Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Venstre-husets fundament er ustabilt, indtil vi får skiftet ledelsen ud

Det er nok nu. Tiden er inde for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at sætte Venstre og det liberale Danmark højere end deres egne personlige ambitioner, skriver kronikørerne, der er lokalpolitiske aktive og en del af Venstres bagland.

Artiklens øverste billede
Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Tegning: Rasmus Sand Høyer

I grunden piner det os. For vi ville ønske, at denne kronik kunne handle om politik. Ikke mindst om liberal politik og hvordan vores parti, Venstre, har de bedste løsninger for Danmark.

Men det kan vi ikke. For ledelsen i Venstre insisterer nu for femte år i træk på at reducere vores parti til en malstrøm af personlige ambitioner, intern taktik og fløjkrige. Det er ødelæggende, og det sker samtidig med, at partiets politiske kurs i bedste fald er forvirrende.

Det er derfor på tide, at vi menige medlemmer og aktive i partiet siger fra – og at Venstre får en ny politisk ledelse. Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.

Men hvad er der galt? Hvorfor ikke fortsætte med den erfarne politiske håndværker Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen?

Det er på tide, at vi menige medlemmer og aktive i partiet siger fra – og at Venstre får en ny politisk ledelse.

Helt grundlæggende har den nuværende ledelse ført partiet ind i en politisk og personmæssig blindgyde. Derouten lod sig delvist skjule i regeringsperioden, selv om det her efter fire år med statsministerposten er vanskeligt for os at pege på de helt store liberale resultater. Valgkampen og de første måneder i opposition har dog gjort det tindrende klart, hvilken elendig stand Venstre er i. Det gode EP-valg og mandatfremgangen ved folketingsvalget fungerer muligvis som maling på partiets yderside. Men et lykketræf, i form af at Dansk Folkeparti kollapsede ved de to valg, ændrer ikke på, at Venstre-husets fundament er ustabilt, indtil vi får skiftet ud i ledelsen.

Den gode nyhed er, at Venstre bliver et stabilt og attraktivt parti med den rette ledelse ved roret. EP-valget viste nemlig, at Venstre og vores politik med den rette kandidat i spidsen appellerer til en stor del af vælgerkorpset. De færreste mennesker er specielt ideologisk anlagt. Mange stemmer på en kandidat eller et parti, som de har tillid til er nogenlunde fornuftig og vil træffe den rigtige beslutning på fællesskabets vegne, når det virkelig gælder. Det så vi ved EP-valget, hvor de færreste vælgere vel havde et dybt indblik i Venstres EU-politik, men til gengæld havde tillid til kandidaten Søren Gade – der som resultat støvsugede det meste af Vestdanmark for stemmer. Derfor er det helt afgørende, at Venstre får et formandskab, som har den rette personlighed, kan sætte en politisk retning, stå sammen og samtidig være attraktiv over for vælgerne.

Det er ikke tilfældet i øjeblikket.

I folketingsvalgkampen havde vi således en på papiret liberal statsministerkandidat, der i et “befrielsens øjeblik”, og uden at konsultere resten af partiet, erklærede sig fri for alle de snærende bånd og i ramme alvor udstedte såkaldte velfærdsløfter og indrykkede annoncer under overskriften “Samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger”. Kvoteflygtninge blev budt velkommen, samtidig med at der blev advaret mod De – måtte man forstå, meget farlige – Radikales mulige indflydelse på udlændingepolitikken. Der blev advokeret for en regering med Socialdemokratiet, samtidig med at vælgerne blev fortalt, at Venstre bestemt ikke lod sine borgerlige alliancefæller i stikken. Klima var vigtigt, men dog ikke så vigtigt, at det måtte koste vælgerne noget, eller gå ud over vores partis traditionelle støtter. Det skete alt sammen samtidig med, at de mærkesager, som vi som Venstre-medlemmer havde fået stillet i udsigt, at vi skulle kæmpe for, det store sundhedspolitiske udspil, eksempelvis, blev fuldstændig glemt.

Der var også engang, hvor Venstre kunne præcis det samme som Socialdemokratiet. Hvor åben krig mellem formand og næstformand var helt utænkeligt. Hvor vi var et hold. Hvor det hele ikke handlede om fløje, personer og hvem, der holder med hvem.

Venstre mente kort sagt alting og ingenting. Ideologi var ligegyldigt, det borgerlige alternativ til Mette Frederiksen var ligegyldigt. Alt handlede om, hvad Lars Løkke Rasmussen på dagen mente, var den rette politik til at appellere mest muligt til svingvælgerne. Hvis nogen Venstre-medlemmer eller vælgere efter den omgang kan redegøre for, hvad Venstre mente og mener, så vil det være en bedrift af de større. Det var i hvert fald ikke nemt at forklare de mennesker, vi delte foldere ud til på gågaden i Roskilde.

I opposition er tingene desværre ikke blevet meget bedre. Der er næppe grund til at repetere de senere ugers miserable personopgør, samspilsramte gruppemøder og pinagtige pressemøder. Men lad os blot fremhæve, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens uansvarlige og ukollegiale måde at lede partiet er dybt skadelig. Det samme er Claus Hjort Frederiksens vedvarende konflikteskalering. Venstre er i en situation, hvor det reelt er umuligt at diskutere partiets politiske linje, fordi det hele går op i positionering, og hvem der er loyal over for hvem.

Der var engang, hvor Socialdemokratiet var præget af fraktioner og kaffeklubber. Helle Thorning-Schmidts periode var et inferno af personlige opgør, illoyalitet og manglende sammenhold. Det var en fornøjelse for Venstre, men selvsagt et mareridt for Socialdemokratiet som parti. I dag er situationen en ganske anden. Naturligvis er der stadig meningsforskelle og intriger internt i Socialdemokratiet, men det mærkes ikke udenfor. Den politiske linje er klar, ministrene og folketingsgruppen fremstår som et hold under en stærk ledelse, der ved, hvor partiet skal hen – og målrettet sørger for, at alle arbejder i den retning.

Der var også engang, hvor Venstre kunne præcis det samme. Hvor åben krig mellem formand og næstformand var helt utænkeligt. Hvor vi var et hold. Hvor det hele ikke handlede om fløje, personer og hvem, der holder med hvem. Hvor man kunne være stolt af partiet og dets lederskab, netop fordi de var stærke ledere med klare holdninger, personlig integritet og politiske evner. Hvor det hele ikke handlede om pragmatisme, formandskabets egen overlevelse og om at please Dansk Folkeparti. Hvor Venstre faktisk tog partiprogrammets liberale tanker seriøst. Dén situation skal vi tilbage til. Og vejen går entydigt via Jakob Ellemann-Jensen og Stephanie Lose.

For mener Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen virkelig, at de er de rette personer til at føre Venstre ind i fremtiden? At de ikke bærer så stor en del af ansvaret for de seneste fem års opslidende personopgør, at det hindrer dem i at få skabt et fasttømret hold, indtage en bæredygtig rolle i opposition og ligefrem vinde næste valg?

Mener Lars Løkke Rasmussen – belastet af utallige møgsager, lav troværdighed, elendig ledelse og med to valgnederlag som statsminister i bagagen – virkelig, at han skal have en tredje chance?

Mener Kristian Jensen – med to fejlslagne kupforsøg og et skuffende personligt valg – virkelig, at han er det bedste, Venstre har at byde på i fremtiden?

Mener de begge, at det er holdbart, at Venstre ikke har en politisk kurs, og at den interne politiske samtale i partiet bliver kvalt i det sorte hul af personligt fjendskab, som de to og deres fløjkrige har medført? Er det Venstres fremtid? Fire år mere med mangel på ilt og trukne knive? Er det, hvad vi som aktive Venstre-medlemmer kan se frem til?

Nej. Det er nok nu. Tiden er inde for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at sætte Venstre og det liberale Danmark højere end deres egne personlige ambitioner. De har begge vist sig ude af stand til holde deres stridigheder interne – til stor skade for partiet. Og hvis de ikke selv magter at gøre det rigtige, så bør partiets hovedbestyrelse og siden landsmødet hjælpe dem med det. Lad os få et nyt Venstre-formandskab i form af Jakob Ellemann-Jensen og Stephanie Lose.

Jo før, jo bedre.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.