Lars Løkke, det er min generation, der bliver ramt af klimaforandringerne – kom nu seriøst ind i kampen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Klimaforandringerne er en realitet, der venter lige rundt om hjørnet. Paris-aftalen er underskrevet, men bliver ikke helt ført ud i livet. Så, Lars Løkke, hvad gør vi ved det?

Jeg er begyndt at planlægge klimastrejker én fredag om måneden sammen med andre unge fra mit gymnasium, fordi jeg er bekymret for fremtiden. Jeg er mere bekymret end de fleste danskere, men mindre bekymret, end hvad vi danskere burde være.

Jeg kan nogle gange sidde til undervisning og overveje, hvorfor jeg skal lærer om stentyper, Herodot og andengradsligninger, når temperaturen stiger, i takt med at CO₂-udledningerne øges.

Jeg planlægger klimastrejker, fordi jeg ikke ønsker en fremtid, hvor hele øer og byer oversvømmes. Jeg ønsker ikke en fremtid, hvor ekstremt vejr og hyppige naturkatastrofer skaber klimaflygtninge.

Jeg ønsker ikke en fremtid, hvor tørkelagte landområder betyder, at børn kommer til at sulte. Jeg ønsker ikke en fremtid med oversvømmelser, erosion, ekstrem tørke, skovbrande, sygdom, ødelæggelse af økosystemer, voldsom regn og død. Gør du?

Lars Løkke, for at få det helt afklaret: Det, vi unge ønsker af klimastrejkerne, er, at politikerne tager klimaet seriøst. Vi ønsker, at politikerne skal lave love og reformer, der gør Danmark og resten af verden CO₂-neutral inden for nærmeste fremtid.

Her er Paris-aftalen et godt sted at starte. Det kan godt være, at Danmarks CO₂-udledning kun udgør en promille af verdens samlede CO₂-udledning, og at lande som Kina, USA og Indien burde gøre en større indsats, men det betyder ikke, at Danmark skal stå passivt på sidelinjen som USA’s trofaste butler.

I modsætningen til Kina og Indien har Danmark jo netop et økonomisk overskud til at gå forrest i kampen inden for grøn teknologi og bæredygtige omstilling. Hvis vi viser vejen, kan Danmark blive foregangslandet, der skaber konkurrence, inspiration, beundring, respekt og giver andre lande stof til eftertanke.

Jeg synes, det er sjovt, at vi unge har fået så meget kritik for klimastrejke af både journalister, politikere og helt almindelige borgere. Når voksne strejker for deres lønninger eller arbejdsforhold, er det åbenbart okay. Ja, de bliver nærmest opfordret til det, fordi strejker og fagforeninger ligger så dybt i vores danske kultur og politiske system.

Men når vi unge går på gaden og misser et par timers undervisning for en CO₂-fri og bæredygtig fremtid, bliver vi kritiseret og sat på plads. Der er åbenbart forskel på, om man strejker for løn, penge, økonomi eller for klimaet og fremtiden. Men hvorfor?

Lars Løkke, er økonomiske krav vigtigere end min fremtid? Greta Thunberg, jeg og flere tusinde andre unge klimastrejker, fordi vi ikke kunne se pointen i at gå i skole, hvis vi ingen fremtid har. Fordi du ikke vil investere i vores fremtid. Fordi du som statsminister har skrevet under på Paris-aftalen, men ikke udøver den i praksis.

Så kan du sikkert tænke: »Hvad ved en 18-årig gymnasieelev om klimaforandringerne?« Du har fuldstændig ret. Hvad ved jeg? Jeg er hverken politiker eller ekspert. Jeg kan ikke give dig én løsning på hele problemet, en knap, du kan trykke på, der får det hele til at forsvinde.

Men det er mig og min generation, der står over for klimaforandringerne i fremtiden og skal leve med de konsekvenserne, der følger. Det er derfor, vi står ude på gaden, midt i skoletiden, og råber. Vi råber efter forståelse, vi råber efter handling, men først og fremmest råber vi, fordi du ikke gør det.

Men det kan være hårdt. Jeg kan da til tider også have lyst til at benægte klimaforandringerne. Bare at smovse bøf efter bøf efter bøf eller shoppe amok i fast fashion-kæder eller bestille en rejse tur-retur til Thailand. Men benægtelse løser ikke problemet.

Det eneste, der kan ændre på de ting, vi står over for i fremtiden, er løsninger – og dem er der mange af. Så i stedet vælger jeg at gøre en indsats. Jeg spiser mindre kød, køber færre ting, køber mere økologisk, køber mere bæredygtigt, køber genbrug eller second-hand, tager cyklen, sparer på vandet, undgår engangsplastic og mange andre ting.

Ingen kan ikke gøre alt, men alle kan gøre noget. At ændre sin livsstil til at være mere bæredygtig kan virke uoverskueligt lige nu, men med ét skridt ad gangen kan vi gå en anderledes fremtid i møde.

At investere i fremtiden kommer til at gøre ondt – specielt på pengepungen – men det vil give fremtidige generationer muligheden for at tage deres første skridt i en mere bæredygtig verden. Hvis vi skal løse de klimaforandringer, som vi står over for, må vi gøre det i fællesskab.

Lars Løkke, jeg står allerede udenfor og råber. Jeg venter kun på dig. Vil du med ind i kampen?