Hvorfor er danske frømænd i Guineabugten?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er en politisk beslutning, hvor i verden og over for hvilke trusler dansk forsvar skal indsættes. Forankret i Danmarks antipirateri-strategi har danske frømænd i nu to år trænet specialoperationsstyrker i Cameroun for at styrke deres indsats mod pirateri og sørøveri langs Afrikas vestkyst. Besøger man dem, vi har trænet og deres overordnede, er der udbredt tilfredshed med det, de danske frømænd har leveret. Først bestod programmet bl.a. af svømmetræning i åbent hav (da jagten på pirater jo foregår til søs). Dernæst lærte de at operere efter mørkets frembrud (da kriminel aktivitet ofte forgår om natten). Og nu lærer de at klatre ombord på et skib. Det er ikke så let, som det lyder. Man skal svømme hen til skibet med både stige og skydevåben og helst uden at blive set. Så skal stigen lirkes op ad en høj skibsside. Derefter handler det om at komme hurtigt op og om ikke at blive beskudt, når man kravler ombord.

Under besøget hos de danske frømænd og Copalco (Camerouns maritime specialoperationsenhed) nævnte forskellige aktører i Cameroun flere gange, at den træning, de har modtaget af danskerne, har været nyttig. I modsætning hertil har de – ifølge en højtstående informant i Camerouns forsvar – takket nej til en træningspakke, som briterne havde tilbudt. Samme informant roser også den danske træning gennem en sammenligning med amerikanske bidrag. Under et interview blev jeg spurgt, om jeg havde set de 196 bildæk, som fyldte halvdelen af gården i det hemmelige hovedkvarter. Det havde jeg, for de var ikke til at overse. Dækkene havde amerikanerne ”doneret”. Ikke fordi Cameroun havde spurgt efter dem eller havde brug for dem. Sådan – sagde han – gjorde man ikke fra dansk side. Det satte han stor pris på. Om det er, fordi man som dansker er tvunget til dialog, da vi sammenlignet med USA ikke har så mange muskler at spille med og ikke på samme måde kan få Cameroun til at acceptere noget, landet ikke har interesse i, eller fordi Danmark har en mere hensynsfuld og diplomatisk måde at optræde på, er ikke let at svare på. Pointen er, at man hos Copalco er godt tilfreds med, at danske frømænd ikke bare kommer med samme træningspakke gang på gang, og at samarbejdet foregår i rammen af god dialog. Sådan ser man på det i toppen af Copalco.

Reflekterer man over dette ønske om at udvide danske frømænds anti-pirateritræning i Cameroun, ser man hurtigt, at der – udover anti-pirateri – er mindst tre andre narrativer, som man fra politisk side kan gribe fat i, når der skal findes svar på ovennævnte spørgsmål om, hvor og over for hvilke trusler dansk forsvar ønskes bragt i spil.

Vil vi mere end bare pirateri, så er mulighederne mange. Lige nu handler Camerouns maritime udfordringer ikke blot – og ikke primært – om pirateri. Pirateriet er mest en bekymring for udlændinge, der sejler i Guineabugten. Kaptajnen på det skib fra Camerouns flåde, som træningen foregik på, beretter f.eks. om, hvordan han – nogle gange med hjælp fra Copalco – har slået ned på ulovligt fiskeri, særligt det, der foregår tæt på Camerouns kyst, og som man er bekymret for vil ødelægge fiskebestanden og dermed en vigtig kilde til protein for kystbefolkningen. Derudover nævnte han, at Cameroun kæmper med smugling af f.eks. kokain i sit farvand. Særligt nævnte kaptajnen, at han havde brugt Copalco i situationer, hvor han skulle inspicere et skib, hvor besætningen ikke var samarbejdsvillig.

Den skarpeste ende af dansk forsvar – vores specialoperationsstyrker – kan altså bruge til bløde opgaver som f.eks. den del af maritim kapacitetsopbygning, der handler om at oplære lokale sikkerhedsstyrker i de færdigheder, som kræves, hvis man skal fange pirater og/eller andre kriminelle til søs. Men ikke alene kan frømænd svømme og udføre svære ting i det maritime domæne. Copalco anvender også sine kompetencer til lands. Nærmere bestemt i to (meget forskellige) indsatstyper: FN- og AU-missioner forskellige steder i Afrika og antiterrorindsatser i det nordlige Cameroun.

Soldater fra Cameroun – også nogle af dem, som danske frømænd har trænet – deltager p.t. i FN-missionen i et af Camerouns mange ustabile nabolande, nemlig Den Centralafrikanske Republik. I tillæg til andre FN-missioner har Cameroun også bidraget til missioner ledet af den Afrikanske Union (AU), som f.eks. den i Burundi. Præcist hvor mange af Camerouns Copalco-soldater, der har bidraget til henholdsvis FN- og AU-missioner, var det ikke muligt at få tal på, men uanset antallet cirkulerer der i Cameroun et narrativ om, hvordan den træning, de modtager fra danske partnere, bidrager langt bredere end blot til antipirateriindsatser.

Danmark har f.eks. brugt frømænd i både Afghanistan og Irak. Også i Cameroun gælder det, at dem, vi træner, ikke kun laver antipirateri. Hovedparten af det, Camerouns specialstyrker laver, når ikke danskerne træner med dem, foregår til lands. Når dansk forsvar er på besøg, får Copalco penge til brændstof, så de misligholdte både kan komme ud til søs. Men når vi tager hjem, er prioriteterne anderledes, så bruges Copalco i kampen mod Boko Haram i det nordlige Cameroun. Derfor kan man – hvis man fra politisk side ønsker det – udvide træningen til at have et meget bredere fokus. Det har vores amerikanske samarbejdspartnere gjort. Gik vi i denne retning, kunne vi formentlig høste anerkendelse hos USA. Men indflydelse i Cameroun og anerkendelse hos USA har en pris.

Ved at gå med Copalco ud, når enheden indsættes i kampen mod Boko Haram, vil danske frømænd kunne påvirke, hvordan Camerouns forsvar kæmper. Hvordan tages der hensyn til krigens love og menneskerettigheder, når man står over for Boko Haram? Ved at vise, i praksis, hvad det vil sige at overholde krigens love, vil vi kunne have indflydelse på Camerouns kamp mod andet end pirater. Men denne form for indflydelse er ikke omkostningsfri: Man gør sig nemlig til medejer af problemet eller problemerne.

For en ting er spørgsmålet om, hvordan Copalco anvendes i kampen mod Boko Haram, men et andet vigtigt spørgsmål handler om risikoen for, at Camerouns specialstyrker måtte blive brugt imod civilbefolkningen – f.eks. hvis den anspændte situation i landet blusser op ved det forestående valg. Her vil store spørgsmål om Danmarks ansvar uden tvivl melde sig, hvis de styrker, vi har trænet, vendes imod civile. Således er ovennævnte tre muligheder (antipirateri, maritim kriminalitetsbekæmpelse og bekæmpelse af voldelig ekstremisme) uløseligt forbundet med spørgsmålet om , hvilken risiko vi ønsker at løbe i den indflydelse, vi søger at opnå gennem denne type indsats.

Det er en politisk beslutning, hvor narrativets fokus bør ligge. Det er dog vigtigt, at vi giver klart udtryk for, hvad vi fra dansk side vil – hvad den primære fortælling om formålet med vores maritime specialstyrker (eller andre) bidrag er – således at vi hverken hos internationale eller hos regionale partnere skaber forventninger, som vi risikerer ikke at kunne efterleve.

Sammenlignet med nyhedsdækningen om somalisk pirateri er det ikke meget, vi hører om pirateriet i Vestafrika, selvom nye tal fra det internationale maritime bureau viser, at pirateri og sørøveri i Guineabugten er steget med 50 pct. i forhold til samme tidspunkt i fjor. Hvis man fra politisk side ønsker at bibeholde et antipiraterifokus, er det naturligvis en mulighed. Nu kan specialstyrkerne i Cameroun svømme – også om natten – og gå ombord på et skib. Hvis vi ønsker det, kan Danmark fortsat bidrage med f.eks. træning i, hvordan man gebærder sig, når først man er kommet ombord på et skib, hvor pirater har taget besætningsmedlemmer som gidsler. Hvordan sikrer man skibet uden at ødelægge bevismateriale (til en senere domfældelse)? Hvordan skaber man sig adgang til pirater og besætning, hvis skibet er aflåst? Der er stadig meget, som danske frømænd kan hjælpe Camerouns specialstyrker med at dygtiggøre sig indenfor.