Ingen partier har råd til at lade klima være klima

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De kommende valg til Europa-Parlamentet og Folketinget er de første, hvor klima er blandt de afgørende temaer. Det har aldrig før været sådan, at klimapolitikken bliver afgørende for, om de enkelte partier taber eller vinder. Ikke det eneste afgørende, men vigtig nok til, at ingen partier og ingen kandidater har råd til at lade klima være klima, sådan som det hidtil har været tilfældet for langt de fleste.

Klima er førstegangsvælger – både i EU og i Danmark. Det er spændende, hvordan klima stemmer, og hvordan det kommer til at påvirke magtens udøvelse i de kommende år – for ikke at tale om udledningerne af drivhusgasser. For her handler det ikke kun om symboler, men om konkrete forhold, som påvirker vores liv både på den helt nære måde, som hvad vi spiser, og hvor langt vi rejser – og på den helt store: hvordan vi producerer og forbruger alt ting.

Bortset fra klimapolitikkens veteraner stiller det partierne over for en udfordring, der er større, end de fleste har gjort sig klart. Automatreaktionen er at tale klimaindsatsen op, prise Danmarks – og på en god dag EU’s – landvindinger på feltet, fremhæve betydningen af grøn teknologi og i øvrigt kappes om vidtløftige målsætninger. Samtidig er det let at pege på det indlysende, at Danmarks indsats ikke kan gøre det alene, og at det handler om at få en stærkere indsats i EU og globalt.

Det er alt sammen rigtigt, men det er bare ikke længere nok, hverken symbolsk eller politisk. Klimapolitik har bevæget fra at være et område, hvor alle kan være med til at ville mere af det hele, som når det gælder sundhed, ældre – eller for den sags skyld nedslidte. Klima går fra at være bare ”godt” til at stå i centrum af den svære politiske debat om, hvad vi skal prioritere og de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af det ene eller det andet valg.

Forandringen skyldes tre ting, der længe har simret, men som i de seneste måneder har nået et kogepunkt, hvor det set ud til at sætte sig spor i stemmeurnerne:

For det første er det gået op for vælgerne, at global opvarmning ikke kun er et problem for isbjørne eller deres børnebørns børnebørn, men en aktuel virkelighed, der forandrer vores land og liv langt hurtigere, end vi før antog. De fleste har indset, at ekstreme vejrfænomener og massemigration bare er de første signaler, og endnu flere har indset, at det er os selv og vores børn, der har ansvaret for at gøre noget, og som må bære konsekvenserne, hvis vi ikke gør nok hurtigt nok – hvilket vi ikke er i nærheden af. Ikke overraskende er især unge vælgere optaget af denne problematik og er kritiske over for de partier, der gennem de sidste år har undergravet den allerede utilstrækkelige klimaindsats.

For det andet er det blevet klart, at klima handler om hele den måde, vi producerer, forbruger, lever, rejser og bor. Nogle fokuserer på kødfri dage, andre på integrerede energisystemer, nogle på flyrejser andre på landbruget. Fælles er en voksende erkendelse af, at en forstærket klimaindsats handler om en samlet strategi, der gennemsyrer den måde, vi indretter vores samfund. Vi kan ikke løse problemet hver især, men må gøre en fælles indsats. Det handler med andre ord om politiske beslutninger – og om at vælge politikere, der ikke kun puster varm luft i valgkampen, men som faktisk er klar til at tage ansvar for de reformer, der skal til, hvis vi skal nå vores mål og samtidig skal leve det liv, vi gerne vil, og bevare det velfærdssamfund, som vi holder af.

Endelig for det tredje er flere og flere vælgere blevet klar over, at der er store muligheder forbundet med en klog klimaindsats. Det betyder noget, at ledende erhvervsfolk igen og igen har sagt, at det let kan blive dyrere at lade stå til – og at mange danske virksomheder skylder deres succes lederskabet på det grønne felt. Deres medarbejdere er ikke nær så bange som mange politikere for de forandringer, der skal til, og ikke nær så konservative, når det gælder om at forlange omstilling af den produktion, der sviner mest. De tror på, at det er muligt at udfase brugen af fossile brændsler og lukke ned for udledningerne – og mange er overbeviste om, at Danmark har meget at vinde ved at gå forrest og være blandt dem, der er med til at udvikle fremtidens grønne løsninger.

Så langt er rigtig mange klimabevidste vælgere enige. Det betyder bare ikke, at de alle vil stemme på de samme partier. For lige som det gælder velfærdspolitikken, er det lettere at blive enige om målene end om midlerne. Derfor vil også de klimabevidste vælgere sprede deres stemmer over mange partier. Det kan godt være, at Alternativet vil hejse klimafanen højest, men hvor mange vælgere vil stole på, at partiet er det bedste til at gennemføre det, der skal til? Andre partier vil også byde sig til – fra Alternativet over SF til De Radikale som Danmarks grønne partier.

Og de er ikke længere alene på den grønne bane. Socialdemokratiet har – langt om længe – indset, at klimaindsatsen ikke koster arbejdspladser, men skaber dem, og partier har gennem nogen tid arbejdet med ambitiøse planer – blandt andet om at lave en stor grøn fond, der skal arbejde også internationalt.

Venstre har siden Fogh været gennem både klimatørke og kovendinger, så partiet nu er et af dem, men slet ikke ved, hvor man har, mens De Konservative, der en tid lang med et vist held markedsførte sig som den borgerlige garant for klimamæssig fornuft, må ærgre sig gule og nåja grønne over på det værst tænkelige tidspunkt at have vedtaget med sig selv, at bæredygtighed nok ikke er noget, der interesserer borgerlige vælgere. Nu skal partiet begynde forfra på stenet grund og med minimal troværdighed. Dansk Folkeparti har først sent fundet klimahåndbogen frem, og fra Liberal Alliance og udefter er kun tilbage at fiske efter den svindende gruppe vælgere, der stadig mener, at det hele er noget pjat, og at vejret altid er lunefuldt i april.

Når – og hvis – nekrologen over blå blok skal skrives efter valget, vil et vigtigt kapitel komme til at handle om partier, der var alt for langt tid om at opdage, at kampen for at bremse global opvarmning har bevæget sig dybt ind i det borgerlige Danmark og optager befolkningen på tværs af politiske holdninger i øvrigt. Den ”grønne realisme” er blevet et blylod, der tynger blokkens frisvømmere, og som også har været afgørende for, at afgørende dele af erhvervslivet i dag er langt mindre trygge ved de blå, end de tidligere var. Mange af de mest succesfulde virksomheder er trætte af, at de borgerlige partier har hængt i bremsen og været mere optaget af, at beskytte traditionel – forurenende – virksomhed og gammeldags biler end af at drive den omstilling, som er tvingende nødvendig, og som også skaber gode vilkår for vores bredt favnende grønne virksomheder.

Uanset hvordan valget falder ud, og Folketinget bliver sammensat, er klima rykket ind i centrum af den politiske dagsorden som en del af debatten om, hvilken vej vi skal gå, og hvordan vi skal indrette vores samfund. Dermed er klima blevet endnu et eksempel på, at vælgerne tidligere og bedre end de fleste af deres valgte repræsentanter forstår, hvad der er på spil, og hvad det betyder for os.

Den voksende politiske opmærksomhed løser i sig selv ingenting – men det er første skridt, hvis vi skal lykkes med at gøre det, som er muligt netop for Danmark: At gøre klimakampen til en vindersag, hvor vi er med helt i front og viser, hvad der er muligt og foreneligt med gode liv i driftige samfund. På den måde kan vi bidrage mere end de fleste samtidig med, at vi også selv får mest ud af det.

Bo Lidegaard er historiker og forfatter, tidligere diplomat og chefredaktør. Han har gennem årtier arbejdet med klimapolitik.