Mette Frederiksens politik er børnefjendsk

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mette Frederiksen benyttede den nylige socialdemokratiske kongres til at lancere sig selv som ”børnenes minister”, og hendes talerør, dagbladet Politiken, ryddede i den anledning både forsiden og kronikken for at bakke op om hendes udmelding. Og det, til trods for at hun dermed griber til det tarveligste af alle virkemidler for at blive statsminister: Hendes kronik (22/9) er lige så sentimental og klichéfyldt som det berømte billede af en sigøjnerpige med tårer i øjnene, der tidligere hang på væggen i mange borgerhjem. Og hvad værre er, repræsenterer Socialdemokratiet mildest talt ikke børnene under Mette Frederiksens regime.

Mette Frederiksen og hendes parti har været ekstremt børnefjendsk i deres politik de senere år. Tag f.eks børnenes forhold på Udrejsecenter Sjælsmark. Her kan afviste asylfamilier med deres børn anbringes på ubestemt tid og under forhold, som intet barn burde opleve. Børn, som er født og opvokset i Danmark, er her blevet revet ud af deres skole og faste bopæl og væk fra deres venner for at sygne hen i en udsigtsløs tilværelse uden almindeligt socialt liv og familieliv. Inger Støjberg har sagt, at forholdene skal være så utålelige som muligt for mennesker på tålt ophold, og Socialdemokratiet bakker op om disse forhold for børnene, til trods for at både Børns Vilkår, Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp har klaget over forholdene, som sidstnævnte kalder »en uacceptabel tilsidesættelse af barnets tarv.«

Socialdemokratiet bakker også op om, at flygtningebørn kan skilles fra deres forældre. Det kan ske ved, at en mor sendes tilbage, hvor hun kom fra, mens hendes børn bliver i Danmark, eller ved, at en far, som opholder sig lovligt i Danmark, må vente i op til tre år på at få familiesammenføring med kone og børn. På det punkt lever Mette Frederiksen forbilledligt op til, at Danmark er en kristen stat: Det gælder om at realisere Jesus’ ord om, at han er kommet for at splitte familier og »sætte splid mellem en mand og hans far og en datter og hendes mor« (Matthæus 10.35).

Blandt Mette Frederiksens øvrige børnefjendske initiativer er, at hun vil lukke alle muslimske friskoler ved at fratage dem deres statsstøtte, uanset at tænketanken Kraka har fastslået, at elever på muslimske friskoler klarer sig fagligt bedre end elever i folkeskolen. Hendes forslag er endda grundlovsstridigt, idet man ikke har lov at forskelsbehandle elever på grund af tro eller etnicitet, og hun forlanger jo ikke kristne friskoler lukket. Hykleriet er da også til at tage og føle på: Hvad angår muslimske elever, kræver Mette Frederiksen opbakning bag folkeskolen, men hun har samtidig røbet, at hun for sin egen datter fravalgte folkeskolen til fordel for en friskole. I hendes eget tilfælde er folkeskolen ikke god nok, men den er god nok til muslimer.

Mette Frederiksen kræver også, at muslimske børn skal sendes i vuggestue uden hensyn til, at opdragelse i familien ofte vil være langt at foretrække frem for at sende barnet i en undernormeret vuggestue, hvor der risikerer at være op til otte omsorgskrævende børn pr. pædagog. Ved at gøre vuggestuen til en tvang og ikke et tilbud er Mette Frederiksen med til at statsliggøre børnene og berøve dem forældrenes umiddelbare omsorg.

Og endelig går Mette Frederiksen ind for det absurde krav, at ”kriminelle” børn ned til 10 år skal kunne stilles for en ”børnedomstol” uden ret til en forsvarer og dømmes til anbringelse på fængselslignende institutioner. Overhovedet at kalde 10-årige børn for kriminelle og behandle dem derefter røber et kynisk menneskesyn, som ikke burde kunne trives i Socialdemokratiet. Hvis 10-årige børn overtræder loven, vidner det om et totalt svigt fra de voksnes side, og dette svigt viderefører Socialdemokratiet hånd i hånd med Dansk Folkeparti i stedet for at hjælpe barnet.

Når det kommer til konkrete initiativer, er hun børnenes værste fjende og også på dette punkt helt på linje med Dansk Folkeparti.

Der var engang, da politikere var ledere for folket. Der var engang, da de stod fast på deres synspunkter, som de forsvarede og begrundede og forsøgte at få vælgerne med på. I dag er det omvendt. Frem for at være lederskikkelser lader det politiske flertal sig lede af folkestemningen og udskifter dermed politisk holdning med populisme. Mette Frederiksen er nok det værste eksempel på en politiker, der har udskiftet sin rygrad med et knæfald for den tarveligste folkestemning. Og hun indrømmer det endda selv i Information 26/6: »Jeg føler mig overbevist om, at den måde, vi kan vinde danskernes tillid på, det er ved at føre en udlændingepolitik, som danskerne er enige i. Det gode ved Socialdemokratiet – efter at vi har flyttet os – det er, at nu er vi faktisk i samklang med den store del af danskerne – det var vi ikke tidligere.«

Men det store spørgsmål er, om danskerne er enige. Der findes jo mange måder at spørge på, og i en tid, hvor muslimer fejlagtigt gøres til hovedansvarlige for krige og terrorhandlinger verden over, er det da forståeligt, om danskerne vil have indvandringen begrænset så meget som muligt.

Men deres holdning ville formentlig være den stik modsatte, hvis man spurgte dem, om Danmark som et af verdens rigeste samfund ikke har pligt til at hjælpe børnefamilier på flugt, fordi deres hjem og byer er sønderbombede. Og om ikke ulykkelige og traumatiserede børn skal kunne leve sammen med deres forældre i Danmark i stedet for at spredes for alle vinde. Samt om ikke netop et land, der definerer sig som kristent, må være forpligtet af Jesus’ fortælling om den barmhjertige samaritaner, som er værd at genopfriske:

En jøde ligger hårdt kvæstet i en vejgrøft, efter at han er blevet overfaldet af røvere. Først kommer en præst forbi og siden en tempeltjener, men de to gejstlige haster forbi den sårede og lader ham ligge. Så kommer en samaritaner forbi, og han bringer den sårede hen på en landevejskro og betaler kroværten for mandens ophold. Historiens pointe er, at der herskede et uforsonligt og fjendtligt forhold mellem samaritanere og jøder. For Jesus’ samtidige var det en voldsom provokation, at netop en samaritaner skulle vise barmhjertighed mod en jøde.

I dag er det i første omgang en lige så voldsom provokation, at kristne danskere skulle vise barmhjertighed mod muslimer. Alligevel er jeg sikker på, at hvis den almindelige dansker bliver stillet det spørgsmål, om vi skal hjælpe den sårede i vejgrøften uanset hans hudfarve og religion og tillade, at børn hører hjemme hos deres forældre, vil de svare ja.

En af de store socialdemokratiske politikere, Peter Sabroe (1867-1913), arbejdede utrætteligt på at forbedre børns vilkår og vandt befolkningens tillid og respekt. Det var om ham, Jeppe Aakjær skrev de uforglemmelige linjer: »Du være de fattiges værner, / du være den riges ris. / Da får du ej ordner og stjerner, / men bævende læbers pris.«

I modsætning til Peter Sabroe har socialdemokrater som Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen, Trine Bramsen og Mattias Tesfaye fuldstændig mistet kontakten til den menige dansker. Og de føler ingen som helst forpligtelse til som politiske lederskikkelser at følge det moralske imperativ at være de fattiges, de udsattes og børnenes værnere.