På gengroede stier

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er en på alle måder stimulerende selvbiografi, åndsmennesket og globetrotteren David Gress begaver den læsende del af den danske offentlighed med på mandag. Egne veje, hedder den, og det er en velvalgt titel.

Frem i lyset træder med erindringens og intellektets kraft en borgerlig personlighed, som aldrig fik noget kongerige, endsige fyrstedømme i Danmark, men som graver dybt i den europæiske muld, favner bredt samt tænker og skriver hundredvis af fastansatte danske millimeterakademikere ned under linoleumsgulvet.

Uden at være det selv – fastansat. Faktisk er dette banale forhold et af erindringsbogens gennemgående temaer, og man mere end fornemmer, hvor besværligt det indimellem har været at være David Gress (f. 1953) med forkærlighed for antikkens fjerne verden, ikke bare i Danmark, men tillige i England og USA under påvirkning af den generelle politisering i 70'erne og 80'erne, især på universiteterne, i medierne og den såkaldt kreative klasse.

Alligevel genkender man den trodsige ener i så godt som hver eneste sætning. Den, som handler og skriver som et frit menneske, bliver det.

Desuagtet anslag af forurettelse mærker man, hvor ferm David Gress i mere end 30 år har været til at trække på de kontakter, han trods alt har haft i den akademiske blandingsøkonomi.

Fra København til Cambridge, hvor han blev uddannet som klassisk filolog, til Bryn Mawr College i Pennsylvania, hvor han tog sin ph.d. i byzantinsk historie med studieophold i Rom, og videre til bl.a. Hoover Institution og Stanford University i Californien, Adelphi University i New York og senere Boston University, hvor han forskede og underviste i såvel Vestens idéhistorie, Den Kolde Krig og sikkerhedspolitik, før han drog tilbage til Århus og kortvarigt blev lektor i klassisk filologi og i seks år var kommentator ved nærværende dagblad.

David Gress er en pendler, som passer dårligt ind i den danske lønmodtagerkultur. Dette viste sig at være både et plus og et minus. Plussiden er en konstant intellektuel nysgerrighed, som har sørget for, at han knap nok er i stand til at få den samme tanke to gange og konstant søger næring i nye og gamle værker.

Minussiden er, at Gress sine talenter til trods har haft overordentlig svært ved at bide sig fast på det akademiske arbejdsmarked. Jeg kan ikke huske at have læst om en person, der med en sådan konstans er gået fra den ene to- eller treårige ansættelse til den næste. Hurtigt ind, hurtigt ud igen. Som begyndte han forfra hver eneste gang.

Måske er det derfor, at man læser den ellers ukrukkede og nøgterne erindringsbog med en vis nostalgi. I en alder af ikke engang 60 år virker det som om, David Gress' professionelle liv allerede er afsluttet, selvom der i sagens natur må være flere bøger og projekter i denne lærdomshungrende sjæl. Af samme grund kan man kun håbe på, at de i bogen skitserede projekter om den italienske fascisme og den spanske borgerkrig kan fuldføres på den ene eller anden måde.

Det står klart fra bogens første sider, at David Gress er meget mere end søn af Elsa Gress, forfatter og en af efterkrigstidens mest originale kulturskribenter fra hvem – plus sin amerikanske far, naturligvis – sønnike må have arvet sin høje intelligens. Som sin mor formåede David Gress at leve i flere tidsaldre samtidig, takket være sit indgående kendskab til forne tider, sprog, begreber, mentaliteter, spændinger og konflikter. Men hvor Elsa Gress gik en kunstnerisk vej, gik David Gress i en mere faktuel og akademisk retning.

Det var i og for sig et spørgsmål om kvantitet. Jo mere man véd, jo mere kan man også sætte fænomener og strukturer i relief, sammenligne og forstå, mente og mener David Gress. Lige siden sin ungdom led han af en uhelbredelig tilbøjelighed: ikke at foretage sig det ønskede, men derimod så meget andet – og jeg kommer til at tænke på en anden historiker, Leo Tandrup (f. 1935), der rådede sine studerende til at læse i alle mulige retninger indtil kl. 16 om eftermiddagen, og først derefter få styr på pensum. For at blive dannet og ikke blot uddannet.

Tilbøjeligheden til ikke at følge pensum eller til ikke at gå den slagne vej rummer mulighed for mere aktivt at vælge sine helte og livsledsagere. Det gjorde David Gress løbende, mens han blev gift, stiftede familie, fløj frem og tilbage over Atlanterhavet, forfulgte en omskiftelig akademisk løbebane og blev skilt igen.

Et sted i bogen beskriver han, hvordan han afhenter nogle bogkasser på en adresse i Guds eget land. Bøgerne havde stået dér i 20 år. For et bogmenneske må det have været en lang separation, selv om man har på fornemmelsen, at ejermanden muligvis har kunnet dem udenad.

Da han skulle færdiggøre sin nok mest roste bog om den vestlige verden – From Plato to Nato (1998) – var det i hvert fald en fordel, at han ikke havde sine bøger ved hånden og således var tvunget til at skrive på hukommelsen med det resultat, at han gjorde bogen færdig i en vis fart. Som også selvbiografien røber, fejler David Gress’ hukommelse absolut ingenting.

Det var ikke hvem som helst eller tilfældige modefigurer, David Gress udså sig som åndelige livsledsagere, men netop de store navne på den vestlige stjernehimmel: Homer for sproget og de grundlæggende fortællinger om vrede, krig og mænd, Tolkien for hans konservative skepsis, Wagner for hans storladne musik, Stendhal for hans ungdommelige passion, Dante for hans kristne arv og Tocqueville for hans forståelse af spændingsforholdet mellem frihed og demokrati. Temaer, David Gress skulle vende tilbage til igen og igen i artikler, foredrag og bøger.

I samme ånd vrimler det i selvbiografien med intellektuelle fyrtårne som Robert Conquest, Melvin Lasky, Luigi Barzini, Noel Malcolm, hvem Gress møder og diskuterer med – bogens navneliste fylder ti sider og gør det muligt at slå op udvalgte steder i den næste 500 sider lange beretning.

Læseren møder også levende beskrivelser af venskabet med kaosmennesket Henrik Stangerup, den unge Tøger Seidenfaden, den ældre Henning Fonsmark, plasticfaderen Charles Clifford Wright, Jytte Abildstrøm, Lotte Tarp, Samuel Rachlin, Otto Steen Due, Tage Kaarsted, Bjarne Nørretranders m.fl., mens mondæne journalister som Ole Sippel og Jens Navntofte får et par rap over fingrene, og folkekirkeudhulere som Kjeld Holm og Thorkild Grossbøll får hugget begge hænder af, og fodnotepolitikere som Svend Auken, Lasse Budtz og Kjeld Olesen parteres.

Villy Sørensen, Danmarks måske mest folkekære filosof siden Søren Kierkegaard, får også en på lampen for sit bidrag til den til dato bedst sælgende debatbog i Danmark – den kollektivistiske Oprør fra midten (1978), som tydeligvis bringer det værste – og bedste – frem i Gress. Her skulle han nok kaste sig over Kasper Støvrings kommende bog om Villy Sørensen som kulturkonservativ, der nuancerer billedet.

Selv om David Gress udefra betragtet fremstår som en isoleret skikkelse i dansk åndsliv, forstår man, at han har haft talrige venner, forbindelser og allierede i sit professionelle virke, og den selvbiografiske skildring blotlægger et gevaldigt persongalleri, som må interesse en bred kreds af læsere. Bogen er i grunden ikke en Cepos-bog, selvom det er den liberale tænketank og to private mæcener, der har gjort bogen mulig, men en bog, der lige så vel kunne have været udgivet af et mere kommercielt forlag.

Gress' intellektuelle selvbiografi er et stykke ånds- og danmarkshistorie om tiden før og efter '68. Nok er den venstreorienterede politisering af alting pist borte, men velfærdsstaten står stærkere end nogensinde og har medført en støt stigende socialisering af vælgernes privatøkonomi.

Gress er med andre ord aldeles ikke enig med kulturminister Per Stig Møller og senest integrationsminister Søren Pind i, at de borgerlige vandt kulturkampen. Om Fogh-epoken observerer David Gress som den nøgterne historiker, han er, at de seneste ni år har været én lang skuffelse: Noget håb om frihed, nogen vision om velfærdsstatens afvikling til fordel for borgernes myndighed og selvstændighed var der, bortset fra få glimt, aldrig tale om. Med Gress forholder det sig lige omvendt.

David Gress: Egne veje, Cepos Forlag, 460 sider, 198 kr. Udkommer 11. april.