Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er tid til at lukke klimakløften

86 pct. af danskerne mener, at klimaforandringer er et alvorligt problem, men politikernes reaktion på den stigende bekymring er jammerligt uambitiøs og visionsløs.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Det er ikke rart at ligge søvnløs og bekymre sig om klimaforandringerne. Det er heller ikke rart at vågne op til, at problemet stadig er der, uændret af natten og min angst. I midnattens mørke kan jeg føle, at jeg er den eneste i min kreds af venner, der virkelig kærer sig om problemet. Jeg føler, at jeg står alene med et ansvar, jeg ikke kan løfte, og en bekymring, jeg ikke kan bære.

Men sådan er det heldigvis ikke. For vi er mange, der har det på den måde. Ifølge tænketanken Concitos klimabarometer fra 2016 mener 86 pct. af danskerne, at klimaforandringerne er et alvorligt problem. Jeg skriver det lige igen: 86 pct. Der findes næppe mange politiske spørgsmål, som Danmarks befolkning er så rungende enige om. Hvorfor kan det tal så alligevel føles overraskende? Hvorfor kan jeg stadig have det, som om jeg er alene med min frygt?

Måske skyldes det den måde, vi taler om klimakampen på. Når jeg åbner min avis, får jeg ikke indtryk af, at der er så markant et flertal, der går op i klima. Det bliver i stedet gjort til en nichesag, der mest interesserer veganere og økotosser. Den landsomfattende angst bliver ikke forsidestof, og derfor får vi lov til at ligge søvnløse alene. Vi skulle tage at være søvnløse sammen – og at få gjort noget ved det. Først og fremmest skal vi kræve, at politikerne tager vores bekymring alvorligt.

En kløft går gennem klimakampen. På den ene side står vi, 86 pct. af danskerne, der nages af bekymring. På den anden side står en politikerstab, der lader som ingenting. Det er en kløft, der skiller angst fra handling, et gennemgribende ønske om omstilling fra en lige så gennemgribende mangel på ambition.

Kan det virkelig tænkes, at Christiansborg er så meget en ø, at partierne ikke har opdaget, at befolkningen brænder for ambitiøs klimapolitik? Politikerne læner sig i deres sløvhed op ad en forestilling om, at der ikke er folkelig opbakning til visionære initiativer. Men de tager fejl. Den manglende interesse i klimakampen er en illusion skabt af journalisternes forsømmelse og politikernes ugidelighed.

Vi vil tage de mange små sten, der ruller, og gøre dem til en lavine. Vi vil vise, at et rungende flertal tager klimakampen alvorligt.

I den virkelighed, vi andre lever i, er der ingen undskyldning. Concitos rapport viser også, at uanset om man stemmer Venstre eller Enhedslisten, ønsker mere end halvdelen af vælgerne, at deres parti skal gøre mere i klimakampen (Liberal Alliances vælgere er eneste undtagelse). Kan det virkelig passe, at vi skal ønske os mere populistiske politikere?

Man fornemmer, at partierne så småt er ved at forstå, at der er stemmer at hente i en klimavenlig profil. Men der er langt fra grøn sminke til seriøs handling. Inden for de sidste uger har både Socialdemokratiet og Venstre lanceret nye klimatiltag, men deres udspil forbliver jammerligt uambitiøse.

Venstre foreslår en ny vindmøllepark, men som flere forskere fik pointeret, skulle man bygge tre af den slags parker, før initiativet skulle rykke ved noget. Samtidig foreslår Venstre en sænkning af skatten på strøm, som vil komme de store klimasyndere til gode og fjerne et vigtigt incitament for at reducere energiforbruget. Det er et rammende eksempel på, hvad politikerne åbenbart har at tilbyde os: tomme løfter, ligegyldige tiltag, visionsløse sideprojekter.

Socialdemokratiets udspil er måske mere ambitiøst, men partiets historie er ikke meget bedre. For to uger siden skrev jeg til partiets forbrugerordfører, Karin Gaardsted, for at spørge, om partiet støttede SF’s nye forslag om at hæve reklamationsretten og dermed bekæmpe ressourcespild. Det ville de ikke. Forslaget var ikke »realistisk«, mente hun. Nu påstår Socialdemokratiet, at de vil gøre Danmark til en grøn supermagt igen, men hvordan skal det ske, hvis selv så lille et forslag dømmes umuligt på forhånd?

En misforstået realisme hærger på Christiansborg. Idéen om, at vi ikke har råd, at det ikke kan lade sig gøre, at det er for besværligt i praksis, fungerer som belejlig undskyldning for at glemme ambitionen. Men når det kommer til klima, er der intet realistisk ved at sidde på hænderne. Uden omfattende og kompromisløs handling er der simpelthen intet at være realistisk omkring. Uden en langt mere ambitiøs klimakamp vil der realistisk set ikke være plads til vækst og velfærd i vores fremtid.

Politikerne tror, at omstillingen kommer af sig selv. Når ngo’er kræver handling, peger de andre steder hen. Markedskræfterne skal nok ordne det. EU skal nok ordne det. Og det kan godt være, at bureaukratiske organisationer vil gøre en forskel, eller at almindelige borgere selv vil omstille deres forbrug – men det går langsomt. Alt for langsomt.

Ifølge en artikel i Nature har vi 900 dage til at knække kurven for vores CO2-udledning. Siden artiklen udkom er de første 300 gået. Kurven er stadig ikke knækket.

Nu er der 600 dage tilbage, og hvis der skal handles, skal der handles nu. Det er kun politiske initiativer, der kan levere den fornødne hast. Men hvis de initiativer er mere tiltrængte end nogensinde før, og hvis et så overvældende flertal af danskerne længes efter dem, hvorfor sker der så ikke noget? Hvorfor forbliver forslagene visionsløse? Og endnu vigtigere: Hvordan gør vi noget ved det?

Vi er en lille gruppe, der har startet initiativet #ThisIsChange. Med det slogan vil vi pege på alle de projekter, der allerede er i gang, så de går fra at være spredte solskinshistorier til en samlet fortælling. Vi vil tage de mange små sten, der ruller, og gøre dem til en lavine. Vi vil vise, at et rungende flertal tager klimakampen alvorligt.

Alle os, der er de 86 pct., skal vise politikerne, at vi ønsker en mere ambitiøs omstilling, men vi skal også vise det til hinanden. Når jeg står op efter en søvnløs nat med bekymringer om fremtiden, sker det alt for ofte, at jeg går lige i fælden igen. Jeg vælger oksekød i stedet for vegetarbøffen, jeg flyver på sommerferie i stedet for at tage toget. For alle os, der er de 86 pct., er også nogle hyklere. Ifølge Concitos klimabarometer har kun lidt under halvdelen af os, 42 pct., aktivt gjort noget inden for de sidste tre år for at mindske vores CO2-udledning.

Og selvfølgelig er det sådan. Vi hænger alle fast i samme forestilling som politikerne: Vi antager om hinanden, at vi er ligeglade med klimaet. Derfor føler man sig hurtigt som en freak, hvis man pludselig springer ud som en ”climateer” og giver sig i kast med klimakamp i hverdagen. Så længe, vi tror, at vi går alene rundt med vores bekymring, kan vi ikke se nogen grund til, at vi skal gå forrest med vores forandring.

Danskerne vil gerne den grønne omstilling. Vi gør vores hver især, men det er svært at se meningen med at sortere affald og købe genbrug, når vi ikke kan se, at vores skridt i den rigtige retning er en del af en større bevægelse.

Det er stadig alt for nemt at tage det sorte valg i stedet for det grønne, men danskerne vil godt. Vi vil bare gerne hjælpes på vej. Ifølge klimabarometeret er det tiltag, flest danskere har gjort for at mindske deres CO2-udledning, at udskifte glødepærer med sparepærer. Det var der 80 pct., der gjorde i 2016. Det er imponerende, men det er også uundgåeligt, siden glødepærer blev forbudt året før.

Ikke desto mindre føles det befriende at købe en sparepære, og har man først truffet det grønne valg én gang, er det nemmere at gøre det igen næste gang. Glødepærerne er et eksempel på, at politiske tiltag virker, at de kan sætte skub i den omstilling, vi ønsker, men som vi har svært ved at føre an i. Det er derfor, at vi drømmer om, at nogen tør gå forrest. At politikere tør sætte fremtiden over nemme løsninger, og at journalister tør udstille deres hykleri, hvis de ikke gør det.

Der går en kløft gennem klimakampen, mellem apatien, der hersker i debatten, og den bekymring, der gemmer sig bag stilheden. Mellem vores falske forestilling om hinandens ligegyldighed og et virkeligt ønske om forandring. Nu er det tid til at lukke klimakløften.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.