Vuggestuetvang er uhyrlig og udtryk for negativ afhængighed af islamisk kultur

Takket være Dansk Samlings Morten Uhrskov er det nu kommet frem, at også 3. generationsindvandrere klarer sig elendigt i uddannelsessystemet.

Det går ikke den rette vej med sprogkundskaber og integration. Og hvad skal vi så gøre ved det?

Jo, vi bør tvinge alle børn i vuggestue, sådan lyder forslaget som denne gang kommer fra fra professor Niels Egelund:

”Disse børn skal tidligt ud i et miljø, hvor der tales dansk, og hvor vel at mærke majoriteten af børnene og personalet har dansk baggrund. Hvis det ikke sker frivilligt, burde det være obligatorisk”

Vuggestue-tvang! Tvangsinstitutionalisering! Smag lige på ordene. Kønne er ingen af dem og kønt er det samfund ikke, der griber til den slags.

En ting er tvangen, en anden ting er det, man tvinger folk til: At fjerne det lille barn fra dets mor i dagtimerne og sende det ud i det store, upersonlige vuggestueland. Med fare for at fornærme størstedelen af den danske befolkning vil jeg tillade mig at gøre opmærksom på, at vuggestuer ifølge en lang række eksperter ikke er gavnlige for barnet. 

Det skadelige er ifølge dem, at barnets tilknytningsevne svækkes ved at blive fjernet fra den primære omsorgsgiver, moderen. Og særlig problematisk er det, at vuggestue-livet ikke tilbyder en fast omsorgsperson, som barnet kan knytte sig til i stedet, men et helt flow af skiftende personer, der i sagens natur kun kan tilbyde overfladisk kontakt, uanset hvor velmenende de er. Dette kan have vidtrækkende, negative konsekvenser for barnet, lyder det.

Kritikken af vuggestuelivet er der ikke stor lydhørhed for her i landet, hvor vi er stolte som paver over, at næsten 90 pct af de toårige tilbringer dagtimerne adskilt fra deres forældre.

Det er muligvis også grunden til, at det hårrejsende forslag om vuggestue-tvang dukker op igen og igen.

Men det bunder måske også i en generel uvished om, hvordan vi bedst giver de islamiske parallelsamfund modstand.

Den reflektionsløse islamkritik ender meget hurtigt i en form for primitiv velfærdsfundamentalisme:

Hvis muslimerne passer deres børn selv, er det frie og danske svar, at man sender sit barn i institution.

Hvis muslimerne ikke drikker, jubler man som fri og dansk over, at ungdommen drikker sig hegnet.

Hvis muslimerne står vagt om familien (hvad islam strengt taget ikke gør), så er man kun fri og dansk, hvis man mener at ægteskabet er kønsneutralt og familien og ægteskab ikke noget, der bør i vejen for individets frie udfoldelse.

Hvis muslimerne er religiøse, er man som fri og dansk varm tilhænger af at nedlægge folkekirken, så religionens plads i det offentlige rum kan decimeres.

Fortsæt selv.

Den negative afhængighed er islam er stor og tillokkende og i takt med at islamkritikken for tiden (omsider) er begyndt at brede sig til venstrefløjen, vil den formodentlig kun blive større.

Det er et problem.

For det eneste vi opnår ved at forholde os til islam på den måde er at vi svækker vores egen kulturelle modstandskraft og styrke.

Tag familien: Det er samfundets urcelle, det sted, hvor den vigtigste dannelse overhovedet finder sted.

Svækker vi familien i et hovedløst forsøg på at være progressive, svækker vi os selv.

For familieopløsning er nu engang samfundsopløsning.

Vuggestuetvang er et uhørt og uhyrligt indgreb i familiens frihed og alene det, at Socialdemokratiet kan finde på at fremsætte forslaget er i grunden chokerende.

Og allermest chokerende er det, at så få er chokeret over det.

For hvad skal vi ellers gøre for at rette op på de ulykker påført os af en fatal udlændingepolitik?

Ja, vi skal først og fremmest lukke vores grænse med alt hvad dertil hører af konventionsopsigelser. For vi ser jo også på dette område, at grænseløshed fører til ufrihed og parallelsamfund.

Når det er gjort – og får man nogensinde Løkke-regeringen til det? - må vi lægge en langsigtet strategi for, hvordan vi begrænser de islamiske særkrav og parallelsamfund, uden at ødelægge vores egen frihed, kultur og tradition.