Religion i skolen og gymnasiet er et fremragende dansk særtilfælde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark er et af de få lande i verden, hvor der undervises i religion i folkeskole og gymnasium. I folkeskolen hedder faget kristendomskundskab, i gymnasiet religion. Vi skal være glade for den danske ordning, for den udgør internationalt et særsyn. Jeg skal forklare, hvorfor man bør hæge om den, men også på et punkt ændre den.

I de lande, vi traditionelt sammenligner os med, Tyskland, Storbritannien, Holland, Frankrig, Italien, Spanien og USA, er der ikke noget religionsfag i skolen. I stedet overlader man beslutningen om religionsundervisning til den enkelte elevs forældre, som kan sende barnet/den unge til imamen, præsten eller rabbien til konfessionel, religiøs uddannelse. I Frankrig, der er præget af laïcité-traditionen, er religiøse symboler bandlyst fra skolen.

Jeg finder situationen i de andre lande ikke alene uholdbar, men også fordummende og i grundlæggende modsætning til den oplysningstradition, vi hylder som fundament for det moderne vesterlandske skolesystem. Men først et par ord til historikken. Den Westfalske Fred i 1648 og den begyndende oplysningstid var ikke mindst en reaktion på de religiøse stridigheder, som Europa gennem århundreder havde været martret af. Religion blev med oplysningstænkere fra slutningen af det 18. århundrede i stadig stigende grad et spørgsmål, som man ikke kunne påtvinge noget individ. Det var et samvittighedsvalg for den enkelte, som ingen stat kan blande sig i. Så vidt, så godt.

Problemet er, at den tætte forbindelse mellem religion og individualitet, som blev knæsat i Oplysningstiden som et valg, den enkelte selv må træffe, har haft en meget uheldig konsekvens for de forskellige landes uddannelsessystemer. Fordi ingen stat kan blande sig i sine borgeres religiøse liv eller mangel på samme, kan der heller ikke i størsteparten af de vesterlandske lande undervises i faget. Det siger sig selv, at det er et problem i en verden, hvor religion og religiøse konflikter fremdeles spiller en væsentlig rolle. Problemet bliver ikke mindre, når man ser på hele kulturhistorien. Det er kun få århundreder siden, at det overhovedet er blevet muligt at tænke og tale om religion uafhængigt af den øvrige kultur. Ser man f.eks. på den antikke verden, var alt fra toiletbesøg, måltider, sportsdeltagelse til teater og politik en del af religionen, som var sammenfaldende med kulturen. De to kan ikke skilles, fordi al kultur i større eller mindre udstrækning var del af religionen. Toiletbesøg ledsagedes af renselsesritualer, ethvert måltid var del af religionen, fordi dets grundlæggende bestanddele var ofret til guderne. Sport blev holdt til gudens ære og indledtes og afsluttedes med ofre. På samme måde med teater og politik. Naturligvis var der større eller mindre grader af religiøsitet – derfor kan man sondre mellem det profane (latin profanum, det, der ligger uden for templet) og det hellige – men det sekulære forstået som noget kategorialt adskilt fra det religiøse hverken eksisterede eller lod sig tænke. Det skete først med Oplysningstiden.

Derfor er religionsbegrebet også moderne, skønt det har rødder i latin. Men det er først fra det øjeblik, at religion begynder at glide fra den øvrige kultur som et selvstændigt og uafhængigt område, at man kan tænke og dermed begrebsliggøre fænomenet som noget særligt. Det betyder selvsagt ikke, at der ikke også tidligere var religion. Selvfølgelig var der det, sådan som jeg har pointeret; men pointen er, at man først for alvor får øje på et fænomen i det øjeblik, det har fået selvstændig karakter. Chauvinisme er også et moderne begreb; men jeg behøver vel næppe at sige, at der også eksisterede chauvinisme før begrebets fremkomst. Kernepunktet er, at så længe religion og kultur var sammenfaldende størrelser, så man ikke religion som noget specifikt. Der er et andet vigtigt element i denne tanke. Der er fortsat betydelige dele af verden, hvor religion og kultur er hvis ikke identiske størrelser, så i al fald overlappende i et omfang, som man ikke ser i de dominerende dele og befolkningssegmenter af den vesterlandske verden.

Forudsætningen for at forstå dette er, at der undervises i religion i skolen på samme vilkår, som der undervises i biologi, fysik, matematik og historie. I de lande, hvor man overlader religionsundervisning til religiøse institutioner, har man givet afkald på at lære børn og unge mennesker om denne væsentlige del af kulturhistorien. Dermed overlader man dem også til en fordomsfuld og uvidende stillingtagen til religiøse konflikter, endsige overhovedet til fænomenet religion i nutiden. Det er problematisk.

I Danmark har man siden 1851 givet forældre mulighed for at fritage deres børn fra deltagelse i skolens kristendomsundervisning. Bevæggrunden var tanken om religionsfrihed og dermed også muligheden for børn af jødiske forældre at undgå oplæring i den kristne tro. Allerede i 1975 fik folkeskolen dog en formålsparagraf, der gjorde det klart, at fagets formål ikke var forkyndende, men kundskabsdannende. Fagets navn ændredes fra kristendomsundervisning til kristendomskundskab for at betone kundskabselementet. Det var et skridt i den rigtige retning, men ikke tilstrækkeligt. Faget bør hedde religion, så man en gang for alle gør det klart, at der er tale om religionsvidenskab. Vi kalder heller ikke historiefaget for dansk historie, uagtet at fokus af indlysende virkningshistoriske grunde ligger på dansk, europæisk og vesterlandsk historie. Pointen er, at dansk og europæisk historie ikke på nogen måde er mere væsentlig end f.eks. malaysisk eller mexicansk; men virkningshistorie og dermed kontekst bestemmer pensum.

Vi underviser i engelsk og tysk, men ikke i indonesisk eller georgisk. På samme måde med religionsfaget, hvis kerne af samme grund må være kristendom og i nyere tid evangelisk-luthersk kristendom. Det udelukker i sagens natur ikke, at eleverne også stifter bekendtskab med andre former for kristendom og andre religioner. Det manglede bare, men konteksten er selvfølgelig afgørende for, hvor man lægger snittet.

Hvis man gør det klart, at faget i folkeskole og gymnasium netop er religionsvidenskabeligt, kan man sende folkeskolens fritagelsesparagraf et vist sted hen. Lige så lidt som der er undskyldning for manglende deltagelse i biologi, matematik eller historie, så lidt bør der være mulighed for fritagelse fra religionsfaget. Det hører med til dannelse og dermed uddannelse, at man sættes i stand til at se på sin egen tradition udefra. Muslimske elever skal lære om kristendom, jøder om islam, kristne om buddhisme, ateister om kristendom og så fremdeles. Tilsvarende skal de lære om den rolle, som religion har haft gennem den menneskelige evolutionshistorie som væsentlig driver – på godt og ondt. Kun oplyste borgere kan forholde sig ræsonnabelt til fænomener, som de har viden om og indsigt i. Alt andet er at overlade en meget væsentlig del af den menneskelige kulturhistorie og nutidens aktuelle konflikter til uigennemskuede fordomme og vanetænkning. Det kommer vi ingen vegne med.

Men kræver religion ikke i modsætning til alle andre fag, lyder anklagen undertiden, at man selv er religiøs for at kunne undervise i det? Det er noget forbandet sludder. Så lidt som man skal være mentalt handicappet for at undervise i mentale sygdomme eller åndssvageforsorgens historie, så lidt skal man være religiøs for at undervise i religion.

Religion er nu engang noget, som mennesker konstruerer, og som sådan, dvs. som kultur, kan vi studere det som al anden kultur. Om det er andet og mere, må den enkelte selv tage stilling til; men det er ikke skolens opgave. Så fremad da med et religionsfag, og lad os så i øvrigt prise det danske særtilfælde og håbe, at det udbredes til resten af verden.