Hvor blev den langsigtede plan af?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den politiske virkelighed opfattes overraskende forskelligt. Når folketingspolitikere forlader skansen, taler de ofte frit fra leveren. Eyvind Vesselbo, tidligere folketingsmedlem for Venstre, tegner i et indlæg i Weekendavisen et billede af en politisk kultur på Christiansborg, som han kalder »social kontrol på Borgen«, og beder om et politisk paradigmeskifte og om en politisk subkultur, der åbnes.

På det konkrete plan oplever vi store offentlige reformer, der fremmedgør borgerne trods lovet effektivisering og den evige sang om besparelser. Det gælder kommunalreformen og gymnasie- og andre undervisningsreformer, men med eftervirkninger, der på forhånd skulle være tænkt på. Sundhedsplatformen er endnu et eksempel på en uigennemtænkt struktur, som ingen fagkundskab har budt velkommen. I stedet har vi en løbsk bureaukratisering, fordi dette land er blevet så detailstyret, at enhver proportionalitet går fløjten.

Er der fællesnævnere ved disse eksempler og de følgende forhold, som vil blive behandlet, eller er der tale om kulturbetonede og mentale træk, som forhindrer os i at søge gennemarbejdede, praktiske og rationelle løsninger på problemerne? Er der et træk af luftig idealisme i folkekarakteren, som spænder ben? Og når det går galt, er der blandt politikere, planlæggere og administrative ledere pludselig ingen ansvarlige. Det skaber alt sammen en utålelig atmosfære af afmagt, som langsomt, men sikkert nedbryder fællesskabet.

Det er en syg kultur, der udstilles hver eneste dag, men den er så dagligdags for borgerne, at kun udlændinge bemærker det. Statsopdragelsen virker lige så godt på dette område som i forne tiders DDR. Men et er sikkert: Denne udvikling er ikke meget over 20 år gammel og hænger sammen med, at alt er blevet managementstyret, og at der hele tiden skal ”spares”. Først laver man dyre reformer, og så skal der efterfølgende spares 2 pct. årligt.

Alligevel forekommer de mange ”fejlskud”, som om de følger et ubestemt mønster af blind optimisme og hovedløs fremskridtstro. En strukturreformproces, hvor byer mistede deres politi og retskredse, og store bysamfund blev lagt under endnu større byer med tab af nærhed og sammenhængskraft til følge. Uddannelsesreformer, der får underviserne i alle led fra gymnasium til universitet til at klage over faldende fagligt niveau. Det er mangel på elementær fornuft. Hvordan er det tilsvarende gået med grundlæggende værdier som sammenhold, arbejdsglæde og tillid til myndighederne? For hvis borgerne hele tiden oplever manglen på disse elementer og kun ser foranstaltninger, der er styret af administratorer uden fagindsigt, så går det galt. Vi taler her om djøfiseringen af samfundet, hvor antallet af mellemledere og underledere samt hr-konsulenter stadig vokser, og afstanden øges til de kernefaglige og til dem, de skal arbejde for.

Det er denne virkelighed, man oplever i det daglige, men mediokratiet har en anden dagsorden, som hedder det daglige spil på Christiansborg med alle trakasserierne, personsagerne, de taktiske manøvrer, partipositioneringerne og det mummespil, som folk genkender som det gentagne show. Vi savner debatten om den langsigtede indretning af samfundet. Der er eksempler nok på forhold, der kunne gøres noget ved. Men de bliver behandlet efter samme proportionalitet som vægtafgiften på den ene eller anden type bil.

DSB’s forfejlede trafikpolitik med tab af hundredvis af millioner og Banedanmarks ledelsesmæssige fejlsalg: Hvor er ansvarspådragelsen blevet af? I stedet tildeltes bl.a. disse ledere en samlet bonusløn på 150 mio. kr. for elendigt arbejde. Skattemilliarderne, der blev ”fejludleveret”, glemmer vi. Det er allerede fastslået fra højeste sted, at der ingen ansvarlige er. Og slet ikke blandt ministre.

Hvor længe skal Postnord-skandalen fortsætte? Det er blevet vores ”permanente skandale”, hvor den manglende handling udstiller det politiske systems manglende respekt for borgerne Et andet område er transportsektoren i hovedstaden (S-tog og metro især). Vi har den mest djævelske detailregulerede zoneinddeling i København og Nordsjælland, som er helt uden logik, og som skaber forvirring og fejl på grund af den totalt uoverskuelige struktur. Der er imidlertid ingen politisk vilje til at skabe en transportstruktur, der er lige så enkel og billig som i f.eks. Berlin og Prag.

Den længstvarende permanente skandale er dog feriefonden. Fra forne tider med ubrugte feriekort er denne institution og dens milliardstore pengetank blevet opbygget til et helt system, hvor interessenterne med næb og kløer vil forhindre enhver form for forandring. Der er i et digitaliseret samfund ingen undskyldning for ikke at overføre folks velfortjente feriepenge til Nemkontoen. Men statslignende interesser går over simpel retfærdighed. Intet er sket, og intet vil ske. Den må betegnes som en konkurrenceforvridende virksomhed, som Margrethe Vestager burde kunne tage fat på.

Vi kan også tage de faste forbindelser mellem landsdelene. Det er gammeldags toldgrænse. Især Vestsjælland og Østfyn skriger forgæves på mindre broafgifter, og erhvervsudviklingen hindres. Den vedtagne Femern-forbindelses rentabilitet er der sat et kæmpe spørgsmålstegn ved, men projektet skal tvinges igennem. Tunnelens manglende transportgrundlag skal dækkes af indtægterne fra Storebælt. Broafgifterne bliver permanente, og løftet om fri bro efter finansieringens gennemførelse bliver svigtet. Ingen tror på det, for alle ved, at løftet var falsk.

Vores managementsystem til styring af det offentlige er endnu et eksempel på, at kritik ignoreres, selv om det drejer sig om hundredtusinders dagligdag. Man har fornemmelsen af, at Moderniseringsstyrelsen efterhånden er så mægtig, at den kan sætte sig over regering og folketing. Hundredtusinder af brugeres erfaringer tæller ikke. Styrelsen er reelt enevældig, og da man sidste jul udtalte, at hver 10. ansatte var doven, blev den uhørt frække påstand hurtigt standset, men udtalelsen afslørede Moderniseringsstyrelsens feudale ridefogedmentalitet.

Slagsmålet om udligningen mellem Vest- og Østdanmark er allerede i gang, og det vil fortsætte, for nu handler det om kommunernes økonomi. Nu er borgmestre, lokalpolitikere, økonomiske udvalgsformænd og kommunalpolitikere forenet i hver sin øst-vest-front i kampen for penge. Her er noget, der tæller meget mere end samtlige i denne kronik nævnte andre forhold. Det er opportunisme og egeninteresse, der styrer. Kan regering og folketing ændre på forhold, der er så økonomisk urimelige for den enkelte borger, afhængigt af om vedkommende bor i øst eller vest? Tør man tage en beslutning?

Engang udtalte optimistiske statsministre: »Det skal være lettere at være dansker!« (Poul Schlüter) og: »Kan vi ikke gøre det lidt bedre?« (Poul Nyrup Rasmussen). Det er betegnende, at der i dag ikke længere kommer optimistiske meldinger fra nogen statsminister. Det virker, som om man har givet op over for bureaukratiseringen, de tvivlsomme løsninger, afviklingen af dårlige systemer og utilfredsheden.

Når man mister troen på muligheden for politisk fornuft og på, at det er muligt at forandre konkrete, betydningsfulde forhold i virkeligheden, som den opleves uden for Christiansborg, så har vi et tiltagende problem i folkestyret. Den danske maler og billedkunstner Arne Haugen Sørensen slog sig for mange år siden ned på Sydspaniens kyst. I et interview med to andre kunstnere om Danmark og det danske udtalte han: »Danmark er landet, hvor intet sker.« Men vi skriger på løsning af de virkeligt oplevede store og dagligdags problemer. Vi kan nemlig ikke alle slå os ned på Costa del Sol.