Vi har en historisk chance for at få alle i sving

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De nordiske lande ligger altid i toppen i internationale sammenligninger af lykke, tillid, fravær af korruption, velfærd, innovation, forretningsklima osv. Men på ét punkt ligger vi i bund, nemlig på integrationsområdet.

De nordiske samfund er som en trappe, der mangler de nederste trin. De nyankomne støder ind i kvalifikationskrav og kan ikke som i Sydeuropa og USA begynde med lavtlønnede job, for de findes ikke. Til gengæld er vi formidable til at lære nyankomne, hvordan man kan klare sig uden at arbejde. Og det er der mange, der hurtigt lærer.

Vi skal ikke tro, det er en del af deres kultur eller et ønske, de kommer med. De fleste kommer med et ønske om at forsørge sig og sine. Mange vil gerne være selvstændige. De er fleksible og ser ikke på klokken. De har et stort netværk, hvor man er vant til at hjælpe hinanden. De er jo kommet hertil, fordi de kender nogle i Danmark.

Men deres medbragte selvstændigheds- og selvforsørgelseskultur og den danske integrationsindustri forholder sig til hinanden som ild til vand. Ilden slukkes og erstattes af klientgørelse og lønmodtager- og lejermentalitet. Vi trækker skuffen med sociale ydelser ud frem for skuffen med ledige job (som der er mange af). Vi anbringer dem i lejligheder oven på hinanden i ghettoområder, hvor det af ubegribelige grunde er forbudt at åbne (og eje) butikker i stueetagen.

Uddannelsessnobberiet får os til at ville uddanne dem, før de afkræves en arbejdsindsats. Som den unge tyrkiske pige i Helsingør, der sad i sin lejlighed og kedede sig, fordi hun absolut skulle lære dansk og uddanne sig i flere år, før hun kom ud på arbejdsmarkedet. Eller sprogcentret i Ringsted, der ikke kunne finde ud af at anvise et par af deres elever til ufaglært deltidsarbejde på et gartneri i nærheden.

100.000 østeuropæere, heraf rigtig mange ufaglærte, klarer sig på det danske arbejdsmarked, selv om de ikke kan dansk! Samtidig er der næsten lige så mange indvandrere og flygtninge, der hænger fast i integrationsindustriens omsorgsfyldte ordninger. På engelsk hedder det trapped in welfare – fanget i velfærd eller sunket ned i velfærd.

Det er tilsyneladende værst i Danmark. I hvert fald tyder meget på, at det går bedre i Sverige på trods af, at der er langt flere nyankomne i Sverige, og på trods af, at ledigheden er større i Sverige.

Ifølge News Øresund d. 21/3 går det dog fremad i Danmark, hvor 30 pct. af flygtningene i 2017 var i job efter tre år mod kun 12 pct. i 2015. Men i Sverige var det 38 pct. af dem, der fik opholdstilladelse i 2013, der var i arbejde tre år senere.

Beskæftigelsesministeriets seneste tal angiver en fordobling, når det gælder flygtninge og familiesammenførte fra ikkevestlige lande under et: I 2015 var det 17 pct., der var i beskæftigelse. I 2017 var det 34 pct., altså en fordobling på to år.

Fremgangen i Danmark er rosværdig. Men det er utilfredsstillende og ubegribeligt, at to tredjedele efter tre år fortsat står uden for arbejdsmarkedet. Og det er invaliderende for de pågældende.

Tankevækkende er følgende passus i News Øresund: »»Et af de helt store problemer med at få flygtninge i arbejde er, hvorvidt den danske stat anser dem som værende parate til at arbejde. Før trepartsaftalen var der kun omkring 3 pct. af landets flygtninge, som blev dømt jobparate – efter aftalen var det tal kommet op på cirka 75 pct.«, forklarer Berit Toft Fihl, sekretariatschef hos Lederne«. Læs det igen! Tallene bekræftes af Beskæftigelsesministeriet.

Problemet har uden tvivl været, at man tidligere ikke anså folk uden danskkundskaber som jobparate. Men hvad så med de 100.000 østeuropæere, der heller ikke kan dansk, når de kommer!

Det giver mindelser om en dansk kommune, der lod en embedslæge gennemgå de lægeerklæringer, der holdt flygtningene uden for arbejdsmarkedet. Hvis jeg ikke husker forkert, førte det til, at kun en lille brøkdel blev erklæret uarbejdsdygtige.

Jobparatheds- og lægeerklæringer er åbenbart elastik i metermål og ikke det papir værd, de er skrevet på.

Slapheden udspringer utvivlsomt af velvilje og hensyntagen, men det er i virkeligheden kynisk og hensynsløst. Jeg kalder det blød kynisme. For det havde været langt mere kærligt at stille krav fra første færd. Også til de kvinder, der kommer fra kulturer, hvor kvinder ikke arbejder uden for hjemmet. For dem skulle ankomsten til Danmark have været starten på et helt nyt liv med arbejde, ligestilling og børn i institution sammen med danske børn. Nu blev det i stedet starten på et liv i etnisk isolation og social udstødning med evindelige undskyldninger, ondt i ryggen og andre smerter, for ikke at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Et af de sørgelige resultater er, at næsten alle kontanthjælpsægtepar (hvor begge er på kontanthjælp) har ikkevestlig baggrund.

Forleden slog vi danmarksrekorden i beskæftigelse. Aldrig har det været lettere at få flygtninge og indvandrere i job end netop nu. Vi har en historisk chance for at rette op på den velfærdskultur, der mere end noget andet er skyld i miseren. Integrationsproblemerne er made in Denmark, og de kan løses i Danmark, hvis de ansvarlige politikere engagerer sig helt ned i detaljerne! Det har de lov til ifølge lovgivningen. Nogle kommunalpolitikere gør det fremragende. Andre overlader det til administrationen. Som den borgmester, der hævdede, at politikerne ikke kan blande sig i detaljerne. Jo, de kan! De er ansvarlige for hver eneste detalje og kan derfor også blande sig. Der mangler blot, at statens regler giver dem endnu mere spillerum.