Så stor er ansvarsløsheden – så enorme er konsekvenserne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Husker du Camerouns VM-deltagelse i 1990? Roger Milla scorede, holdet nåede kvartfinalen mod England, og siden havde Cameroun en særlig position i verdensfodbolden indtil VM i 2014. Landets største bidrag til den slutrunde var, da spillerne nægtede at flyve til Brasilien på det aftalte tidspunkt, fordi de ville have mere i løn. De mødte uforberedte op, tabte tre kampe og tog hjem igen.

Vi grinede af det, og i en kolonialistisk skadefro tænkte enkelte måske endda Afrikas turbulente historie som kontinent ind i en konflikt som den. At det aldrig kunne ske i Danmark.

Nu har dansk landsholdsfodbold ikke blot matchet Camerouns egnsteater fra 2014. Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har toppet det. U21- og kvindelandsholdet fremstår nu som Europas svar på Cameroun. Jeg tænker naturligvis på den igangværende konflikt om honorar og arbejdsforhold, der har fået DBU til at melde afbud til VM-kvalifikationskampen mod Sverige. Dette er en holbergsk komedie. Dansk landsholdsfodbold er blevet til en omgang Jeppe på Bjerget, mens baronerne leger barnligt med danskernes kærlighed til landsholdene.

Dette er en sag uden sidestykke i dansk idrætshistorie. Det er ansvarsløst og amatøragtigt af parterne over for de tusindvis af danskere, især piger, som pludselig har fået sig en flok idoler i Harder, Nadim og de andre. Det totale knæfald for konflikten og den silotænkning, som i nogle år har præget de besluttende organisationer i dansk fodbold. Dette er en vaskeægte skandale.

Konsekvenserne bliver enorme for kvindelandsholdet og DBU som helhed. Sportsligt, økonomisk og i forhold til den anseelse, som kvindelandsholdet endelig opbyggede blandt befolkningen med EM-sølvet denne sommer efter årtier i den mørkeste af skyggetilværelser i forhold til deres mandlige kollegaer.

Sportsligt er der så vidt vides kun én sag i Europa, der kan danne præcedens for dette. Det var, da Wales mod det europæiske fodboldforbund, Uefas, vilje nægtede at sende et landshold til et land i Østeuropa af sikkerhedshensyn. Konsekvensen blev en udelukkelse fra flere slutrundekvalifikationer. Jeg er helt sikker på, at man i Uefa absolut ingen forståelse vil have for denne danske konflikt, og dermed har dansk kvindefodbold smadret en gylden generation i forhandlingslokalet.

Uefa vil desuden undlade at betale et stort millionbeløb til DBU, som dermed får svært ved at overholde et i forvejen snævert budget, med mindre herrelandsholdet redder det med en VM-kvalifikation.

Hvorfor bliver de ikke fyret hele bundtet, kan jeg næsten høre folk spørge i vantro? Bretton-Meyer i DBU, Mads Øland i Spillerforeningen. Resten af forhandlerne.

I denne sammenhæng skal man lægge mærke til, at DBU i løbet af denne uge udsendte en pressemeddelelse, hvori bestyrelsen bakkede op om ledelsens forhandlingslinje. Det ville på denne baggrund være hyklerisk i den nærmeste fremtid at hænge DBU’s forhandlere ud i strakt arm.

På den anden side er Spillerforeningens administration med direktør Mads Øland som en meget toneangivende figur så tæt knyttet til Spillerforeningens formandsskab, at det ikke er til at skelne dem. Gensidig afhængighed hedder det vist, og jeg kan faktisk ikke se, hvem der skulle afsætte Øland, selv om han helt og aldeles har undervurderet DBU’s stædighed i denne konflikt.

Jeg har ikke været i forhandlingslokalet, så jeg vil ikke pege på, om de rent faktisk burde fyres, men det står til gengæld klart for mig, at dette bare ikke kan fortsætte. Siden den såkaldte feriepengesag, da især AaB og Brøndby endte med uforudsete, bagudrettede millionudskrivninger, har parterne dvælet i en tilstand af total opposition. Det blev kun værre med den nye DBU-ledelse, som i en blanding af machokultur og egen utilstrækkelighed er lige så skyldig som Spillerforeningen i, at det er kommet hertil.

Dansk fodboldpolitik er blevet et nulsumsspil, hvor alt sker i modstand til hinanden. Intet er kollegialt.

Derfor ser jeg faktisk ingen muligheder for at reetablere en normaltilstand mellem parterne med de nuværende personer som de toneangivende. Mistilliden er total, og det er farcen også.