Jo, det er vanskeligere for kvinderne at nå til tops

Ser du også ”Statsministrene” på DR1? Det er godt TV, perfekt til en søndag aften. Jeg nyder gensynet med mit livs fem statsministre, men det falder ikke altid ud til eks-toppolitikernes fordel.

Poul Nyrup Rasmussen er f.eks. præcis ligeså salvelsesfuld og selvmedlidende som dengang i 90’erne og man bliver mindet om, hvorfor man altid foretrak en videofilm nytårsdag frem for at se for ham lægge ansigtet i bedemandsfolder under nytårstalen.

Schlüter er charmerende og elskelig, men når man hører ham konversere muntert om de hyggelige bridgeaftener, han havde med De Radikales Niels Helveg Pedersen, er det ikke så sjovt længere. For her opstod det venskab, der lagde grunden til hans alliance med De Radikale, der skabte den fatale udlændingelov i 1983 og dermed de ulykker, der i dag er ved at ødelægge landet. Tænker Schlüter slet ikke på det?

Lars Løkke giver den i rollen som Marienborgs overskudsagtige vært, men formår ikke at skjule det nag, han føler over for Anders Fogh og den statsmandsskygge Fogh kaster over den lille Lars fra Græsted.

Helle Thorning er faktisk et behageligt gensyn, hun er sød, tøset - og komplet ligegyldig.

Fogh virker som den mest selvsikre, ja faktisk lige lovlig selvglad, men han er jo også uden tvivl den mest betydningsfulde af de fem.

I første udsendelse smed Helle Thorning kvinde-offerkortet og klagede over, at det var sværere at være kvinde i toppolitik end at være mand. Det var den gamle Gucci-Helle-traver, hun trak af stalden. Det var befriende, at Fogh affejede dette nonsens totalt, for hulemand er jo heller ikke ligefrem et flatterende mærkat.

Men når Fogh så konkluderer, at det ikke er sværere at være kvinde end mand i denne metier, så bliver udsagnet så forsimplet, at det faktisk bliver forkert.

Forstå mig ret: Jeg springer ikke ud som fortaler for kvoter eller kvindeoffer-jammer. Jeg savner bare, at vi taler om tingene som de er og om kvindelivet, som det er. For selvfølgelig er det reelt (ikke formelt) sværere for en kvinde at nå til tops i samfundet end for en mand. Ikke fordi der står et patriarkalsk samfund klar til at undertrykke hende eller fordi et usynligt glasloft spærrer hende vejen. Samfundet, tidsånden og medierne er så afgjort på karrierekvindens side.

Men noget andet og mere grundlæggende lægger hindringer i vejen, nemlig det helt basale, biologiske: Børn, omsorgen for dem og redebygger-behovet, der deraf følger.

Taler man med kvindelige politikere, så ved man, hvor vanskeligt arbejdet lader sig forene med den regelmæssighed og stabilitet, som børn har brug for i hverdagen. Politikeren skal være rede til, når som helst at springe ud af døren for at komme i medierne, hun skal udover lange arbejdsdage ofre sine weekender og aftener og være klar til at aflyse aftaler med kort varsel. Og jo længere op af karrierestigen hun når, jo mere hektisk er det.

Alt det kan en kvinde sagtens, hvis hun vil. Selvfølgelig. Men det er svært, hvis hun også vil være meget mor for sine små børn. Løsningen kan være en au pair-pige. Fint nok, men for mange kvinder er det slet ikke en løsning. For mange af os ville det være et ulideligt tab, hvis det var en anden end os, der i hjemmet havde den primære kontakt med vores børn. For børnene har vi fået for at være sammen med dem.

Med andre ord: Når kun en af de seneste fem statsministre er kvinde, så skyldes det ikke undertrykkelse, forældede kønsroller og bla bla bla. Det skyldes, at kvinderne af naturen er tvunget til at træffe nogle langt mere dramatiske valg end mænd. At de tråde, der binder en kvinde til hendes lille barn, er så stærke at det gør ondt at klippe dem over for i stedet at begive sig ud på en klatretur mod samfundets top.

Se, den slags må man ikke sige i dag. Så hellere påstå, at det er samfundets skyld eller helt lukke øjnene for de uomgængelige livsvilkår, der gør det anderledes og vanskeligere for kvinderne end for mændene.

Vi må godt ynke kvinderne, men i kønskonstruktivismens tidsalder er de faktiske forhold for kvinder og mødre ved at blive tabu.