Ingen kvinder drømmer vel om et uliderligt og usexet liv

Det var historikeren Mikael Jalving, der i en kommentar i nærværende avis stillede det delikate spørgsmål om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem årtiers hastige indvandring til Skandinavien og nordiske kvinders seksualitet – liderlighed, må vi forstå, efter han så unge og lækre mænd fra Afrika og andre eksotiske lokaliteter i storbyen, mens lysere kvinder vrimlede om dem.  

Vi tøvede et øjeblik, for vi forstod naturligvis, at det er kontroversielt at bekræfte denne sammenhæng, idet vi pludselig kom i tanke om den eksotiske kultur-, musik- og madfestival, der i dette øjeblik hjemsøger København. Her bliver der serveret afrikanske madretter og specialiteter, spillet musik, danset, sunget og reciteret digte, solgt smykker og kopivarer og udvekslet telefonnumre. På gaderne poserer unge, lækre, muskuløse afrikanske mænd i farverige klædedragter foran stimer af lyse, midaldrende kvinder, så man knap kan passere Nørrebrogade. Luften emmer af sanselighed, erotik og kvidrende liderlige kvinder, som siger nej til racisme og ja til livet og – naturligvis – liderligheden!

Vi forstod vist ikke helt, hvad der foregik, men da vi efter at have læst den etniske danske mands kronik suppleret med den kolde konstatering, at det i udtalt grad er kvindelige vælgere og politikere, der promoverer og forsvarer den omsiggribende import af flotte, unge, muskuløse afrikanske og mellemøstlige mænd, og vores efterhånden halv lange liv stod alt klart. Længe havde vi troet, at dette syn på udlændingepolitikken, som vi kalder human, også var blevet købt som det – human. Men nej, vi er blevet afsløret som de liderlige kvinder, vi nu engang er, der ikke bekymre os om reelle samfundsproblematikker, men udelukkende har fokus på at tilfredsstille vores seksualitet. 

Liderlige kvinder med omsorgsgen, kalder vi dem i Danmark. Det er kvinder, typisk ansat i den pædagogiske, anerkendende, forstående, eftergivende og plejende sektor – også kaldet den offentlige sektor – eller som salvelsesfulde lobbyister i flygtningeindustrien, som inderligt mener, at ikkevestlige mænd med asylbehov er velkomne i Danmark. Herunder offentlig støtte, uanset hvor disse mænd stammer fra, og hvilke normer de medbringer, fordi Danmark er et rigt land, der sagtens kan undvære lidt af sin velstand, og naturligvis også fordi Danmark har godt af at få tilført lidt maskulint krydderi i form af unge, muskuløse ikkeetnisk danske mænd og deres sexappeal. Os liderlige kvinders empati, omsorgsgen og godhed er tilsyneladende grænseløs, og vores “menneskesyn” – altså den rigtige af slagsen – trumfer andre småhensyn, der måtte tages over for den etnisk danske mand.  

Der var sandelig også mænd, som også bliver liderlige ved tanken om de lækre ikkeetniske mænd, må vi forstå, der skubbede til udviklingen. Ifølge disse er immigrationen fra fjerne og eksotiske kulturer en kærkommen vitaminpille til den trætte, kedelige og blege danskhed, et skud saft og kraft til en sølle nation blottet for internationalt udsyn og hæmmet af en udtjent småborgerlig kristendom af skyld og skam. Andre hævder også, at nu er det eksotiske Afrikas tur efter alle disse årtier med hvid dominans. Dette vil vi liderlige kvinder naturligvis tilslutte os!  

Denne trang til underkastelse, vi liderlige kvinder lever under, har vi fra en lang europæisk tradition, som begyndte med den franske romantiker Jean-Jacques Rousseau – bevares, han er da af vestlig afstamning, men mon ikke det også er vores liderlighed, der gør, at vi er til falds for ham og Friedrich Nietzsche – de to måske mest indflydelsesrige filosoffer fra de seneste 250 år? 

Det var franskmanden Jean-Jacques Rousseau, der opfandt metaforen om den ædle vilde, dvs. forestillingen om, at naturmanden var kulturmennesket moralsk overlegent og den egentlige bærer af fremtiden. Mens naturtilstanden var ren og smuk og præget af naturlig lighed, var samfundslivet farvet af ulighed, undertrykkelse og dekadence. Men lad os være ærlige; som kvinder går vi ikke meget op i teorier eller fakta, vi befinder os bedst med at basere vores meninger og holdninger på vores seksualitet – vores liderlighed, om man vil.  

Rousseaus linje blev taget op af Nietzsche, som gav udtryk for en mere radikal vitalisme, kemisk renset for moral og gamle, kristne sæder og barrierer. Nu gjaldt det om at komme den eksistentielle frygt til livs og give plads til et nyt overmenneske. Nietzsche hadede de kristne og jøderne lige så meget, som han idylliserede de gamle grækere og romere. Og det kan vi jo faktisk sidestille en til en – os kvinder hader hvide, vestlige mænd lige så meget, som vi og vores seksualitet idylliserer lækre, ikkevestlige mænd.

Nietzsche fik revet det hængsel af, der var med til at frisætte den vestlige civilisation. Og skræmmende, som det lyder, ramte friheden ikke kun mænd, men også – dog adskillige år senere – kvinder. Det eneste rationelle for os at bruge friheden til var og er dog, at fremtidssikre vores samfund med lækre mænd, og det gøres åbenlyst ved fri indvandring fra ikkevestlige lande. 

Nogle vil måske forsøge at argumentere for denne udvikling og kvinders tendens til at være mere venstredrejede i deres politiske holdninger end mænd som et udtryk for øget uddannelsesniveau og udsyn i verden. Men ak, vi må endnu engang krybe til korset. Selv vores valg af uddannelse, erhverv, menneske- og verdenssyn er udelukkende defineret af vores seksualitet. Ingen kvinder drømmer vel om et uliderligt og usexet liv, job eller deslige.

Nej, det er altså den overvældende, potente mandighed gemt i de lækre ikkevestlige mænd, der var og er så åbenlys tillokkende for os liderlige kvinder. Det, vi i dag ynder at kalde toksisk, var dengang – og er nok også i dag, selv om vi selvfølgelig ikke nænner at indrømme det – megatiltrækkende for de moderne og progressive kvinder. 

Vi danske, skandinaviske og vel nordiske kvinder helt generelt lever med en grundangst. En grundangst, der bunder i det tragiske scenarie simpelthen at løbe tør for eksotisk diversitets-penis. Det er da ingenlunde fordrende for nogen parter, at vi må flokkes i Københavns Lufthavn eller ved samtlige turistattraktioner rundtom i det ganske danske land for at få tilfredsstillet vores eksotiske lyster. 

Alternativet til det må være lange rejser til eksotiske destinationer. Men hvad er egentlig bedst for samfundsøkonomien – at vi lægger størstedelen af vores penge i de eksotiske lande i jagten på eksotisk ikkevestlig penis, eller at vi som samfund tager en smule flere indvandrere og flygtninge ind, så der kan være eksotisk penis ad libitum? 

Vores påstand om, at det må være dér, vi ender, er selvfølgelig ikke blot trukket op af hatten til lejligheden. Nej, den er selvfølgelig møjsommeligt baseret på sexklummer i Femina.

Og vi handler jo altså bare i god tro, selv om det muligvis er med vores seksualitet og liderlighed for øje. Så kom ikke her med din sexisme.