Kløften mellem USA og Tyskland har aldrig været dybere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, holdt en bemærkelsesværdig tale søndag den 1. september i forbindelse med højtideligheden for 80-årsdagen for Tysklands angreb på Polen – og dermed starten på Anden Verdenskrig.

»Intet andet sted i Europa er det så vanskeligt at tale, og tale til jer på mit modersmål, tysk.«

Talen viste respekt og selverkendelse for Tysklands historiske ansvar. Den viste ydmyghed for omverdenens – og især Polens – lidelser.

Af de 50 millioner, der døde under krigen, var seks millioner polakker. Steinmeier lagde vægt på Tysklands ansvar for at hindre gentagelser. Tyskland ønsker et stærkt Europa, og Tysklands arv giver internationalt samarbejde en særlig betydning.

»Jeg beder om tilgivelse for Tysklands historiske skyld. Jeg anerkender vores vedvarende ansvar,« sluttede Steinmeier. Talen var ikke bare retorik, men et dybfølt indlæg fra en statsleder, der forstår det ansvar, man har som leder.

Næste taler var USA’s vicepræsident Mike Pence. Og han begyndte med at citere sin chef, præsident Donald Trump. Så var det intellektuelle niveau lagt fra starten. Hans tale var bygget på, at den skulle afbrydes af bifald.

Det skete stort set ikke til trods for talens mange retoriske kneb. Her var en tale af en statsleder, der ikke havde forstået, hvad ledelse er, men i stedet lagde vægten på ensidig interessevaretagelse.

Han lagde vægt på, at der var 16 millioner amerikanske soldater, der forlod deres sikre hjemstavn for at kæmpe og befri Europa.

I stedet for forståelse og forhandling brugte den amerikanske vicepræsident sit besøg i Polen til at angribe Rusland.

Ukraine var for ham et eksempel på, at vi ikke kan samarbejde mere, men må søge konfrontationen. USA’s politik er at søge at straffe lande, der samarbejder med Rusland.

Europas støtte til Iran-aftalen blev også stærkt kritiseret. Tyskland blev skoset for at bygge en rørledning til russisk gas – og dermed gøre sig energi afhængig af Rusland samtidig med, ifølge Mike Pence, at Tyskland regner med, at USA skal betale for forsvaret.

De to taler var et lærestykke i, hvor store forskellene er blevet mellem Tyskland/Europa og USA.

Politisk ledelse og politisk ansvar stod stærkt i Steinmeiers tale – og manglede hos Pence. Den ene tale demonstrerede historisk forståelse, og den anden viste manglen på samme.

»This a great country with a great people,« lød det tomt og pompøst fra Pence. For ham var hovedproblemet bag Anden Verdenskrig, at »folk har glemt Gud«.

Steinmeier sagde, at nationalismen aldrig måtte genopstå. Internationalt samarbejde og et forenet Europa er den bedste sikring mod gentagelser. Men dagen efter Steinmeiers løfter gik vælgerne i Brandenburg og Sachsen til valg. Det klart nationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) fik 28 procent af stemmerne i Sachsen og 23 i Brandenburg.

Årsagen er, at mange vælgere i det tidligere Østtyskland føler sig som andenklassesborgere. AfD er dannet på den utilfredshed. Særligt blandt de unge, hvor den ringe udsigt til at få et arbejde og uligheder i indkomst mærkes hårdest, henter AfD stemmer. Modstanden mod indvandringen til Tyskland og en modstand mod tendenser til multikulturalisme er to af de stærke følelser, der skaffer AfD så mange stemmer.

Anti-elitært og konservativt dyrker AfD familien som samfundets grundlag. Det er et oprør mod de gamle partier. Det er et opgør med medierne og en dyrkelse af folket. Steinmeiers løfte om at forhindre nationalismen i at vokse frem er oppe mod hårde odds i store dele af den tyske befolkning.

For danskere er Tyskland ikke blot en stor nabo. Tyskland er også synonym med en aktiv udenrigspolitik, der skytter vore interesser i et internationalt system baseret på lov og ret. For Danmark er Tyskland og Europa blevet af afgørende betydning for at kunne modvirke eventyrpolitik fra USA’s side.

USA har under det nuværende lederskab gjort sig selv til en del af problemet og ikke en del af løsningen.

Tysklands regering mener, at USA’s ledelse i sig selv er en fare for fred og sikkerhed. Efter to år ved magten har USA’s nuværende regering fået ødelagt enhver tiltro til, hvad der kommer fra Washington. Vi ved aldrig, hvad der bliver sagt i det Hvide Hus i morgen. Vi ved ikke, om det betyder noget, hvad der siges af Mike Pence og Donald Trump.

Vi ved ikke, om Rusland er en fornyet fjende eller Trumps bedste ven. Vi ved dog, at Trump og Pence synes, det er påkrævet at skælde Tyskland ud ved enhver given lejlighed.

Angela Merkel har tydeligvis fået nok og deltog med kort varsel i højtideligholdelsen, fordi Trump aflyste sin deltagelse. Den europæiske tålmodighed er blevet tyndslidt gennem to års destruktiv amerikansk politik. Samtidig med at Trump åbent foreslår, at Rusland skal genindtræde i stormagtsgruppen G7, brugte Pence Polen-besøget til at fordømme Rusland i stærke vendinger.

Pence lovede, at USA øger sine 4.500 tropper i Polen med 1.000 mand, og han åbnede for salg af avancerede missilsystemer og andre våbensystemer til Polen. Det Hvide Hus har også leget med tanken om trække de amerikanske tropper ud af Tyskland og i stedet placere flere i Polen.

Også uden for sikkerhedspolitikken er forholdet mellem USA og Tyskland ved et historisk lavpunkt. Således ligger der en trussel fra Trump om en særlig amerikanske told på tyske biler. Målet er at tvinge det tyske handelsoverskud ned og skabe en anden byrdefordeling på forsvarsområdet mellem Tyskland og de øvrige Nato-lande.

Trump har en noget uforklarlig økonomisk teori, hvor lande med handelsoverskud gennem forhandlinger og toldsatser skal tvinges til at reducere deres eksport. Herved skulle USA kunne øge sin eksport og forøge væksten.

Der er bare det problem, at teorien er forkert, som professor ved Yale Willliam Nordhaus og andre nobelpristagere i økonomi tydeligt har forklaret. Handel mindskes, hvis vi går tilbage til tosidige aftaler og forhandlinger. Handelsunderskud er ikke en relevant størrelse, fordi det er koblet til en lav opsparingsrate. Men Trump kræver alligevel, at Tyskland skal reducere sit overskud.

Tysklands lave internationale profil er sat under et voldsomt pres. Tyskland, skriver nyhedsmagasinet Der Spiegel, er for stort til at være en slags Schweiz. Tyskland må tage et større ansvar, Tyskland må investere mere i militæret, og Tyskland må tage mere af en førerrolle i EU.

Spiegel mener, at landet er blevet for apatisk og beskylder Merkel for ikke at udnytte mulighederne for at spille en anden rolle for Tyskland.

Modstillingen af de to taler ved 80-årsdagen viser, at USA nu ledes af folk, der forstår meget lidt af historien. Der er en ledelse, der tror, at den kan opføre sig som særlig privilegeret med særlige rettigheder. Den tror tilsyneladende, at USA kan gøre og sige, hvad det vil, uden at det har konsekvenser.

Handelskrige, trusler og personlige angreb udgør indholdet i Pence og Trumps politik. Et visionsløst Amerika stod på scenen i Warszawa. Der var en grund til, at bifaldet udeblev.