EU’s stats- og regeringschefer kupper Europa-Parlamentet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

EU’s topjobs er besat, og Det Europæiske Råd har truffet tre endelige beslutninger og en anbefaling: ny chef for Den Europæiske Centralbank: Christine Lagarde (tidligere IMF-chef og advokat af uddannelse); Charles Michel er ny chef for Det Europæiske Råd. Han er medlem af den Macron-dominerede liberale Forny EU-gruppe (tidligere ALDE) i Europa-Parlamentet og storeuropæer; Josep Borrell, der er spansk socialist, er ny EU-udenrigsminister. Ifølge Lissabontraktaten er det Det Europæiske Råds opgave at udnævne til disse tre topposter.

Derudover skal Det Europæiske Råd også foreslå en kandidat til EU-kommissionsformand, som parlamentet så senere i denne måned skal stemme om. Det blev en kommissionsforkvinde, nemlig tyske Ursula von der Leyen, der er en af Merkels partisoldater i CDU og faste støtter i immigrationspolitikken. Hun er den første kvindelige EU-kommissionsformand.

Hvem der vandt, og hvem der tabte, beskæftiger medierne sig meget med, og hvis man skal tro et lille udvalg af medierne, Financial Times, De Telegraaf, Der Spiegel, Reuters og vores egen Weekendavisen, er vinderen Macron. Det var – tro det, om man vil – ham og ikke Merkel, der bragte von der Leyen på banen, efter at han med flid havde undergravet Merkels oprindelige kandidat, Manfred Weber. Angiveligt ville han ikke fremstå som tyskfjendtlig, og så er han jo politisk korrekt og ville gerne have en kvinde eller to på posterne. Derudover er franskmanden Lagarde og belgieren Michel fransktalende, hvad der betyder meget politisk på de kanter.

Hvorvidt man deler denne analyse, afhænger af ens politiske ståsted eller mere nøjagtigt, i hvor høj grad man accepterer, at Europa-Parlamentet ud fra den klassiske Montesquieu-tredeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt som demokratisk valgt forsamling har en vigtig rolle at spille som medlovgivende EU-institution (sammen med EU-Kommissionen og rådet) og som modvægt mod den udøvende magt i EU, i dette tilfælde Det Europæiske Råd.

Ud fra sidstnævnte betragtning er den store taber demokratiet i EU i form af nederlaget for det af Europa-Parlamentet understøttede Spitzenkandidat-system. Alle fire spidskandidater, inklusive Margrethe Vestager, blev afvist, og dermed er systemet begravet. Ved at sætte navn på sine spidskandidater havde parlamentet håbet at kunne gøre valget til Europa-Parlamentet mere lig nationale valg og mere demokratisk ved at identificere deres politiske tilhørsforhold.

Merkel var ifølge sin aftale med sine koalitionspartnere i Tyskland forpligtet til at forsvare spidskandidatsystemet, så det var ifølge ovenstående medier i allerhøjeste grad Macron, som personligt aflivede det. Han må derfor tage hovedansvaret for, at det hele i stedet blev en studehandel uden folkelig indsigt eller kontrol, hvor uidentificerede med- og modspillere på stats- og regeringschefsniveau delte i porten.

Hvad angår Macrons ”sejr”, skal det også med, at han i forbindelsen med afvisningen af Merkels oprindelige kandidat, Manfred Weber, havde påpeget vigtigheden af, at de endelige vindere skulle repræsentere hele EU demografisk, og at kandidater skulle være ekstremt godt kvalificerede.

Ingen af delene blev tilfældet. Alle fire kandidater kommer fra det ”gamle” EU uden plads til de 10 nye EU-medlemsstater fra Østeuropa, hvis kritik af EU-elitens magtforherligelse og arrogance hermed kun bliver retfærdiggjort.

Hertil kommer, at ingen af de fire topnavne kandiderede til de poster, de til slut blev udnævnt til, og tre af dem kommer med betydelig professionel og politisk bagage: Von der Leyen efterlader som tysk forsvarsminister et tysk forsvar, hvor 70 pct. af panservognene ikke kører, 80 pct. af helikopterne ikke flyver, og kun en af flådens seks ubåde kan sejle; Borrell har en tidligere dom for insidertrading, og Christine Lagarde har en baggrund som advokat og ikke som international bankdirektør.

Påstanden om, at sejren var Macrons, ignorerer også den omstændighed, at han selv dagen før det endelige resultat havde klandret Det Europæiske Råd for at have skadet EU’s omdømme ved at have brugt så mange timer og dage på ikke at kunne blive enigt for derefter at juble, da hans foretrukne kandidater blev udnævnt af selvsamme ”ineffektive” system. Forståeligt, men ikke ligefrem kønt at se og høre på.

Weekendavisen påstår, at Visegrádlandene (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet) og Italien fik hævn over Frans Timmermans, deres bete noire, som havde slæbt Polen og Ungarn for EU-Domstolen for overtrædelse af EU’s demokratiparagraf. Han har også beklaget dybt, at »Merkel og co. valgte at bøje sig for halvautoritære stater« og benyttet lejligheden til at slå til lyd for, at »EU’s politiske institutioner i de kommende år vil afgifte Den Europæiske Union for antidemokratiske tendenser«.

Der er to problemer med denne ”analyse”: Den første er, at regeringerne i Polen og Ungarn, som man henviser direkte til, er fuldgyldige demokratier valgt ved fuldt demokratiske valg, som ingen har kunnet sætte fingeren på; de er hverken giftige eller hel- eller halvautoritære ud fra nogen rimelig definition af begreberne.

Derudover burde avisen vide, at Timmermans ganske rigtigt mødte modstand fra Visegrádgruppen, fordi det er ham, der står og stod bag EU-Kommissionens retssager mod Polen og Italien for overtrædelse af EU-forfatningens meget vidtløftige demokratiparagraf, som rummer alle kulturelitens vådeste drømme fra godkendelse af homoadoptioner og -ægteskaber til LGTBQ-kønsideologiske kernepolitikker. Sager, som i øvrigt slet ikke er afgjort endnu.

Men virkeligheden var og er, at Timmermans kun blev besejret med hjælp fra EPP-gruppen i Europa-Parlamentet, eftersom Det Europæiske Råds afstemningsregler i henhold til EU-traktaten kræver kvalificeret flertal, dvs. 55 pct. af landene og 65 pct. af befolkningerne, hvilket Visegrádlandene overhovedet ikke har– selv ikke sammen med Italien.

Fra dansk side var det en stor fornøjelse at se vores nybagte statsminister på klingende nordjysk udvise det vigtigste karaktertræk for gode politikere: aldrig at indrømme et nederlag. Ved mødet med pressen stod hun med Margrethe Vestager ved sin side og lovpriste Vestagers udnævnelse som førstevicekommissær i EU-Kommissionen som en sejr for Danmark.

Sandheden er, at der er to førstevicekommissærer, nemlig Frans Timmermans og Vestager, og at posten er uden reel politisk betydning og kun blev givet til hende og Frans Timmermans som trøstpræmie, fordi de begge tabte det store slag om at blive EU-kommissionsformand.

Samtidig er EU-Kommissionens medlemmer, inklusive Vestager, ifølge EU-traktaten forpligtet til at være uafhængige, dvs. uafhængige af deres hjemland, fordi de jo netop skal tænke unationalt og europæisk. Vi ved alle, at det er endnu en EU-floskel uden hold i virkeligheden, men at kalde Vestagers ”hæderlige nederlag” en sejr for Danmark er en journalistisk eufemisme fra de glade amatørfodbolddage, hvor Danmark spillede lige op med Luxembourg og tabte til alle andre.

Udtalelsen er i sammenhængen både faktuelt urigtig og i modstrid med selve EU-idéen, og journalisterne skulle have spurgt Mette Frederiksen om det.