Kære DF'ere. Fyr nu Thulesen Dahl. Han er ligeglad med Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

At Thulesen Dahl har fået regeringen til at droppe lettelserne i topskatten, er den største politisk-strategiske brøler i hans formandskab. Sådan ser landets uduelige politiske kommentatorer selvsagt ikke på det. Men de kommenterer også alene vælgermaksimering eller muligheden for pæn omtale i Politikens ledere og er ligeglade med den faktiske politisk indflydelse.

Historisk set er Dansk Folkepartis største politiske sejr gennemførslen af 24-årsreglen og i særdeleshed tilknytningskravet for familiesammenføringer tilbage i 2002. Partiets eksistensberettigelse er udlændingepolitikken og de vigtigste stramninger er dem, som Jesper Langballe og Søren Krarup forhandlede hjem dengang.

Siden er det blevet klart, at det er umuligt at få strammet asylpolitikken uden et opgør med diverse konventioner og traktater, som lader vente på sig. Ligesom at muligheden for at smide selv de mest brutale udenlandske kriminelle, såsom lederen af Loyal To Familia, Shuaib Khan, eller sigøjnerbossen Gimi Levakovic ud af landet, er begrænset af samme juridiske regime. Uden et opgør med dette forbryderkongebeskyttende galemandsværk, er udlændingestramninger tæt på ligegyldige.

Hvordan kommer man så igennem med sådan et opgør, når landets statsminister meget nødigt vil fornærme sine kommende arbejdsgivere i EU ved at sætte en stopper for vanviddet? Man gør alternativet endnu værre!

Indtil for nylig var Anders Samuelsens besættelse af lettelser i topskatten en enestående mulighed for at placere Løkke i netop et sådant mareridtsagtigt dilemma. Thulesen Dahl havde en unik chance for udnytte truslerne fra de stålsatte øjne og tilbyde statsministeren en vej ud: Topskattelettelser for Shuaib Khan.

Lars Løkke skal blot levere et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vi behøver ikke engang opgive konventionerne. Vi smider blot domstolens gakkede fortolkninger på møddingen og giver i stedet opgaven til Højesteret, der forhåbentligt vil gå mere voksent til den. Til gengæld ville Lars Løkke få fred fra Anders Samuelsens kinesiske topskatte-tortur.

Hvorfor har Kristian Thulesen Dahl ikke grebet denne historiske mulighed? Hvorfor har han, i stedet for at tale om nødvendigheden af udlændingestramninger, bestræbt sig til det yderste for at undgå en forhandling om de famøse topskattelettelser?

Det er der et indlysende svar på. I stedet for politisk indflydelse, går han efter vælgermaksimering og rengøring af sin stue. Derfor er han ikke interesseret i en hård konfrontation om udlændingestramninger, men vil langt hellere diskutere ren skattepolitik. Moderate skattelettelser og moderate udlændingestramninger lyder hans ambition. Så kan han fremstå stueren, midtersøgende og frem for alt statsministerparat

Thulesen Dahl har bildt sin naive folketingsgruppe ind, at det ikke nytter noget at fare for hårdt ud, for til gengæld at tabe regeringsmagten til socialdemokraterne. Fra enestående slagkraftigt politisk parti til lammedikkende personkult. Hvordan skal man ellers beskrive et parti, der ukritisk lader formanden være teenagegenert om partiets suverænt vigtigste mærkesag? Og hvis store drøm for Danmark om tre årtier er ”islam light”. Hans bedste bud på en virksom stramning er en permanent grænsekontrol, der uden stramning af asyllovgivningen, vil være tæt på tom symbolpolitik.

Jeg har hørt personer fra Dansk Folkeparti udtale, at Kristian bare ikke er god til det med indvandringspolitikken. Men så skulle, han finde et andet parti at være formand for. I Liberal Alliance sender de heller ikke en kunsthistoriker til at lede deres djøfiserede skattekorstog, vel? Dansk Folkeparti har en formand, der er blank i forhold til partiets altafgørende mærkesag. Et parti uden politik er blot en konspiration til at opnå magt.

Da den franske præsident Macron vandt valget, beskrev Søren Krarup ham som ’en lille artig skoledreng’. Det lader ikke til at være rimeligt. Eksempelvis skulle Macron have spurgt Libyens general Haftar, hvad denne skal bruge for at lukke grænsen for migranter (I ved, ligesom Gadaffi gjorde). Følgelig er generalen nu gået i gang med lave en ønskeliste, der blandt andet indeholder våben, pansrede køretøjer og droner. Det er altså Bismarck’sk realpolitik for mænd.

Skoledrenge, derimod. De gør som Thulesen Dahl. Pænhed og vælgermaksimering, og for hvad? For Danmark? Glem det. For en statsministerpost, selvfølgelig.

Kære DFere. Tag dog og giv ham sparket.