Åbenhed er et begrænset gode

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det begynder så småt at dæmre for Socialdemokraterne. Partiet er tilsyneladende i gang med at vende kajakken efter mere end 30 års vanvittig udlændingepolitik. På Folkemødet på Bornholm hørte jeg partiformanden lægge afstand til årtiers højmoral og messesang, og så sent som i går skrev den socialdemokratiske næstformand for Folketingets ligestillingsudvalg Yildiz Akdogan i selveste Politiken, at tildækkede kvinder i København og andre danske byer går salafisternes ærinde ved at legitimere tildækning af kvindekroppen som en del af islam.

Frederiksens nye kurs og Akdogans mod til at gå op imod camouflering af kvinder udgør små lysglimt i et langstrakt mørke af naiv tolerance og mondæn ligegyldighed, og de to har da også måttet indkassere en lavine af kritik og skældsord for deres opgør med fejlslagen indvandring og den åh, så liberale kulturblindhed. Det er som om, sosserne som de første i rød blok er ved at forstå, at når man inviterer fremmede mennesker til sit land og betaler dem for at trække vejret, så tager de deres kultur med, herunder de problemer, denne kultur måtte indeholde – og i mange muslimers tilfælde: et seksualiseret forhold til kvindekroppen og en patriarkalsk kontrol hermed.

Tegnene herpå er ikke til at tage fejl af i vesteuropæiske byer. Overalt, hvor der der muslimer, møder man tørklæder, hijab'er, niqab'er og burkaer – og disse omvandrede, virkelige spøgelser bliver flere og flere. Du behøver ikke længere rejse til Marseilles, Birmingham, Køln, Bruxelles eller Göteborg, du kan nøjes med at gå en tur i Husum, Viby eller Slagelse. Tildækningens territorium udvides år for år.

Kontrasten blev levendegjort den anden dag i dagslys på en stille villavej i Vanløse. Side om side kom to unge kvinder slentrende. Den ene var klædt ud som islamisk spøgelse, den anden i lårkort, stram t-shirt og med udslået hår. De talte sammen og så ud til at kende hinanden og inkarnerede umiddelbart multikulturalismens hedeste drøm om forskellenes idelle forening.

Idyllen er imidlertid kortvarig, for den indbyggede logik i den symbolske sameksistens mellem vestlige og muslimske idealer er, at hvis den muslimske diaspora bliver tilstrækkelig stor i et hvilket som helst land, så begynder det sociale tryk mod kvinden i lårkort. Det viser alle erfaringer fra Mellemøsten og Vesteuropa de seneste 50 år. Åbenhed er i praksis et begrænset gode.

Når den muslimske befolkningsandel i et kvarter, en by eller et land nærmer sig en kritisk størrelse op mod halvdelen, bliver det stedse sværere at klæde og opføre sig vestligt. Først går den sociale kontrol ud over muslimske kvinder, siden de vestlige kvinder, der – hvis de ikke får støtte fra den kristne-sekulære flertalskultur – skridt for skridt vil internalisere de muslimske forskrifter og forbud for at beskytte deres »private dele« mod mændenes blikke.

Med private dele hentyder de vel at mærke ikke til kønsdele, der naturligvis er private, men til hår, nakke, arme, ben osv. Forbuddets seksualisering af kvindekroppen er stærk i den muslimske kultur, uanset om vi tillægger Koranen skylden eller ej. Praksis og hævdvundne normer trumfer eventuel kritik.

Det kan føles trivielt at skulle gentage disse observationer og advarsler. Jeg er dødtræt af at være ham den sure stodder, men den muslimske indvandring påvirker efterhånden alt i vores samfund, og det er derfor, jeg bliver ved.

Hvis ikke vi forstår, at indvandringen fra muslimske områder truer hele vores levevis, leger vi med underkastelsen, og så kommer der en skønne dag, hvor lårkort og bikini opfattes som stødende og uanstændig påklædning, hvilket vil være små, men sikre beviser på, at vores europæiske civilisation står for fald.

Tillad mig atter at minde om, at islamindvandringens pris ikke er, hvad amerikanerne kalder en unknown unknown. Den er ikke det rene gætværk, vi har allerede en overflod af informationer om og erfaringer med den.

Islamindvandringens pris er heller ikke en kendt ubekendt, dvs. et fænomen, der nok vurderes som relevant, men ikke afgørende i forhold til mange andre spørgsmål.

Næ, islamindvandringens pris en en kendt bekendt, dvs. et fænomen, som vi allerede har vægtig viden om, erfaring med og prognoser for. Islamindvandringen er gennemtestet over hele Vesteuropa; den er for længst forsøgt i praksis; den er allerede et socialt eksperiment. Og det truer vores kultur- og eksistensform.