Socialdemokratiets store omvendelse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvor havde du ret! Ret om den muslimske indvandrings skadelighed, råber de nu fra mit gamle parti, Socialdemokratiet – efter at partiet har skiftet politik om islams bosættelse i Danmark.

Det er nu ikke rigtigt, at de råber. De går stille med dørene. Og Mette Frederiksen har da heller ikke endnu sendt mig et undskyldende brev, noget i retning af: »Du havde ret, Ole, vi skulle have fulgt dit råd allerede i 1980’erne, da du som formand for vores kulturudvalg talte og skrev om, at den muslimske storindvandring var en møllesten om partiets hals.«

Mit svar til Mette Frederiksen ville lyde: »I 1989 skrev jeg en kronik til din forgænger, Svend Auken, om, at flertallet af de indvandrede muslimer aldrig ville blive danskere af hjertet, og at indvandringen derfor burde stoppes.«

Svaret fra Auken på kronikken var, at vi skulle være tolerante og ikke hade vore muslimske medmennesker. Der var nu ikke nogen, der hadede dem. Vi syntes bare, de skulle blive i deres hjemlande, Irak, Afghanistan m.fl. og ikke flytte til Holstebro. Vi kunne jo se, at de ikke kunne finde sig til rette med at leve efter dansk sæd og skik. Det var et spørgsmål om kultur, ikke om folkeret.

Min holdning gjorde, at Auken og Anker sørgede for, at jeg blev fyret som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg, og at jeg i det hele taget fik den kolde skulder fra det parti, min familie havde været medlemmer af og tjent siden 1800-tallet.

Nå, men da en fortsættelse af flosklernes indvandringspolitik efter min mening ville føre til Danmarks undergang i multikulturelt kaos, valgte jeg ikke at bidrage hertil og sagde farvel og tak til Socialdemokratiet.

Nu er bøtten vendt. Der gik 29 år, og mange lignende kronikadvarsler fra min hånd så dagens lys. Ja, en hel bog skrev jeg om faren ved at gøre Danmark multikulturel, ”Tør du være dansk?” hedder den.

Men så i 2017 indtrådte forløsningen. Som en byld, der gik hul på. Og nu er Socialdemokratiets store omvendelsesfest sat i gang, med Trine Bramsen og Mattias Tesfaye som ordensmarskaller. Fra at være et skadedyr er jeg bare en, der gik lidt i forvejen. I øvrigt sammen med Karen Jespersen og Mogens Camre.

Der var i fordums tid en socialdemokratisk tillidskvinde, der delte vores bekymring ved islamindvandringen. Hun var formand for Socialdemokratiets indvandrerudvalg og hed Vibeke Storm Rasmussen. Men hun ville gerne være amtsborgmester. Og det var hun aldrig blevet, hvis hun fastholdt sin islamkritik. Så hun bakkede totalt ud af indvandringsdebatten. Og fik da også sin velfortjente belønning i form af mange år som regionsrådsformand.

Nå, ja, lad os ikke glemme, at der vel også var en 600-700.000 socialdemokratiske vælgere, der bed ydmygelsen i sig over at skulle støtte Aukens svage indvandringspolitik.

Vestegnsborgmestrene med Per Madsen i spidsen bed dog ikke noget i sig. De bed fra sig og talte Auken og partiledelsen lodret imod. Uden synligt resultat.

Regering og folketing, det officielle Danmark, blev ved med at importere hundredtusinder af muslimer til at bo i Danmark. Selv ikke den muslimske folkevandring på de syddanske motorveje i 2015 kunne bringe kulturradikale Besserwissener som Carsten Jensen på klogere tanker. Det dumme, såkaldte elite-Danmark lod sig ikke påvirke af, at muslimernes ophold i Danmark kostede Danmark langt mere, end tyskernes lige så uønskede ophold havde kostet os fra 1940 til 1945. En årlig udgift til opretholdelsen af islams parallelsamfund koster hvert år det arbejdende Danmark op mod 40 mia. kr.

Vi har passeret mange historiske milepæle i dette stykke danmarkshistorie om muslimernes vandring mod nord. Ayatollah Khomeini udstedte i 1989 en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde lavet sjov med islam i romanen ”De sataniske vers”. Khomeini udlovede en dusør på 6 mio. dollars til den, der ville tage livet af Rushdie. At få sådan en check oven i Allahs taknemlighed var nok et mordforsøg værd.

I fatwaens ophidsede dage var jeg tilfældigvis inde på Rådhuspladsen og så et ophidset optog af mørklødede mænd drage gennem Vestervoldgade i København. Jeg troede, at demonstranterne ville protestere mod den – efter dansk tankegang – dødssyge fatwa. Da jeg kom demonstranterne nærmere, læste jeg, at der på deres transparenter stod: »Dræb Rushdie.«

Vi danske er et robust folkefærd. Vi har tit lidt svært ved at tage luftige emner som religion og kultur alvorligt. Det gør vores muslimske medborgere til gengæld. Dødsens alvorligt. Vi så det under Muhammed-krisen. Troende i Damaskus mente, at Kurt Westergaards tegning af Muhammed med fuldskæg og kalot med bombelunte i håret ville forulempe profetens nattesøvn. Og i det hele taget vanære denne Allahs højre hånd. Så islams børn afbrændte en dansk ambassade og skabte sig i det hele taget.

De kunne jo bare have sagt, som vi kristne gør, at jo mere fremmede folk håner Jesus, jo mere sætter vi pris på vor frelsers næstekærlighed. Men sådan er det ikke i islam, hvor tugt og kontant afregning sidder i højsædet.

Men netop fordi Lykketoft, Nyrup, Pia Olsen Dyhr og Marianne Jelved ikke selv lader sig påvirke så meget af åndelige kontroverser, tror de heller ikke, andre gør det. Deri tager de fejl. I Mellemøsten tror mange på, at en morderisk stærk tro belønnes af Allah. F.eks. med kælen adgang til 72 jomfruer – for dem der nu har luft og potens til sådan en kraftpræstation.

Sådan nogle håndfaste forhåbninger gør mange muslimer brandstærke i troen, hvilket vil sige, at de ikke sådan opgiver deres barnetro på en straffende retfærdighed, der idømmer kvinderne stokkeslag og mændene håndsafhuggelse, hængning og levende begravelse udført af den islamiske øvrighed. Peter Madsen fra ubåden kan gå hjem og lægge sig i sammenligning med dem.

Dette er ikke sniksnak. Det er straffe, der reelt udføres i Pakistan og andre muslimske lande. Og som op mod halvdelen af vores indvandrede muslimer i Europa siger god for, når de ønsker shariaen indført, hvis og når islam bliver hovedreligion i de europæiske lande. Derfor er det livsvigtigt for Europas civilisation, at islams troende ikke bliver talrigere hos os, end de er nu. Broderlandet Sverige må vi desværre sige farvel til. Det land er tabt for civilisationen.

Danskerne har – indtil socialdemokraternes og andres pludselige klarsyn indtrådte – været delt. Manden på gaden har slået syv kors for sig ved tanken om at være underlagt moskéernes herrer. Men et mindretal, der har meget at skulle have sagt i Danmarks Radio og i journalistverdenen og i forlagsverdenen, føler sig så højt hævet over overtro, at det ikke tror, at muslimer vil efterleve deres hårdhændede autoritetstro og bestialske afstraffelser. Men der kan bl.a. Kurt Westergaard og Lars Hedegaard fortælle dem, at de tager fejl.

Vi, der ikke deler de kulturradikales virkelighedsfjernhed, men dog virker i den af de kulturradikale styrede medieverden, er i mindretal. Jeg har som Karen Jespersen, Lars Hedegaard, Mogens Camre, Bent Jensen og andre ligesindede oplevet disse magthavende kulturradikales modvilje og chikane, fordi vi ikke underkastede os det kulturradikale hovmod og deres kompakte majoritets overmagt.

Det bliver interessant at følge journalisternes og mediernes overbærenhed med islams terrorhandlinger, efter at journalisternes og forfatternes foretrukne politiske partier er begyndt at blive islamkritiske.

Vil vi, der var på tværs af medieverdenens politisk korrekte opfattelse, nu få lidt oprejsning? Eller vil medieverdenens tunge drenge sige til os: »Det kan godt være, I havde ret om indvandringen og islams afskyelige ideologi. Men det var alligevel forkert af jer at have ret. Så I hører stadig til blandt de sorte får.«