Kan vi selv sadle om og på den måde bremse klimaændringerne?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi bliver nødt til at gøre noget på klimaområdet, og det skal ske hurtigt og effektivt. Senest i 2030 skal den årlige udledning af drivhusgasser ned til tæt på det halve af niveauet i 2010, og i 2050 skal nettoudledningen ned på nul, for at temperaturændringerne kan blive begrænset til 1,5 grader celsius over niveauet før industrialiseringen.

I 2010 udgjorde den globale udledning af drivhusgasser 6,2 tons CO₂-ækvivalenter pr. indbygger. (En CO₂-ækvivalent er en fælles enhed for drivhusgasser. De forskellige drivhusgasser omregnes til tons CO₂ ud fra deres opvarmningspotentiale; red.) Hvis man regner det om til en befolkning på 8,5 mia. i 2030, får man et gennemsnit på 2,8 tons CO₂-ækvivalenter pr. indbygger i 2030. Dér skal vi være – gennemsnitligt – i 2030 for at få styr på udledningen og de dermed forbundne miljømæssige og sociale risici. Spørgsmålet er så, hvordan man omsætter det til handling i hverdagen.

For at få det spørgsmål besvaret, ses der i forskningen i CO₂-aftryk på sammenhængen mellem menneskers gøren og laden og udledning af drivhusgasser. Den samlede udledning fra alle led i forsyningskæderne globalt set – produktions-, distributions-, udnyttelses- og bortskaffelsesstadet – sammenkædes med slutforbrugeren. Øget forbrug er forbundet med en forholdsmæssig stigning i CO₂-aftrykket. Velhavende lande som Danmark skiller sig ud med et langt højere CO₂-aftryk og forbrug pr. indbygger, når man sammenligner med det globale gennemsnit. Gennemsnitsdanskerens CO₂-aftryk i 2010 var 17 tons CO₂-ækvivalenter eller næsten tre gange så højt som det globale gennemsnit det år og seks gange så højt som målet for 2030. Tendensen for CO₂-aftrykket har ikke ændret sig nævneværdigt siden.

For at få nedbragt denne udledning skal der i hele forsyningskæden ske en betydelig ændring i mange aktørers adfærd, og aktører er forskellige med hensyn til deres mulighed for at påvirke systemet. Teknologiske løsninger spiller en rolle, men de har kun en vis effekt i henseende til den stedse stigende energiefterspørgsel. Langt den mest praktisk mulige måde at nå frem til en lavere CO₂-udledning på og dertil en af de sikreste er at nedbringe efterspørgslen efter energi. Mindre forbrug – og mindskelse af den ballon, som man kan forestille sig svæve over den enkelte husstand og illustrere husstandens årlige udledning af drivhusgasser – er helt sikkert én måde at gå frem på. I det følgende vil jeg forsøge at sætte klimamålet på 2,8 tons CO₂-ækvivalenter pr. indbygger i relief.

Flyrejser: En kort returrejse inden for Europas grænser svarer til ca. 0,7 tons CO₂-ækvivalenter pr. passager eller en fjerdedel af klimamålet. En rejse frem og tilbage over Atlanterhavet lægger beslag på 70 pct. af det. Den udledning, der er forbundet med flyrejser, ventes at stige i fremtiden i takt med voksende velstand, udvikling i retning af rejser til destinationer længere væk fra ens bopæl, kortere og hyppigere rejser og en udvikling, hvor ellers miljøbevidste mennesker ser på f.eks. flyrejser med andre øjne end på andre miljøskadelige forhold. Derfor bør alle, der går op i, hvordan de påvirker miljøet, prioritere at udskifte flyrejsen med en togrejse eller lade ferien til udlandet erstatte af en ferie i fædrelandet.

Bilkørsel: I Danmark indebærer kørsel i bil en gennemsnitlig CO₂-udledning på 3,2 tons CO₂-ækvivalenter pr. indbygger, primært forbundet med forbrug af transportbrændstof. Det er langt over klimamålet. Bilkørsel er blevet af afgørende betydning i henseende til tilskudsordninger, sociale normer og en etableret infrastruktur. At vælge at leve uden bil er et af de mest effektive forbrugervalg, der findes, når det gælder om at mindske udledningen af drivhusgasser. I stedet for at køre i bil kan man gå, cykle eller benytte offentlig transport. København er et paradis for cyklister, og folk i byen har et lavere forbrug af benzin end andre landsdele – om end de også rejser mere med fly. Andre måder at mindske CO₂-aftrykket fra bilkørsel på er ved at benytte bilen over kortere afstande, køre flere sammen eller ved at indføre mere miljørigtige biler eller ændre kørselsmønster. Transport er den isoleret set CO₂-tungeste forbrugskategori, som tillige er af voksende betydning, i forbindelse med at folks indtægt stiger.

Fødevarer: Danske regioner skiller sig ud med nogle af de højeste fødevarerelaterede CO₂-aftryk i Europa (3,9 tons CO₂-ækvivalenter pr. indbygger). En voksen gennemsnitsdanskers kost er baseret på kødprodukter (med et forbrug på 140 g kød pr. dag) og mælk og mælkeprodukter (378 g pr. dag). Alligevel kan man opnå en reduktion på 49 pct. i den fødevarerelaterede udledning ved at gå fra den nuværende kost til plantebaseret kost, hvilket gør det til en af de mest effektive reduktionsstrategier på forbrugerside. Andre strategier omfatter nedsættelse af det generelle fødevareforbrug ved hjælp af ændringer i fødevarespild og kalorieindtag (fødevaretilstrækkelighed).

Andre former for forbrug: Hovedparten af den globale udledning af drivhusgasser er faktisk indirekte udledning og har at gøre med produktion og distribution af produkter, før de når slutforbrugerne. For Danmarks vedkommende er 81 pct. af husstandenes udledning indirekte og dermed skjult i den globale forsyningskæde. Det gør det svært at tage højde for udledningen i en købssituation. Vi kan imidlertid anvende principper, når vi skal træffe beslutninger. Vi kan eksempelvis mindske forbruget ved ikke at købe så mange gadgets, så meget tøj, legetøj, husholdningsapparater og andet husholdningsudstyr – og sætte spørgsmålstegn ved, om de virkelig er nødvendige for vores trivsel. I de situationer, hvor man bliver nødt til at anskaffe sig noget, kan man gribe til at genanvende produkter, benytte deleordninger og købe brugt.

Vi bliver nødt til at lære at leve godt og tilfredsstillende ved et langt lavere udledningsniveau. Vi bliver nødt til igen at få forbruget til at stemme overens med miljøet og dets begrænsninger. Det behøver ikke at være noget offer at ændre levemåde. Der er en stor gevinst i vente for et lykkeligere og mere sammenhængende samfund. Mange af de foreslåede strategier ovenfor – såsom at cykle eller skære ned på kødforbruget – kan give sundhedsmæssige og sociale fordele og være med til at gøre noget ved andre problemer såsom luftforurening eller ressourcemangel. Og selv når det føles som en kamp, kan det sagtens være, at en kamp er just det, vi har brug for.

Ud over at vi skal blive “bedre forbrugere”, er der behov for en strukturel ændring eller en ændring i vore sociale normer, samfund og regler samt institutionerne, teknologien og infrastrukturen. Den samfundsmæssige ændring, der skal til for at tackle klimaforandringerne, er så omfattende, at det er nødvendigt at anlægge et bredere perspektiv på det enkelte menneskes bidrag, så det tager højde for, at enkeltpersoner kan være med til at ændre strukturer og systemer. Der er behov for engagerede personer, der tager stilling og lægger kræfter i at ændre visioner, vaner, målsætning og andre aspekter i hverdagen. Den slags ændringer kan forekomme ubetydelige for det enkelte menneske, men de breder sig som ringe i vandet og kan føre til betydelige vendepunkter for klimaet.

Mere omfattende løsninger nødvendiggør en kollektiv indsats. Græsrodsinitiativer – eksempelvis fælleshaver, reparationscafeer, bofællesskaber, økolandsbyer m.m. – styrker enkeltpersoner på forskellig vis og giver et incitament til at skabe forandring i retning af bæredygtighed i bredere forstand. Den slags initiativer udfordrer gamle vaner og giver dem, der er med, et alternativ. Deltagere i græsrodsinitiativer beretter ikke blot om lavere CO₂-aftryk, men også om større tilfredshed i livet. Iværksættelse af eller deltagelse i sådanne initiativer i ens nærområde spiller derfor en vigtig rolle for en omstilling til bæredygtighed i bred forstand.

Man kan derfor spørge, om vi har brug for en strukturændring eller en ændring i det individuelle forbrug. Svaret er begge dele faktisk. Nogle adfærdsmønstre og forbrugsmønstre er ikke nemme at ændre, og strukturelle ændringer kan gøre dét nemmere. Omvendt har engagerede enkeltpersoner central betydning med hensyn til at bidrage til en bæredygtig omstilling ikke kun ved at ændre adfærd, men også ved at påvirke strukturer og systemer – gennem at arbejde sammen med byer, skoler, samfund, nationer, myndigheder – med det formål at udfordre vaner og ændre aspekter i hverdagen, der førhen er blevet betragtet som urokkelige.

Isolerede tiltag kan ikke løse denne globale komplekse CO₂-udfordring, der ligger i selve den måde, samfundet fungerer på. Det er dog heller ikke op til den enkelte at løse problemet. Det er vi fælles om. Det vigtigste er at komme i gang, at skride til handling, i stedet for at overlade ansvaret til andre. Vi skal dele en forestilling om fremtiden og ruste os til en større omstilling, samtidig med at vi gør plads til kreative løsninger og målrettet indsats.

De videnskabelige artikler, der henvises til i indlægget, er frit tilgængelige ud fra de angivne links og er blevet offentliggjort i tidsskrifter, hvis artikler vurderes af fagkyndige.