Sagt på godt dansk

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Weekend? Hvad er weekend?« Lady Grantham, Downton Abbeys enkefrue, lagde suppeskeen og så med undrende øjne på grevskabets unge arving, der netop havde anvendt udtrykket. Den sagte fnisen fra de yngre familiemedlemmer rundt om middagsbordet blev dæmpet af et skarpt blik fra hendes søn, grev Robert Crawley. Scenen udspilles i tv-serien ”Downton Abbey” i 1912. Det er kun godt og vel hundrede år siden, at sceneriet kunne være foregået.

Spørgsmålet afslører mere end mange ord den voldsomme distance, der var mellem den gamle og den nye verden. Ordet ”weekend”, tidsrummet fra lørdag eftermiddag til og med søndag, blev opfundet af en kvik hjerne i Staffordshire i Midtengland, hvor mange fabrikker skabte en ny stor social gruppe, fabriksarbejdere. De kendte ordet.

Weekend blev registreret første gang i et tidsskrift i 1879. Først i 1890’erne blev det alment forstået, men altså ikke af enkefruen på Downton Abbey. Det er samfundshistorie kogt ned til en maggiterning. Det første citat med ordet weekend i en dansk tekst er fra 1904 af Henrik Cavling, forfatter, redaktør og berømt journalist på Politiken. Udtrykket blev adopteret i alle sociale lag i de kommende årtier. I slutningen af 30’erne var radioprogrammet ”Weekend-Hytten”, der blev sendt lørdag aften, et af de mest populære radioprogrammer i DR. Det blev sendt til 1955, og ingen i kongeriget Danmark var i tvivl om, hvad weekend, udtalt ”vegend” på jævnt dansk, betød.

Ord eller udtryk med samfundsmæssig historie beskriver præcist i et snuptag en udvikling, en hændelse eller en ændring af omfattende karakter.

»Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang.

Hvormed skal jeg ligne det og prise det i sang?«

(Tekst: Edvard Lembcke, 1859).

Sangen er inspireret af en svulmende, dansk nationalfølelse, der var resultat af sejren i Treårskrigen 1848-50, hvor de danske ”jenser” havde vundet over tyskvenlige slesvig-holstenere, der insisterede på, at kun det tyske sprog måtte anvendes i stænderforsamlingen i hertugdømmerne. Det protesterede den sønderjyske bonde Nis Lorenzen imod, og ved stænderforsamlingens møde den 11. november 1842 erklærede han på dansk, at han ville betjene sig af dette sprog, og han forlangte, at de danske taler skulle føres til protokols på dansk.

Protokolføreren blev så forfjamsket over Nis Lorenzens frækhed, at hans referat blev kogt ned til: »Han talte dansk, og han vedblev at tale dansk.«

Sproget var forbundet med stolthed og en nationalfølelse, der udsprang af bevidstheden om at være dansk.

Ved Dansk Melodi Grand Prix 2018 blev kun en enkelt sang ud af 10 sunget på dansk. Titlen var meget sigende ”Holder fast i ingenting”. De øvrige sange havde engelsk tekst. ”Higher Ground” var titlen på vindersangen, der med bulder og brag blev fremført af en mandig, rødskægget solist iført vikingeoutfit. Jeg kunne ikke høre teksten, så jeg ved ikke, hvad sangen handler om. Men det er måske også lige meget?

Det engelske sprog vandt altså med 9-1 over det danske sprog.

”Holder fast i ingenting”, det dansksprogede bidrag, måtte bøje sig for den engelske overmagt.

De er med på noderne, ville man sige i gamle dage. ”Globaliseringen”, forklarer man fænomenet med, underforstået, at man ikke er gået i stå, men følger med tiden. Kulturel globalisering, som de ni tekster i Dansk Melodi Grand Prix er udtryk for, medfører en nedbrydning og forandring af nationale aspekter, hvor sproget er en af grundpillerne. Med den eksplosive udvikling af kommunikationsmuligheder bliver vores livsstil og værdier tæppebombet med andre holdninger og normer. Vores sprogområde er så småt, at det næsten er forsvarsløst over for de store verdenssprog, primært engelsk, som dominerer den globale kommunikation.

Kritisk vurderet kunne man konstatere, at alt bliver mere ens og derfor også lidt mere kedeligt. ”Holder fast i ingenting”, er det det, vi gør som danskere? Kedeligt kan man trods alt ikke beskylde det engelske sprog for at være.

Det er fyldt med sprogbilleder, der udtrykker meget delikate emner på en måde, så selv et snerpet selskab ville kunne acceptere det. Et uægte barn, et barn født uden for ægteskab, var en skændsel indtil for få årtier siden. I folkemunde blev barnet kaldt en horeunge, men det grove udtryk kunne de fine engelske kredse ikke anvende, så man betegnede det uægteskabelige resultat som ”the wrong side of the blanket”. ”Sugarbabe” er det seneste udtryk, jeg har observeret som bidrag til den globale sproglige udbredelse.

Det lyder som et udtryk for noget nuttet og kært, men tag ikke fejl. Man bliver snydt. Udtrykket er betegnelse for en ung kvinde, der tilbyder sit selskab med mere via en datingportal til en ældre, bemidlet mand kaldt ”sugardaddy”.

Flere forklaringer er overflødige, for konstellationen har været kendt i århundreder. Sugarbabes har altid eksisteret, og betegnelsen kan lyde besnærende. Men udtrykket dækker ganske enkelt over det, vi i mit barndomsstræde kaldte en luder. Det gamle danske ord må vige for nutidens internationale sprogkæleri, men det forhindrer ikke, at det er det samme, det handler om: prostitution.

En østjysk kvinde i 20’erne citeres i en interessant artikelserie i JP om sugardating: »Jeg er en form for luksusluder. Men der ligger så meget i ordet, at det for mange er svært at erkende. Derfor tror jeg, at mange, der sugardater, selv mener, at de ikke er prostituerede.« (13/2).

Sugardaters.dk har 85.000 brugere, og det giver ejerne en millionfortjeneste. Sagt på godt dansk: Er det rufferi?

Sugarbabe lyder helt sikkert smartere end luder.

God weekend.