Fire ideologiske typer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fremtiden er nationalkonservativ, derom er der ingen tvivl. En udmærket definition er denne:

”Et politisk begreb primært brugt i Europa til at beskrive en variant af konservatismen, som fokuserer mere på nationale interesser end gængs konservatisme, og som vil fastholde kulturel og etnisk identitet, men som ikke er nationalistisk eller støtter en tilgang i stil med det yderste højre.”

En god definition, som jeg egentlig kun vil supplere ved at tilføje, at den nationalkonservative selvfølgelig ved, at en velfærdsstat af en vis størrelse er helt nødvendig i solidaritet med dem i folket, der har svært ved at klare sig selv.

Vi skal nok nå til den nationalkonservative virkelighed, men mens vi arbejder på sagen, må vi fortsat døje med liberalister og socialister af forskellig afskygning. Man kan typeinddele disse to ideologiske retninger i to underretninger, og resultatet er interessant og nok også overraskende for mange.

Den første variant er socialismen, der samtidig vil invitere hele verden til Danmark. De går varmt ind for en meget stor velfærdsstat, og i deres afsind tror de, at en sådan kan bevares samtidig med, at i snit uproduktive mennesker fra den tredje verden bliver flere og flere. Rent vanvid, som er på niveau med forsøget på at ophæve tyngdekraften. Enhedslisten står for denne position.

Den anden variant er den ansvarlige socialist, der har indset, at masseindvandringen er helt uholdbar og må standses. En Henrik Sass Larsen og en Mattias Tesfaye er repræsentanter for denne linje. Jeg er ved at læse Tesfayes glimrende, men også deprimerende bog om 50 års forfejlet socialdemokratisk udlændingepolitik. Bogen kan varmt anbefales. Socialdemokratiet er kommet et stykke henimod en nationalkonservativ position, men mangler at sige helt stop for indvandring fra den tredje verden og for en aktiv hjemsendelsespolitik, hvor vi på retsstatens grund reducerer antallet af ikke-vestlige fra de nuværende næsten 500.000 til et sted mellem 100.000 og 200.000.

Den tredje variant er den liberale, der dog har forstået, at uhæmmet indvandring er uholdbar og vil standse denne. Nye Borgerlige finder vi her. Problemet er blot, at disse liberale vil føre en økonomisk politik så langt til højre, at de aldrig vil kunne finde bred folkelig opbakning. Den økonomiske politik kommer systematisk de øverste ti procent til gode. De tror muligvis selv, at deres politik vil være til gavn for alle på nær de dovne, men de anerkender ikke, at der eksisterer markedsfejl, som især går på, at uligheden vil vokse uacceptabelt, hvis man fører en gennemført liberal, økonomisk politik.

Den fjerde og sidste variant er den liberale, der vil afvikle velfærdsstaten samtidig med, at den ganske verden bare kan komme hertil, så længe indvandrerne ikke modtager velfærdsydelser. Anarkoliberale som Ole Birk Olesen og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom Rasmus Brygger er repræsentanter for denne asociale linje, den værste sammen med den første variant. Den kombinerer en foragt for de dårligst stillede danskere med en lige så udtalt foragt for det danske folks historie og skæbne.

Prøv at gå de fire varianter igennem igen. Den mest sympatiske set fra den nationalkonservative stol er nummer to, den af Mattias Tesfaye og Henrik Sass Larsen forfægtede. Dermed siger jeg ikke, at den er min. Den mangler alt for meget blik for danskernes historie, traditioner og for kristendommens betydning. Der er noget sjælsløst ved den, den sjæl, som nationalkonservatismen tilbyder. Men det gælder jo lige præcis for alle de fire varianter, at de ikke for alvor er besjælet af ånd, men næsten udelukkende kan tilbyde gold materialisme.

Nationalkonservatismen kan sandelig godt tilbyde materialisme, men den kan også give et folk identitet og dermed en dybere mening med tilværelsen.

Fremtiden er heldigvis nationalkonservativ, i Danmark som i Europa.