fastholde den brede opbakning til velfærdsmodellen i Danmark, som vi kender den. Det giver et fælles samfundsperspektiv og en legitimitet i opgaveløsningen, at vi har en stærk offentlig sektor. Det er derfor også vigtigt, at vi fastholder den demokratiske beslutningsproces i det repræsentative demokrati i forhold til velfærdsydelserne. Vi skal fortsat sikre en høj kvalitet i alle offentlige tilbud og undgå, at private leverandører blot kan vælge de borgere, der er lettest at servicere og dermed er mest attraktive på bundlinjen.

Klare krav kan skabe kvalitet

Når det er sagt, så er der en række myter om private velfærdsleverandører, som vi gerne vil gøre op med, fordi de skaber barrierer for frisættelse af det positive samarbejde, vi gerne ser udviklet:

1. Myten om, at private aktører er særligt besværlige, fordi de ikke er underlagt politiske beslutninger.

Den politiske lid er ofte hæftet op på strategipapirer og hensigtserklæringer, der ikke er bindende i et hybridt samarbejde, men ved indgåelse af klare aftaler med private leverandører opløses myten om de særligt besværlige private. Indgår man en aftale med en privat velfærdsleverandør, får politikere mulighed for at sætte ret præcise krav og forventninger i en bestiller-udfører-model, hvor der er en kontrakt med vilkår, som den private velfærdsleverandør skal leve op til. Som bonus får politikerne via kravspecifikationen indblik i den kvalitet, kommunen leverer på det konkrete fagområde.

2. Myten om, at private aktører ikke kan ledes, fordi de ikke indgår i den kommunale styringskæde.

Dette er en myte, fordi den hviler på, at politiske rammevilkår og styring primært sker i hierarkier. Hvis politikerne og forvaltningen skaber gennemskuelighed om pris og kvalitet, så er den private velfærdsleverandør forpligtet til at leve op til sin kontrakt. Man kan sige, at hvis en institution i det offentlige er forpligtet af hierarkiet, så er de private velfærdsleverandører forpligtet af kontrakten.

3. Myten om, at private aktørers kvalitet ikke kan kontrolleres.

Vi kan let punktere denne myte med en klar kravsspecifikation, som gør det muligt at kontrollere og evaluere kvaliteten. Vi er absolut fortalere for en struktur, der sikrer en skarp godkendelse af leverandøren – som eksempelvis via kvalitetsgodkendelsen af leverandørerne på det sociale område i den såkaldte Tilbudsportal, som vil kunne udbredes til andre områder. Samtidig må vi huske, at private leverandører konstant har hånden på kogepladen og via markedsøkonomien er optaget af at gøre deres brugere glade, da forretningen kun eksisterer, så længe borgerne vælger dem til.

Mange veje til frisat hybrid velfærd

Der er mange veje til en mere frisat hybrid velfærd, og vi vil her fremhæve tre og samtidig slå fast, at vi bedst baner vej for gode løsninger på tværs af det offentlige og private gennem en åben og nysgerrig dialog, som kan afmystificere de private velfærdsleverandører:

1. Vær nysgerrige på tværs af det private og offentlige.

Offentlig velfærd er underlagt en foranderlig politisk styring grundet de politiske ambitioner, der er flertal for på et givent tidspunkt. De private velfærdsleverandører har en faglig ambition, der er målrettet de borgere, der handler om. De private velfærdsleverandører har altså en ”luksus” i at kunne målrette sig specifikke opgaver og målgrupper, mens det offentlige skal varetage hele paletten af borgerønsker og behov. Begge parter kan lære af hinanden, så de offentlige bestillere bliver bedre til specifikt at opsætte de demokratisk funderede krav og ønsker, som leverandørerne så kan indfri.

2. Sørg for transparens og tillid i samarbejdet.

Som privat velfærdsleverandør i et marked er det afgørende, at der er transparens og gensidig tillid i processen om, hvilken opgave der skal leveres. Vi skal derfor skrue op for tydelige mål og forventninger og en evaluering af kvaliteten med inddragelse af borgerne.

3. Vælg mange forskellige leverandører.

Når fremtiden byder på en mere hybrid velfærdsmodel, er det nødvendigt med mange forskellige private velfærdsleverandører og ikke bare en enkelt eller to, fordi vores udbudsregler peger i den retning. Leverandører, der bliver for store, vil tit lide af de samme bureaukratiske skavanker som den offentlige sektor. Derfor er det nødvendigt at udvikle en stakeholder-mentalitet, så mange private leverandører på hver deres måde kan løse opgaver samtidig.

Lykkes det at lægge myterne om samarbejde med private leverandører til side i det offentlige til fordel for større åbenhed og nysgerrighed, så kan både private og offentlige leverandører af velfærd lære af hinandens ledelse og i et tæt samspil sikre vigtige prioriteringer, der kan skabe ny kvalitet og innovation til gavn for borgernes velfærd. Debatten om frisættelse er dermed det første skridt mod fremtidens hybride velfærdsmodel.