En del af noget større – sådan skal vi se os selv

Foreningsdanmark, frivilligdanmark og oplysningsdanmark groede frem i de år, hvor Folketinget var lammet af strid om grundloven. Da politikerne ikke kunne enes, måtte folk selv tage affære. Og aldrig er det gået bedre end i de år, hvor der stort set ikke blev vedtaget noget på Christiansborg!

Familier, foreninger og samfund holdes sammen af gensidig tillid. Tilliden er som det ”mørke stof”, der ifølge fysikeren Stephen Hawking udgør 80 pct. af universets masse. Vi kan ikke se det, men fysikerne kan beregne, at det er der, for ellers ville klodernes og galaksernes orden bryde sammen.

Danmark er foreningernes land. Det begyndte med ungdomsforeninger og skytte-, gymnastik- og idrætsforeninger, der senere blev til Danske Gymnastik & Idrætsforeninger, DGI, Dansk Idræts Forbund, DIF, og Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, med i dag samlet næsten 2,8 mio. medlemmer, 18.000 lokalforeninger og 600.000 frivillige!

Højskolebevægelsen forberedte kommende ledere til det frivillige arbejde og til den vidtforgrenede andelsbevægelse, der sammen med frie skoler og menigheder, landbrugsskoler, handelsskoler og tekniske skoler blev krumtappen i det folkelige og økonomiske mirakel, der groede nedefra efter 1864.

Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, er en paraplyorganisation for 75 landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer med over 600.000 medlemmer, der fremmer medborgerskab, dialog og deltagelse i foreningslivet og samfundet som helhed. Dertil kommer Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS, med 70.000 frivillige, der tager ansvar for rammer og indhold.

I alt arbejder således næsten 700.000 danskere som frivillige i de danske foreninger (DIF og DGI 500.000, DUF 100.000 og DFS 70.000). Det er helt enestående i international sammenligning.

Teoretisk set kan det moderne menneske klare sig uden fællesskaber. I vor egen hule kan vi få alting serveret, mens vi dyrker os selv, rider motionscyklen og får hjælp af stat og kommune. Men stadigt flere søger de selvvalgte fællesskaber i foreningerne. Hundredtusinder strømmer til foredrag, festivaler og folkemøder. Sært nok, for musikkvaliteten er meget bedre hjemme ved musikanlægget og tv-apparatet, hvor man også kan se nærbilleder af de koryfæer, man møder på folkemøderne. Men vi vil hellere have autentiske oplevelser sammen med andre. Fællesskabet gør forskellen.

Indsamlerne i de velgørende foreninger, lederne, Røde Kors-vennerne, lektiehjælperne, alle dem, der gør mere, end de behøver, de er samfundets kit.

Foreningerne giver svaret på den aktuelle moralske samfundskrise. Nu kan de fleste indse, at hvis alle udnytter velfærdssamfundet til det yderste – hvis alle udnytter skatte- og velfærdssystemerne og snyder sig til sociale ydelser og lavere skat, så går samfundet i opløsning. Det eksisterer alene i kraft af, at langt de fleste gør mere, end de behøver, og ser sig som ”en del af noget større”. Og har tillid til, at andre gør ligeså.

Det er den ordentlighed og tillid, ”Dovne Robert” og Danske Bank hver på sin måde har svigtet og undergravet.

Intet sted bliver vi bedre optrænet i tillid end i vore foreninger. Der oplever vi, at fællesskabet kun eksisterer i kraft af tilliden til, at hver enkelt lever op til forpligtelsen over for fællesskabet.

Derfor skal vi være gode ved foreningerne. Støtte dem uden at styre dem. Fjerne unødigt bureaukrati og respektere deres egenværdi. Og give endnu flere børn og unge den oplevelse at være med i et selvvalgt fællesskab:

Foreningerne ejes af medlemmerne, ikke af samfundet. De skal respekteres for deres egenværdi og skal ikke ”levere” noget til gengæld for de penge, de får. Den frivillige indsats er værdifuld i sig selv og skal støttes af folkeoplysningsmidler og udlodningsmidler (tidl. tipsmidler) uden politiske bihensigter.

Foreningerne skal ikke udkonkurreres af fuldt finansierede stats- og kommunale aktiviteter og skal heller ikke begrænses af konkurrencehensyn, dvs. af hensyn til kommercielle aktører, der ikke bygger på samme fællesskab og demokratiske samfundsansvar.

Børn skal opleve foreninger allerede i skoletiden i form af idrætstilbud m.v. Når det er frivilligt, udvikler det ansvarlighed.

Jeg husker den slående forskel på skoleidrætten og idrætten i foreningsregi. Skoleidrætten med uddannede og lønnede lærere, der skulle styre den tvangsindlagte flok. Og så den frivillige idræt med foretagsomme amatører, der tager ansvaret for sig selv og for fællesskabet.

Desværre tages der ikke tilstrækkeligt hensyn til foreningernes skrøbelige overbygning af frivillige amatører. Et eksempel er databeskyttelsesforordningen, der grundlæggende stiller de samme bureaukratiske krav til Roskilde Folkedanserlaug med 44 medlemmer som til en stor virksomhed eller en offentlig myndighed. Foreningerne plages med unødigt bøvl, når arrangørerne af et loppemarked skal søge tilladelse alle mulige steder. Foreningerne bør have tilbud om, at en kommunalt ansat hjælper med bøvlet, som det er tilfældet i Haderslev Kommune. Det er også alt for besværligt, når spejdere skal søge byggetilladelse til telte, mastesejl og lignende.

Det er heller ikke rimeligt, når foreninger, der tjener en skilling på f.eks. salg af drikkevarer eller udlejning af lokaler, i princippet skal indgive selvangivelse og betale skat af indtægten uanset størrelsen og uanset, om overskuddet går ubeskåret til foreningen og det frivillige arbejde.