Dengang indvandringen var sexet

Det var min navnebror Mikael Willgert fra det svenske webmedie Swebbtv, der stillede det delikate spørgsmål under et interview, jeg var indbudt til i den forløbne uge i en vintertræt forstad til Stockholm, hvor det vrimlede med mænd fra Somalia og andre eksotiske lokaliteter og kvinder iført tørklæder og slør: Er der en sammenhæng mellem årtiers hastige indvandring til Skandinavien og nordiske kvinders seksualitet?

Jeg tøvede et øjeblik, for jeg forstod naturligvis, at det er kontroversielt at bekræfte sammenhængen, idet jeg pludselig kom i tanke om kultur-, musik- og madfestivalen Images of Africa, der hjemsøgte København i min ungdom. Her blev der serveret afrikanske madretter og specialiteter, spillet musik, danset, sunget, reciteret digte, solgt smykker, frugtbarhedssymboler og udvekslet telefonnumre. I teltene og på scenen poserede unge, flotte, muskuløse afrikanske mænd i farverige klædedragter foran stimer af lyse, midaldrende kvinder, så man knap nok kunne snegle sig op ad Fiolstræde. Luften emmede af sanselighed, erotik og kvidrende kvinder, der sagde nej til racisme og ja til livet!

Jeg forstod vist ikke helt, hvad der foregik, men da jeg siden begyndte at interessere mig for masseindvandringens årsager, hast og konsekvenser i Europa, dukkede oplevelsen frem igen, ligesom den med årene blev suppleret af den kolde kendsgerning, at det i udtalt grad er kvindelige vælgere og politikere, der har promoveret og forsvaret den omsiggribende import af mennesker fra især Nordafrika og Mellemøsten. Det er i hvert fald dem, der har stemt massivt på de politiske partier, der har sat ulykken i gang.

”Värdegrundskvinnorna”, kaldes de på svensk. Det er kvinder, typisk ansat i den pædagogiske, anerkendende, forstående, eftergivende og plejende sektor eller som salvelsesfulde lobbyister i flygtningeindustrien, der inderligt mener, at alle mennesker med hjælp behov skal have asyl i Sverige, herunder varme, offentlig støtte og tryghed, uanset hvor migranterne stammer fra, og hvilke normer de medbringer, fordi Sverige er et rigt land, der sagtens kan undvære lidt af sin velstand, og ja, fordi Sverige har godt af at få tilført lidt maskulint krydderi. Disse kvinders empati og godhed er tilsyneladende grænseløs, og deres ”menneskesyn” – altså det rigtige af slagsen – trumfer alle andre irriterende småhensyn, såsom de ydre grænser og statens indre orden.

Der var sandelig også mænd, der skubbede på udviklingen, det skal siges. Ifølge den hjemlige ordmager Klaus Rifbjerg var immigrationen fra fjerne kulturer en kærkommen vitaminpille til den trætte og blege danskhed, et skud saft og kraft til en sølle nation blottet for internationalt udsyn og hæmmet af en udtjent og småborgerlig kristendom af skyld og skam. Filmmageren Jørgen Leth har udtrykt en lignende omend mere fatalistisk observation ved at hævde, at nu er det Afrikas tur efter alle disse årtier med hvid dominans.

Underkastelsestrangen mimer i grunden en længere europæisk tradition, som begyndte med den franske romantiker Jean-Jacques Rousseau og kulminerede med det tyske dynamitbrag Friedrich Nietzsche, de to måske mest indflydelsesrige filosoffer fra de seneste 250 år. Franskmanden opfandt metaforen om den ædle vilde, dvs. forestillingen om, at naturmanden var kulturmennesket moralsk overlegent og den egentlige bærer af fremtiden. Mens naturtilstanden var ren og smuk og præget af naturlig lighed, var samfundslivet farvet af ulighed, undertrykkelse og dekadence.

Linjen blev taget op af Nietzsche, der gav udtryk for en stedse mere radikal vitalisme, kemisk renset for moral og gamle, kristne sæder og barrierer. Nu gjaldt det om at komme den eksistentielle frygt til livs og give plads til et nyt overmenneske. Nietzsche hadede de kristne og jøderne lige så meget, som han idylliserede de gamle grækere og romere. De havde som et naturligt aristokrati gjort livsbekræftelsen til den højeste værdi med blik for viljen til magt og opfattelsen af, at enhver sand kultur har brug for slaver.

Nietzsche rev det hængsel af, som den vestlige civilisation drejede om, og var med til at gøre vores forventninger til fremtiden vildere end nogensinde, frisat fra kristendom og arvesynd, love og rationalitet. Nu skulle der for alvor skabes forandring, og 100 år senere var selv kvinderne med på vognen: Lad de fremmede komme til os!

Al deres overvældende, potente mandighed var simpelthen for tillokkende. Det, der i dag kaldes toksisk, var dengang megatiltrækkende for moderne og progressive kvinder. At praksis så desværre viste sig at være en helt anden historie, det snakker vi ikke højt om i dag. Kvinderne handlede jo i god tro, og så kan ingen bebrejde nogen noget. Kom ikke her med din giftige mandschauvinisme!