Egenbetaling af tolke truer lægeløftet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg spørger min grædende patient, om hun kan ringe til et familiemedlem, der kan oversætte, så jeg kan forstå, hvad hun siger. Hun svarer: »Jeg vil ikke have, at min familie skal kende til mine personlige problemer, og jeg har ikke råd til at betale for en tolk.« Endnu en frustrerende konsultation er ovre, og jeg tilbyder hende at få en ny tid, en dag, hvor vores arabisktalende receptionist er på arbejde og kan tolke for patienten.

Lighed og tilgængelighed er to af de centrale elementer i det danske velfærdssystem. Men fra 1. juli 2018 er en lov, der foruden at true den moralske grundholdning har til formål at ramme en specifik del af befolkningen, trådt i kraft.

Den omstridte lov om ”Egenbetaling for Tolkebistand” blev vedtaget af regeringspartierne med opbakning fra Dansk Folkeparti, og meget overraskende Socialdemokratiet. Loven fastlægger, at personer, der har boet i Danmark i tre år eller mere, men stadig ikke taler dansk, selv skal betale for en tolk både hos egen læge, speciallæger og på hospitalet.

Inger Støjberg (V) udtalte at »det er alle immigranters eget ansvar at lære dansk, og derfor skal staten selvfølgelig ikke betale for en tolk«. Martin Henriksen (DF) mener samtidig at »den bedste måde at få immigranter til at lære dansk er at ramme dem økonomisk«. Ikke desto mindre har regeringen og DF derefter vedtaget en lov, der gør, at det ikke længere er gratis at lære dansk, og alle, der tager danskundervisning, skal derfor betale 2.000 kroner pr. modul. Er det her virkelig den bedste måde at fremme integrationen på, eller er det blot at marginalisere en minoritet og trænge dem længere og længere op i en krog?

En lignende lov om egenbetaling til tolkebistand blev introduceret af Venstre for otte år siden, men blev hurtigt afskaffet af Helle Thorning-Schmidt og socialdemokraterne, fordi det øgede uligheden.

Den nuværende regering mener, at den nye lov om egenbetaling for tolkebistand er det mest fair over for skatteyderne. Det er nemlig blevet beregnet, at der vil blive sparet 2,4 mio. kr. pga. loven, og disse penge skulle så gøre godt et andet sted i sundhedssektoren. Der er bare to fundamentale problemer med det argument. For det første anerkender argumentet ikke de skjulte udgifter og potentielt frygtelige konsekvenser, der vil ramme både patienter og læger. For det andet er de individer, der rammes af loven, også skatteydere, og de vil ved vedtagelsen af loven blive frataget adgang til det sundhedssystem, som deres egen skattekroner går til.

Som praktiserende læge i Brønshøj kom denne lov som et stort chok for mig, og jeg kan tydeligt mærke de ødelæggende konsekvenser, den har for både patienter og sundhedspersonale.

Egenbetaling for tolkebistand vil uden tvivl øge uligheden både internt i etniske minoritetsgrupper, samt mellem indvandrere og danskfødte borgere. En undersøgelse fra 2017 udgivet af Indvandrermedicinsk Klinik i Odense har allerede påvist de ødelæggende konsekvenser, sprogbarriererne kan have på patientplejen. I undersøgelsen kiggede forskere på 147 patienter, der var blevet henvist til klinikken i 2015 og 2016 og kom frem til, at 95 pct. af patienterne havde oplevet problemer med enten diagnosticering eller behandling som en direkte konsekvens af dårlig kommunikation. I gennemsnit var der to fejlbehandlinger pr. patient, og hver fjerde patient havde været udsat for minimum tre fejlbehandlinger. Hver tredje fejl, der blev begået, var vurderet som værende seriøs. Undersøgelsen viste også, at forsinket diagnosticering forekommer ekstra hyppigt hos etniske minoritetsgrupper.

Det er klart, at en del af ansvaret for at undgå denne slags komplikationer ligger hos de individuelle patienter. Man kan ikke komme udenom, at for at fremme integrationen burde alle immigranter gøre deres bedste for at lære sproget i det land, de flytter til. I min tid som praktiserende læge i København har jeg mødt mange immigranter, der taler dansk godt nok til, at jeg kan have en dybdegående konsultation med dem. Jeg har dog også haft patienter, der har boet i Danmark i flere årtier, men som stadig ikke er i stand til at deltage i en konsultation på dansk.

Hvis en patient har brug for fremmødetolkning, vil det koste dem 334 kr. for konsultation hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt ambulant besøg på sygehus. Og hvis en patient har behov for fremmødetolkning ved indlæggelse, så koster det dem 1.675 kr. Det er omkring 40 pct. billigere, hvis man benytter video/tele-tolkning, men jeg leder fortsat efter kolleger, der har faciliteter til dette.

Disse gebyrer er svære for mange af mine patienter at betale. Ved at indføre en lov, der rammer en specifik befolkningsgruppe, samt til dels privatiserer et ellers offentligt sundhedssystem, går indførelsen af egenbetaling af disse gebyrer imod den moralske grundholdning, der bygger på lighed og tilgængelighed.

I loven angives det også, at det er lægen, der skal beslutte, hvorvidt patienten har brug for en tolk. Dette er dog umuligt, siden det er lægesekretærerne, der booker de fleste aftaler, og lægerne har ikke tid til at vurdere patienternes sproglige kunnen over telefonen inden konsultationen. Dette vil sige, at lægerne skal tage beslutninger, der er moralsk udfordrende, og som i sidste ende kan koste patienten mange penge. Nogle af de patienter, det drejer sig om, er formentlig allerede i en udsat situation økonomisk og har måske allerede problemer med at betale for medicin. Ved indførelsen af den nye lov bliver lægen derfor nødt til at overveje patientens finansielle situation, når han/hun tager professionelle beslutninger.

Dette vil måske fremstå kontroversielt, men hvis jeg som læge sendte en patient, der havde behov for en tolk på hospitalet, ville jeg næsten håbe, at han/hun fejlede noget betydeligt, for hvis ikke ville jeg havde svært ved at acceptere, at min bedømmelse havde ledt til en unødvendig økonomisk belastning for patienten.

Lægerne vil også lide under konsekvenserne af den nye lov. Som jeg nævnte tidligere, fører komplikationer i kommunikation til et utal af fejldiagnosticeringer og fejlbehandlinger. Hvis en patient ikke har råd til at betale en tolk, og han/hun derfor misforstår lægens plan på baggrund af miskommunikation, vil det i sidste ende være lægen, der står til ansvar for alle negative konsekvenser, der måtte opstå efterfølgende. Dette finder sted, alt imens hele sundhedssektoren er under hårdt pres og et stigende antal lægepraksisser lukker ned som følge af pensionering, stress og uoverkommelige mængder arbejde. Det er langt mere sandsynligt, at en læge laver fejl, hvis han/hun er træt og udkørt og så ovenikøbet har problemer med at forstå sin patient.

Det burde også tages med i overvejelserne, at konsultationer kommer til at vare længere tid. Praktiserende læger har for det meste mellem 10-15 minutter pr. patient til at høre patientens historie, foretage en eksamination samt lægge en plan for behandling. Konsultationer med en tolk plejer at trække ud, og hvis det i stedet er familiemedlemmer eller venner, der er med for at oversætte, vil konsultationerne højst sandsynligt trække yderligere ud. Dette vil uundgåeligt påvirke resten af befolkningen, da lægerne så vil have mindre tid til andre patienter.

Danmarks sundhedspersonale har sværget at hjælpe alle mennesker uanset køn, etnicitet, klasse og religiøs overbevisning, og det er derfor vores ansvar at protestere imod love, der forhindrer os i at udføre vores arbejde.

Selv om jeg gerne vil stole på, at regeringen tager de rigtige beslutninger og har i sinde at sikre lighed mellem alle mennesker i Danmark, så fylder højreorienteret antiindvandrerretorik fortsat mere og mere i dansk mainstreampolitik; en tendens, der føres an af Venstre, der klynger sig til magten ved at efterligne og godkende Dansk Folkepartis ideologi.

Og for at gøre det endnu værre har socialdemokraterne fuldstændig ændret deres syn på indvandrerpolitik og droppet deres samarbejde med De Radikale og resten af venstrefløjen i håb om at få flere stemmer. Som dansk statsborger med indvandrerbaggrund, er den generelle overbevisning, der præger dansk politik i dag, særdeles foruroligende.

Det kan godt være, at det tiltrækker stemmer at prale af indførelsen af mere end 110 stramninger på udlændingeområdet, men det viser sig allerede at resultere i et fragmenteret samfund, hvor indvandrere blot får dårligere og dårligere vilkår.

Jeg er overbevist om, at der er mere ansvarlige måder at spare 2,4 mio. kr. om året på. Måder, der ikke truer det danske sundhedssystems moralske grundholdning og den offentlighed, det tjener; som ikke risikerer længere ventetid og en forværring af tingenes allerede foruroligende tilstand, hvori miskommunikation mellem læger og deres patienter fører til fejldiagnosticering og utilstrækkelig behandling.