Der er stemmer i at være anderledes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når Greta Thunberg dukker op til Folkets Klimamarch på lørdag, vil der blive kamp blandt politikerne om at få lidt af hendes stjernestøv. Håbet er, at man så kan blive set som anderledes en alle de andre – som en del af løsningen, og ikke som de andre politikere, der har været med til at skabe problemet. Og med god grund. Der er stemmer i at blive set som et alternativ. Hele 70 pct. bekendtgjorde for nylig i en stor måling for Jyllands-Posten og Altinget, at de ikke har tillid til de folkevalgte. Trætheden er til at tage og føle på, når en tredjedel foretrækker ”en anden” som statsminister end de to reelle muligheder i Altingets seneste måling over danskernes foretrukne kandidat til posten.

Alternativets succes tilbage i 2015 er et fantastisk eksempel på, hvor godt et kommunikativt greb ”det anderledes” kan være. Som proklameret alternativ slipper man for at definere synderligt meget, fordi man blot kan udnytte, at folk er trætte af det, de har. Det er nok at sige »det er tid til noget andet« – folk kan nikke genkendende og tænke sit. I perceptionsteorien taler man om, at det reelt set er mere effektivt at lade noget fortolkning være op til modtageren. Jo mere man lader folk selv om at udfylde detaljerne, jo flere kan man ramme plet hos. De kan få lov at deltage i drømmen om, hvad en ”grøn fremtid” er og opnå glæden ved at være en del af en ny bevægelse. Uden klare beskrivelser ses få uenigheder.

Problemet opstår, når ordene skal omsættes til lovgivning og parlamentarisk arbejde, og man bliver nødt til at definere, hvad ens ”andet” er. Tænk på, hvor forrådt du har følt dig, når din yndlingsroman bliver filmatiseret med den helt forkerte skuespiller i rollen som helten. Når man sætter billeder på, så definerer man også detaljer, som læseren før selv tog sig af – det er ikke længere en blomst, men en rød rose; ikke bare en agent, men Timothy Dalton; ikke bare en grøn omstilling, men et bestemt antal millioner til vedvarende energi.

Ligesom fans straffer James Bond-franchisen for valg af en ”forkert” 007, så straffer vælgere også, når partierne ikke udvikler sig, som de havde håbet. Alternativet står over for det, alle kunstnere ved, er den svære toer: Debuten var så succesfuld, at den er svær at gentage eller overgå – særligt, når nu de første teasere (de realpolitiske bedrifter) ikke vandt synderlig genklang, og den første single (kommunalvalget) kun performede anstændigt.

Der er en årsag til, at Dansk Folkeparti, DF, nidkært har forsøgt at opretholde positionen som Danmarks største ”alternativ” til eliten og systemet. Partiet blev skabt og fik succes på fortællingen om, hvordan kun de kendte folkets vilje, og kun de kunne skabe den tiltrængte forandring. Men som Thulesen Dahl har opdaget, så er ens kryptonit derfor også, hvis man pludselig ses som en af de andre.

Når der er nye partier på banen, for at gøre op med det, DF har stået for, er det svært at opretholde positionen som danskernes nye helte fra højre. I stedet for at være noget andet bliver man til ”det andet” – pamperne, og dem, der lader stå til – og pludselig lyder sloganet om, at »der er så meget, vi skal passe på«, mere som DF’ernes personlige interesser i omfartsveje og EU-støttemidler end Danmark og danskernes interesser.

Hvor man før blev straffet hårdest ved løftebrud, er faldet fra ”os” til ”en af dem” noget af det værste, der kan ske for en politiker i 2019. Og med ét har det mest succesfulde alternativ i nyere tid set sig halveret i meningsmålingerne.

Hvad der kun forstærker partiernes lyst til at sælge sig som ”noget andet”, er, at vælgere er til at overtale. Har man én gang skiftet parti, er man ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra KU langt mere tilbøjelig til at skifte igen. Næsten 4 ud af 10 vælgere overvejer at stemme anderledes end ved sidste valg i 2015, viser den seneste måling om vælgervandringer i Mandag Morgen. Det er kun en smule færre end ved jordskredsvalget i 1973, hvor vælgerne favoriserede det nye over det gamle – et brud på den hidtidige sammenhæng mellem stand og parti.

Spoler vi frem til nu, så er vores verden mere end nogensinde før præget af opbrud og flydende grænser. Sociologen Zygmund Bauman har påpeget, at flere og flere menneskers hverdag er blevet mere flydende, så grænserne mellem f.eks. arbejde og fritid er udviskede, og de gængse selvfølgeligheder og strukturer, som f.eks. hvordan en familie ser ud, kan ikke længere tages for givet.

Den klassiske økonomiske akse giver derfor heller ikke mening at holde fast i, hvis man vil forstå vælgerne – man kan sagtens være til venstre på et område og til højre på et andet.

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen konstaterer i netmediet Føljetons politiske nyhedsbrev, at Klaus Riskærs »rundforvirrede politik« appellerer til de mange vælgere, »der heller ikke helt kan finde ud, hvad der op og ned«. Den garvede politiske journalist Erik Holstein beskrev ligeledes Rasmus Paludans rejse fra Radikal Ungdom til Stram Kurs som uden »sammenhæng«. Men det er netop pointen. Det handler ikke længere om at finde ud af op og ned i den gamle politik eller skabe sammenhæng mellem fortid og fremtid, men om at indfri et ønske om en anden verden.

Men den megen snak om behovet for ”noget andet” har også en destabiliserende effekt, idet det parlamentariske system stadig fungerer ud fra ideen om det samarbejdende folkestyre – alle får noget igennem, ingen kan diktere frit. Dermed forhindrer man marginalisering af synspunkter, men man umuliggør også, at store drømme kan gøres til virkelighed.

Da Jyllands-Posten forsøgte at forstå målingen om den rekordhøje mistillid til politikerne, opsummerede Thomas O’Reilly det således for avisen: Politikerne lover »i hoved og røv, men der sker ikke en skid«. Skulle de få noget igennem via et forlig, så er det omvendt også svært at retfærdiggøre over for vælgerne, hvis løfterne er blevet pustet op med god brug af kontraster til ”de andre”. Den mest succesfulde ”anderledeshed” er derfor en, der holder sig til det menneskelige – at man er anderledes og udstyret med et moralsk kompas, man kæmper ud fra; ikke at man kan forandre alt alene.

Når politikerne lørdag forsøger at koble sig på Team Thunberg, så skal de huske, at den slags forpligter. Jeg er ikke i tvivl om, at mange gerne vil det bedste for kloden og oprigtigt brænder for klimapolitikken. Men hvis tilliden til de folkevalgte skal genetableres, kræver det, at politikerne tænker sig om, inden de som en kejser bevæger sig afsted med nye gevandter. Særligt, hvis det viser sig, at man reelt set ikke har noget tøj på og bare er som alle os andre.