MeToo og de mange nuancer: Vi må ikke glemme, at der også er kvinder, der misbruger deres magt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

MeToo-stormen raser stadig og sender en god hvirvelvind rundt i vores fælles bevidsthed. Jeg har læst mange spændende indslag i medierne om kvinder, der føler sig krænkede og seksuelt udnyttede af magtfulde mænd. Om mænd, der omvendt føler sig krænkede og svinet til i offentligheden, for hvem var det, der startede? Og hvem har ikke opført sig grænseoverskridende over for det modsatte køn? Flirtende, insisterende, opmærksomhedskrævende, ynkelig, desperat eller bare liderlig og impulsiv?

Og er vi alle så bevidste om de signaler, vi udsender?

Det er revolutionerende, at der med MeToo er skabt en platform for en åben debat om sex, magtmisbrug og grænser. Det er et betændt emne, og berøringsangsten florerer stadig. Det er svært at snakke om direkte, de involverede imellem. Og det er ærgerligt. For jeg synes, at det rager mig en høstblomst, hvem der har flirtet med hvem af kendisserne med navne og datoer på. Og tråden er fuld af ”FUCKYOU!”, kvinder mod mænd og mudderkastning. Vi må ikke glemme, at der også kvinder, der misbruger deres magt. Kvinder, som disser andre kvinder og kalder dem ludere, fordi de er kønne og emmer af erotik.

MeToo handler også om gamle fastlåste kønsroller, og hvor nemt det er at fængsles til at spille de støvede roller som små marionetdukker. Diskursen handler om ”svage hjælpeløse kvinder, der ikke tør sætte grænser” og ”magtfulde agressive mænd”. Jeg selv kunne have skrevet #MeToo og fortalt om en tid, da jeg var ung musiker og oplevede et miljø med hovedvægt af mænd, som oftest puttede mig ind i boksen som ”kvindelig musiker” og ikke bare ”musiker, veninde og kollega”. Mænd, som ville i seng med mig, men så snart den akt var foregået, så var jeg i boksen som luder, billig og dum og ”selv ude om det”. Men omvendt. Jeg gik jo med til det. Det var også dejligt med opmærksomheden. Jeg flirtede og var fascineret af disse mandlige musikere, som bare fyrede den maks af kreativt.

Mine signaler var tvetydige, derfor tøver jeg med at skrive MeToo. Alle de krænkelser, som jeg da følte, førte til, at jeg i flere år ikke drak alkohol, når jeg gik i byen. Simpelthen for at undgå misforståelser, skuffede forventninger og folk, der dagen efter trak i land eller skammede sig over noget, som det i mine øjne kunne være rart, hvis vi så anderledes positivt på: De gode følelser, vi kan have over for hinanden, eller nysgerrigheden og lysten til nærhed. Der går nok 100 år til, før vi får så meget selvrespekt og næstekærlighed over for hinanden, at vi kan finde ud af det.

Nu har vi det med at svine hinanden til i det offentlige rum. Der er noget dragende og elektrisk i energien fra hadet og vreden. Jeg har lyst at fokusere på de gode folk, der gør gode ting. Dem, som ikke krænker, men ellers har magten til det.

Jeg kan som eksempel nævne, da jeg i midthalvfemserne skulle interviewe forsangeren Tex fra Beasts of Bourbon. Jeg var både starstruck, fascineret, halvfuld og helt sikkert flirtende bag eyeliner og stram bluse. Hvis Tex så meget som havde insinueret en flirt, så havde jeg været på den krog, helt sikkert. Det gjorde han ikke.

Vi satte os backstage og snakkede, og det blev til en seriøs snak om liv, død og kærlighed til musik samt noget om at stå ved sig selv og egne grænser. En dansk journalist trængte sig pludselig på og råbte til Tex: ”Do you wanna score this girl or do you wanna make this interview with me?”, hvortil Tex fuldstændig ignorerede manden, rejste sig og sagde pænt og respektfuldt farvel til mig, da han skulle tidligt i seng for at kunne klare næste dags koncert.

Jeg håber, at MeToo-stormen blæser støvede hylder rene og giver energi til den frigørelsesproces, der ligger i både manden og kvinden, for den støtter jeg.