Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

MeToo – en definition og liberalfeministens svar

MeToo-bevægelsen er det bedste, der er sket for kvinder i mange år. Men bevægelsen skal passe på, at den ikke bilder sig ind, at den skal et andet sted hen, end den er lige nu, for at nå sine mål. MeToo er lige nu præcis, hvad MeToo skal være.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

MeToo er det bedste, der er sket for kvinder i mange år. Men hvad er MeToo egentligt? Det er en global bevægelse, og som i enhver spæd civil bevægelse kæmpes der om, hvad den egentligt går ud på. Udfaldet afgør, om bevægelsen bliver så radikal og skinger, at den ingen indflydelse får; om den kommer til at stå så svagt, at den drukner; eller om den finder det perfekte leje, hvor den vinder flere tilhængere end modstandere og bliver hvermandseje. Jeg håber det sidste.

MeToo har stjålet sit navn fra Tarana Burke, som har grundlagt en organisation, der vil skabe bevidsthed om seksuelle overgreb på afroamerikanske piger og kvinder. Allerede i 2006 forsøgte hun at skabe en bevægelse under ”Me Too”. Den globale bevægelse, der nu kendes som MeToo, indledtes til gengæld af skuespillerinden Alyssa Milano, da hun 15. oktober opfordrede Twitter-brugere til at skrive ”Me Too”, hvis de også havde været udsat for sexchikane eller seksuelt misbrug. I løbet af 24 timer var mærket #MeToo brugt 12 millioner gange på Facebook. Øvrige sociale platforme oplevede lignende flodbølger, og tilsammen skyllede de en række mænd ned ad rangstigen.

Forud herfor lå Weinstein-skandalen. 10 dage før havde New York Times bragt historien om, hvordan en af Hollywoods mægtigste mænd gennem flere årtier havde udsat kvinder for sexchikane med både implicitte og eksplicitte trusler om, at de burde imødekomme hans lyst til at blotte sig for dem, til at berøre dem og til, at de skulle røre ved ham, hvis de ville bevare deres muligheder for at lykkes i Hollywood.

MeToo er lige nu så bred, at den giver alle mulighed for at ride den kæphest, de har i stalden i forvejen.

Komikeren Louis C.K. havde også en trang til ekshibitionisme og har bekræftet anklagerne. Skuespilleren Kevin Spacey anklages for at gå efter drengebørn og har ikke benægtet. Stjernekokken Mario Batali har vedkendt sig en upassende opførsel, og sådan kunne man fortsætte. Dem, der har lagt krop til, er kvinder og pige- og drengebørn.

Jeg er så træt af MeToo: En række kvinder har også krænket mig

MeToo har imidlertid én vigtig problemstilling at forholde sig til, hvis bevægelsen skal overleve. Mens flere har argumenteret for, at bevægelsen bør blive endnu bredere (f.eks. en israelsk sociolog, Catherine Rottenberg, hos Al Jazeera og professor Leigh Gilmore i JP), er jeg overbevist om det modsatte.

MeToo er lige nu så bred, at den giver alle mulighed for at ride den kæphest, de har i stalden i forvejen. Feminister, der vedvarende har råbt op om det patriarkalske samfund, der undertrykker kvinder, mener, at MeToo handler om det (f.eks. den amerikanske feminist Susan Faludi i New York Times). En yngre generation af feminister ser MeToo som en forlængelse af kampen mod hverdagssexisme (f.eks. feministen bag Everyday Sexism Project, Laura Bates, i Washington Post, og den – ganske vist ældre – forfatterinde Rebecca Solnit i Telegraph).

Og MeToos kritikere sadler også de gamle hopper. Feminister er hysteriske, og MeToo er bare endnu et eksempel på det (f.eks. forfatterinde Joanna Williams i The Spectator). MeToo er farlig, fordi den kan føre til pøbelvælde og heksejagt på uskyldige mænd (f.eks. forfatterinden Margaret Atwood i Globe and Mail). Den er et eksempel på sexforskrækkelse og amerikansk nypuritanisme (f.eks. 100 kvinder i Le Monde med Catherine Deneuve iblandt). Og så er der folkedybets visdom, understøttet af stemmer som den franske skuespillerinde Brigitte Bardot i France 24 og den danske filmmand Kim Pedersen i Ekko. Herfra lyder der variationer over argumentet, at kvinderne i MeToo er hykleriske, fordi kvinder jo alle dage har knaldet sig til tops.

Jeg er tilbøjelig til at give de første tre grupper af kritikere ret. Ja, mange feminister er hysteriske – de ser reelle problemer, men de ser også spøgelser. Ja, en meget vigtig kritik af MeToo er, at hvis den offentlige stemning kammer over, vil man kunne bruge den til at ødelægge uskyldige mænd, men det ophæver imidlertid ikke relevansen af at få de berettigede eksempler fra MeToo frem i lyset. Og ja, MeToo kan udnyttes som benzin på puritanernes bål. Men den sidste gruppe kritikere er ude på et skråplan, så deres kritik må anholdes, førend jeg fortsætter mit egentlige ærinde.

JP mener: #MeToo-bevægelsen ender i #YouToo og fri adgang til at hænge folk ud

Der skal nok være nogle kvinder, der har knaldet sig vejen frem her og der, ligesom mænd har formået at bruge deres fordele til at komme til tops. Ingen tvivl om det. Men det har intet at gøre med, at andre kvinder udsættes for chikane. Og at nogen bruger deres egen vilje til at knalde sig frem, betyder ikke, at man så også må udsætte dem for overgreb. Kort sagt: Selv hvis en kvinde havde haft samtykkende sex med 99 ud af 100 mænd, så giver det jo hverken mand nr. 100, de 99 eller for den sags skyld resten af verdens mænd ret til at forgribe sig på hende. Slut.

MeToo handler om noget, og den har sin berettigelse, men dens overlevelse kræver meget både af dem, der deltager i bevægelsen og dem, der lytter på. Tilhøreren er jo også med til at afgøre, hvad denne vil acceptere som et led i MeToo-bevægelsen og hvad, der falder udenfor. Der må skelnes mellem skæg og snot.

Lad os starte med at sætte kæphestene tilbage i stalden og gå tilbage til begyndelsen. MeToo handler om magtrelationer; om relationer hvor to eller flere mennesker indgår i en relation med ulige fordeling af magt. Den ene – eller flere – vælger at udnytte sin magt ved at chikanere eller begå overgreb mod den eller de andre. Dét er kernen. Det er, hvad MeToo startede med at handle om, og det er MeToos vigtigste funktion. Det er hele MeToos berettigelse.

Men hvorfor taler vi så om chikanen og overgrebene som en kamp mellem mænd og kvinder? Det gør vi af tre grunde. 1. De fleste mænd er fysisk større og stærkere end de fleste kvinder. 2. Flere mænd end kvinder sidder på indflydelsesrige poster og har dermed magt. 3. Flere mænd end kvinder sidder i fængsel for vold. Sådan ser billedet ud, når vi betragter mænd som gruppe; som statistisk størrelse. Det betyder vel at mærke på ingen måde, at alle mænd er nogle skiderikker, men det gør – om man kan lide det eller ej – at der oftere vil være en mand end en kvinde, der kan udnytte sin formelle eller fysiske magt. Og det gør – uretfærdigt som det kan være – også, at når en kvinde står alene over for en mand, vil hans mulighed for at virke truende være større, end hvis rollerne var omvendt – blandt andet i kraft af hans køn.

Tilbage er to spørgsmål: Hvordan definerer man endegyldigt grænsen for, hvad der må foregå i en magtrelation? Og hvad gør vi ved det, når vi endeligt er blevet enige om, at der er foregået noget uacceptabelt?

Overgreb er allerede juridisk strafbare, og det er ikke fokus på det klokkeklare overgreb, der gør MeToo til noget nyt. MeToo har i højere grad formået at hive os udenforstående med ind i komplekse, sociale situationer, som ellers har været virkeligt svære at give et udtryk, som bringer os ud over den enkelte kvindes enestående oplevelse. Chikanen er svær at definere, og vi finder næppe en endegyldig definition, for den tilhørende krænkelse har et stærkt subjektivt islæt. Men en definition må som minimum inddrage det følgende.

Kunstner: Mine signaler var tvetydige, derfor tøver jeg med at skrive MeToo

Den, som er øverst i en magtrelation og truer en anden med quid pro quo gør sig skyldig i chikane. Altså: Den, der truer en anden med at fratage denne noget, medmindre den anden imødekommer den førstes ønsker, gør sig skyldig i chikane. Og den, som – efter at have fået et nej – vedbliver at antaste en anden med henblik på at intimidere vedkommende, har gjort sig skyldig i chikane.

Men i MeToo-situationer – i disse gråzoner med 50 nuancer af grå – hvem skal så afgøre, hvornår en given oplevelse hører inden eller uden for det acceptable? Det er der ikke nogen fejlfri løsning på. Det bedste bud er civilsamfundet. Det gør det bedst, for disse grå nuancer handler mere om kultur og moral end om jura. Ikke om vores kultur eller kulturen, men om kulturer i flertal; om de kulturer, hvor man tilsyneladende er tilskyndet til ikke at håndhæve anstændige normer og tilsidesætter almindelig mellemmenneskelig respekt.

Kvinder skal stemme med fødderne og råbe højt imens. Ikke fordi det er deres ansvar at sørge for, at mænd ikke chikanerer og begår overgreb, men fordi det er det, mennesker gør, når de ikke vil finde sig i noget. De slår sig sammen med andre, der heller ikke vil finde sig i det. Så bliver de stærke, og så bevæger de ikke bare sig selv, men samfundet. Underkend ikke civilsamfundets styrke. Brug den, og tro på, at det ikke blot er en ringe substitut for den rette jura. Det forholder sig omvendt. Det er det, MeToo-bevægelsen har forstået, og det er det, der berettiger den.

Læs også Camilla-Dorthea Bundgaards seneste klumme:

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Giv bonus til velfærdens fronttropper

Signe Munk
Folkene på gulvet er værdifulde. Sådan lyder det tit fra politikerne, men det afspejles ikke på lønsedlen. Intet under at unge vælger universitetet.

Blog: Dyb krise satte fut i ytringsfriheden

Mikael Jalving
Sandhed er kun sandhed, når den bliver prøvet, trænet og praktiseret på skrift og i tale i mødet med fejltagelser og lyse indfald.
Annonce
Biler
Her er bilen, som alle BMW-fans utålmodigt har ventet på
Firehjulstræk til sportslig hverdagskørsel og baghjulstræk, når det skal være ekstremt. Sådan er filosofien i den nye BMW M5, og konceptet fungerer fremragende. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her