Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vesten er ikke længere verdens førende civilisation

EU formår ikke engang at beskytte sine egne grænser og bestemme, hvem der skal have adgang til fællesskabet, og der er stor fare for, at EU ender i kaos, fordi der ikke er ressourcer nok til både den oprindelige befolkning og de håbefulde migranter.

Artiklens øverste billede
Som nævnt bukkede romerriget under bl.a. på grund af svag ledelse og folkevanding, ligner det hvad der sker i vesten nu? Tegning: Rasmus Sand Høyer

Vesten har i flere århundreder været verdens førende civilisation, og der er en tendens til, at vi i Vesten betragter os selv som uovervindelig verdensmagt med demokratier, som alle i hele verden ønsker at efterligne. Men kigger man det hele efter i sømmene, tegner der sig et andet billede. Demokrati er ikke noget naturgivent, det er en samfundsform, som man skal kæmpe for at opretholde, og meget tyder på, at flere vestlige demokratier knager voldsomt i fugerne. Desuden er det langtfra alle folkeslag, der ønsker demokrati.

Verdenshistorien viser med al ønskelig tydelighed, at store riger opstår og forsvinder: Romerriget, Osmannerriget, Sovjetunionen for bare at nævne nogle få. Men skal man lære af historien, kræver det, at man kender den, og i Vesten er historie blevet nedprioriteret. De fleste aner stort set intet om historie, og viden er generelt underprioriteret, måske er det derfor, at det for mange er utænkeligt, at Vesten kan synke ned i kaos og ufred.

Romerriget var stort og mægtigt, men gik i opløsning bl.a. pga. folkevandringer og svag politisk ledelse, men det gælder jo ikke for Vestens tilstand, eller gør det?

Befolkningstallet i de vestlige lande daler, mens andelen af ældre vokser. Migranterne befolkningstal stiger imidlertid.

Lad os starte med ledelseslaget, der er generelt tegn på svag ledelse i vesten: Rigtig mange er enige om, at Trump aldrig burde være blevet valgt som USA’s præsident. Storbritannien har besluttet at forlade EU, selv om konsekvenserne kan skabe en økonomisk nedtur af dimensioner, men med Boris Johnson ved rattet er der ikke fokus på den side af sagen. I Tyskland er Merkels popularitet styrtdykket. I Frankrig har Macron forsøgt at gennemføre hårdt tiltrængte reformer, men det har de gule veste indtil videre sat en effektiv stopper for. EU har udviklet sig til en bureaukratisk kolos på lerfødder. Et vigtigt eksempel, som bringer tankerne hen på folkevandring: Der er enighed, om at de ydre grænser bør sikres, og det regner man med at være klar til i 2027 (!).

Når EU’s ydre grænser skal styrkes, skyldes det, at det europæiske kontinent nærmest invaderes af migranter, der søger en bedre tilværelse i EU. Man kan ikke bebrejde migranterne, at de søger et bedre liv, men man kan med rette spørge EU, hvorfor der ikke gøres noget effektivt for at stoppe migrantstrømmen: De fleste af migranterne er unge mænd uden ordentlige kvalifikationer, der etablerer en base i et EU-land, hvorefter de får familien til at følge efter, og i rigtig mange tilfælde ender det med, at familierne er på offentlig forsørgelse og lever i et parallelsamfund med egne normer og regler, meget ofte uden at lære det lokale sprog. Det siger sig selv, at intet samfund kan holde til bevidstløst at importere nye borgere, som lever af offentlige ydelser og ikke bidrager til samfundet. Men der er en stor ulyst til at gøre noget ved problemet. Da hundredetusindevis af migranter i 2015 invaderede de europæiske motorveje og uhindret marcherede hen, hvor de ville, sagde Merkel: »Wir schaffen das« (det klarer vi). Og da mange unge migranter nytårsaften forulempede unge kvinder i Køln og andre store tyske byer, forsøgte man i første omgang at holde det hemmeligt.

Ved massakren på spillestedet Bataclan i Paris i 2015 var nogle af de islamistiske terrorister også nytilkomne migranter.

Det største, EU har gjort for at ændre på situationen, er at betale Tyrkiet for at holde migranterne tilbage. Det har givet Erdogan, som de færreste mistænker for at være specielt demokratisk, et fantastisk våben i hænderne. Han kan skrue op og ned for migrantstrømmen til EU og afpresse. Desuden har mange af migranterne fundet nye veje, eksempelvis gennem Libyen til Italien og gennem Marokko til Spanien. Samtidig har migrantstrømmen givet vind i sejlene til Ungarns Fidesz og Polens Lov og Retfærdighed-parti. Begge partier er af tvivlsom demokratisk relevans, men de står fast på ingen migranter, og det er der rigtig mange, der bakker op omkring.

Migrationen har i årevis været et voldsomt debatemne i EU-landene, men det har været uhørt at kalde det et problem. I stedet har folk flyttet deres stemmer. Det har nærmest udraderet de socialdemokratiske partier i en række EU-lande, og det har givet fremgang til AfD (Alternative für Deutschland), Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti, der dog fik en voldsom tilbagegang ved sidste valg. Til kom Paludan og Nye Borgerlige.

I Danmark er udlændingedebatten blevet så mainstream, at selv socialdemokraterne, der hårdnakket har benægtet ethvert problem gennem årtier, nu er vendt på en tallerken og kræver hård, men fair udlændingepolitik – uden dog at komme nærmere ind på hvad det betyder, og så har partiet i øvrigt heller ingen løsning på problemet.

I EU er der også problemer med ungdomsarbejdsløshed og samfund, der stagnerer på grund af lave fødselstal og flere ældre. USA har i nogen grad de samme problemer. Man skulle derfor tro, at der blev gjort noget for at løse problemerne, men der er mere fokus på at være en stemme i den store verden og løse de store verdensproblemer, men det går ikke ligefrem fantastisk: I EU blev der talt og talt, mens borgerkrigen rasede i Jugoslavien i 1990’erne, men der skete ikke noget, før USA gik ind i kampen. USA og Nato forsøgte derpå at udbrede demokrati i Afghanistan og Irak, men det lykkedes absolut ikke.

Den helt store fejl, der blev begået, viste sig især i Irak: Med en ufattelig naivitet mente man, at irakerne ønskede vestligt demokrati. Landet endte i kaos. For det første er demokrati uforeneligt med islam, fordi islam er indstiftet af Gud, og det må et menneskeskabt system som demokrati ikke lave om på – og her siger jeg selvfølgelig ikke, at alle muslimer er antidemokrater, jeg påpeger bare, at islam er en lovreligion – og dernæst blussede fejden mellem sunnier og shiitter op igen. Konflikten tog sin begyndelse i 632 efter Kristi fødsel, da profeten Mohammed døde. Konflikten handler om, hvem der skulle efterfølge Mohammed som kalif. Det strides man om endnu, 1387 år senere.

Konflikten i Syrien blev også dårligt håndteret. Præsident Obama sagde, at hvis Assad brugte kemiske våben, ville USA skride ind. Assad brugte kemiske våben, men USA gjorde ingenting.

Den seneste konflikt med Iran bliver i øjeblikket håndteret tøvende af både USA, Storbritannien og EU, det fører for vidt at redegøre for konflikten og dens mulige konsekvenser her, men konflikten nævnes, fordi den er endnu et eksempel på svag politisk ledelse i Vesten.

Den største spiller på verdensscenen i øjeblikket er Kina. Kina har udvidet sin sømilegrænse betragteligt i Asien, og den håndhæves af en voksende kinesisk flåde. Samtidig har Kina sat sig på en stor del af Afrikas ressourcer, Kina ekspanderer voldsomt i Afrika, og det er kinesisk arbejdskraft, der udfører det hele. Kina ekspanderer også i Europa gennem opkøb: Den portugisiske energisektor, havnen i Piræus, lufthavne i Spanien. Kina er i færd med at genåbne Silkevejen.

I Vesten snakker man. Politikerne udskiftes, fordi de uprivilegerede dele af befolkningerne føler, at ingen lytter til dem. Derfor havde Trump let spil, da han lovede at genåbne kulminer og andre lukkede industrier. Imens taler demografien sit ubønhørlige sprog: Befolkningstallet i de vestlige lande daler, mens andelen af ældre vokser. Migranternes befolkningstal stiger imidlertid, derfor er den oprindelige befolkning i mange områder ved at komme i mindretal. Det problem forstærkes af, at befolkningstallet i de lande, migranterne kommer fra, eksploderer, og det vil sandsynligvis betyde endnu flere migranter.

Lige et par eksempler:

De tre nordafrikanske lande Marokko, Algeriet og Tunesien havde i 1950 tilsammen en befolkning på 21.461.000, i 2020 vil befolkningstallet være vokset med 331 pct. til 92.581.000. Libanon havde i 1950 1.335.000 indbyggere, i 2020 er befolkningen vokset med 411 pct. til 6.825.000. Nigeria, der i 1950 havde 37.860.000 indbyggere, vil i 2020 have øget befolkningen med 445 pct. til 206.140.000. Endelig vil Tyrkiet, der i 1950 havde 21.408.000 indbyggere, i 2020 være vokset med 294 pct. til 84.339.000 (kilde: UN/ DESA Population division).

Og der er intet, der tyder på, at befolkningstallet vil holde op med at vokse i de nævnte – og en række andre – lande, snarere tværtimod. Derfor er det nærliggende at konkludere, at migrationen vil fortsætte og vokse. Vesten, i første omgang EU, vil ikke kunne holde til presset og opretholde den levestandard, befolkningen er vant til. Migranterne, der kommer med tårnhøje forventninger, der ikke indfris, vil blive frustrerede og reagere negativt.

Vesten er ikke længere verdens førende civilisation, EU formår ikke engang at beskytte sine egne grænser og bestemme hvem, der skal have adgang til fællesskabet, og der er stor fare for, at EU ender i kaos, fordi der ikke er ressourcer nok til både den oprindelige befolkning og de håbefulde migranter. Som nævnt bukkede Romerriget under bl.a. på grund af svag ledelse og folkevanding, ligner det hvad der sker i Vesten nu?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.