Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vi var de første unge nogensinde

Enten var man hip, eller også hørte man hjemme blandt småborgerlige ligusterparcelister, forstoppet med hverdagens grå trivialitet og ligegyldige forbrug. Revolutionen kom ikke. Men oprørets værdier fra dengang er i dag en naturlig del af vores vestlige modernitet.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

68-studenteroprøret i Danmark startede d. 21. marts præcis kl. 15. På en lastvogn blev Burnin' Red Ivanhoe kørt ind i Studiegården i det indre København. Vi fik strøm til forstærkerne og stak den én. Vi var fire mand, saxofon, guitar, bas og trommer. Jeg havde malet min basguitar sølvfarvet aftenen før, men den var ikke helt tør endnu. Malingen smittede af. Ud ad bygningerne stormede de studerende og begyndte at danse. På muren ind til gården havde driftige folk natten før skrevet ”Bryd professorvældet” og ”Medbestemmelse nu”. En måned efter kom min kæreste hjem og fortalte, at hun og nogle af hendes psykologistudiekammerater havde slæbt stole og borde ud på gangen og barrikaderet trappen og indgangen ind til deres laboratorium. De næste uger skiftedes de til at bo og sove inde bag barrikaderne. Vores oprør kom nedefra, inspireret af lignende bevægelser ude i Europa. Studenterrådet og de etablerede organisationer så bare til og var totalt til grin. Fra den dag ændrede min og mange andres verden sig. Men faktisk begyndte det hele mange år før.

Som barn var jeg ofte syg. Jeg lå dagevis oppe i mit lillebitte rum på 8 kvm under det skrå loftsvindue. Mit eneste kig ud i verden. Jeg nød at være syg og slippe for skolen, det gule fængsel, der lå oppe på bakken. En kæmpe bygning, propstoppet med tusinder af børn. Den såkaldte store årgang, undfanget under krigens mørklægning. Min klasse med 32 snotforkølede unger fik aldrig eget klasseværelse. Vi var vandreklasse. Vores lærere var nogle habitklædte, dårligt uddannede nervevrag. Efter skoletid måtte de supplere deres elendige løn med arbejde som kørelærere. Jeg tror, de led af granatchok, som gjorde dem til eksperter i en daglig eksercits, der kort kan beskrives som kæft, trit og retning. At kommandere børn ind i rækker to og to var deres udsøgte speciale, som de supplerede med eftersidninger og kunstfærdigt udførte lussinger. Ja, jeg nød bestemt ikke at gå i skole.

Men så var det, at min søde, kønne og lidt undertrykte mor viste sin emotionelle dybde og gav syge mig bogen ”Mit liv i New Orleans” af Louis Armstrong. En bog med et vidunderligt forsidefoto af et fyldigt sort fjæs med svedperler og store slidte læber, tæt sammenvokset med mundstykket på den gyldne trompet. Den bog ændrede mit liv. Fra det øjeblik flyttede jeg ind i det gamle franske kvarters sorte jazzliv, fyldt med ludere og lommetyve, men også med store, kraftige, sorte kvinder, der kunne opdrage og bespise enorme børneflokke og gøre sig fri af nogle ryggesløse festlige banditter af mænd. Fra det øjeblik drømte jeg om at komme derover, hvor vejene var asfalteret hvide af tyggegummi. Jeg begyndte at spare sammen til en billet til Göteborg, hvorfra jeg havde hørt, man kunne sejle gratis over Atlanten som tallerkenvasker. Jeg kom aldrig derover. Derimod fandt jeg ud af, hvordan man kunne overleve et skolehelvede med tæsk og karakterbøger: Jeg drømte mig ind i musikkens verden, blev totalt usynlig, lærte at glide langs væggen og forsvinde nede bagtil, langt væk fra lærerens blik. Især godt, når nogen skulle høres og op og svede ved tavlen. Dernede i mit skjul sad jeg så resten af min skoletid. Der var kun et problem: Jeg lærte ikke et klap.

Vores oprør kom nedefra, inspireret af lignende bevægelser ude i Europa. Studenterrådet og de etablerede organisationer så bare til og var totalt til grin. Fra den dag ændrede min og mange andres verden sig. Men faktisk begyndte det hele mange år før.

Dengang var børn børn, og kun det. Først efter konfirmationen gled man langsomt ind i de voksnes rækker. Begyndte at ryge, drikke sig fuld, køre på knallert og kysse piger. Vores lærere hed hr. Hansen og hr. Sørensen og skulle tiltales “De”. Senere på studenterkursus blev man så også selv tituleret “De”. Ja, en tid med afstand og klart inddelte klasser. Verden dengang var i det hele taget såre enkel delt i to: øst og vest. I øst boede de onde og i vest de gode. Sangene i Danmarks Radio var på sejrherrens sprog, engelsk, bortset fra “Den gamle gartner” og “Hvide måge” i Giro 413 om søndagen. Vi levede i en enkel og rå verden. I det gule fængsel hadede vi hinanden og os selv. Lærerne, forældrene, politikerne, politiet, kommunen, alle var hinandens fjender. Alle var vi en del af et enormt fælles mindreværd. Gode gamle tider? Sludder og vrøvl. Havde jeg og mine venner ikke startet vores eget lille jazzorkester, Jazz'n Babies, ja, så var vi sgu nok blevet småkriminelle og alkoholikere, mange år før vi udvidede vores bevidsthed med rytmisk musik og mærkelig røg.

Dengang talte alle det samme sprog. Frygtens og hakkeordenens sprog. Hjemme, på arbejdspladsen, i skolen. Vi levede i en slags kasteverden. Det eneste sted, hvor man dengang kunne føle sig fri for frygtens og mindreværdets tyranni, var faktisk i jazzverdenen. Her var alle lige. Her gjaldt kun en lov: Det skal swinge som ind i helvede. Og det gør det jo kun mellem lige og frie mennesker.

Efter en tid med Louis Armstrong dukkede flere muligheder op for vores lille band. Vi gik fra traditionel jazz til swing, til free-form. Og fra vi havde været stjerner blandt kammeraterne til skoleballet og i den lokale jazzklub, Satchmo, så skrumpede antallet af publikummer faretruende ind. Nedturen endte først, da vi begyndte at spille rock. Her fandt vi unge krigsbørn fra de kedelige 1950’ere vores helt eget sprog, og ikke mindst: en ny måde at være sammen på. »Det begynder med hinanden,« sagde vi. Gruppen blev et ægteskab, en ny familie, en loyalitet. Og sammen flyttede vi boligløse ind i nogle gamle, store, forfaldne villaer. Genialt, praktisk og økonomisk. Det var før SU. Pengene var små, men behovene var også små. I disse gamle faldefærdige gullaschpalæer flød nu megen kærlighed og kildevand sammen med den gode lyd fra de store hessianbeklædte højttalere. Vennerne erstattede den gamle pukkelryggede familie. For som vi sagde, mens vi grinende dampede løs på tobakken: Familie? Det er da noget, man hænger op på væggen.

Modsat tidligere generationer handlede alt ikke længere om at stå op om morgenen og gå på arbejde. I hvert fald ikke for os beatfolk. Vi var nemlig altid på arbejde. Med os selv og hinanden. Nu gjaldt det nuets mangfoldighed. Universets fysiske og åndelige rigdom. De af os, der f.eks. begyndte at studere i 1960’erne, bladrede lystigt rundt i lektionskataloget og opsøgte alt, hvad der kunne åbne til nye og anderledes verdener. Vi ville lære for livet, vores eget, og ikke bruges til at skaffe andre profit. Stod man og manglede penge, så kunne man altid finde sig et job på Tuborg eller banke rust på Langebro. »Tro ikke nogen, der er over 30, de er fulde af løgn,« sagde vi til hinanden og afviste grinende frisørernes maskinklippere. Folketingspolitik var helt til grin. Småborgernes eldorado, noget utroværdigt ældrepis, hvor 5 øre bliver endevendt i alenlange kedelige taler af slipseklædte ærede medlemmer. »Something is happening, but you don't know what it is, do you Mr. Jones,« sang Dylan. Vi var fælles om en særlig indsigt, som ingen andre før eller siden rigtig vil kunne forstå. Vi var de første unge nogensinde. Noget helt særligt. Aldrig kendt før eller siden. Et fællesskab med eget sprog og egen måde at være sammen på. Vi ønskede og ville hele verden, og det skulle være nu! Krævede et nyt og aldrig før set kærligt sansende samfund, uden klassernes ødelæggende udnyttelse af hinanden. Fred mellem mennesker uden militær og atomvåben. Revolutionen lå lige om hjørnet. Enten var man hip, eller også hørte man hjemme blandt småborgerlige ligusterparcelister, forstoppet med hverdagens grå trivialitet og ligegyldige forbrug.

Revolutionen kom ikke. Men oprørets værdier fra dengang er i dag en naturlig del af vores vestlige modernitet. Vi sejrede ikke. For når tingene kommer frem i lyset, så viser de sig ofte at være mere komplekse. At det ville gå således, fornemmede vi faktisk allerede dengang, når vi sagde til hinanden: Der er noget særligt ved sandheden.

Måske var det den erkendelse, som vil gøre os unge fra dengang historiske på et højere niveau end tidligere generationer. Og måske er det desværre også grunden til, at det nu er så svært for vores børn at komme efter os med deres oprør. Ikke godt for livet i en verden, der trues af neokapitalisme, fremmedhad, oprustning og ødelæggelse.

Det haster faktisk med det oprør!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her