P1 Debat om Trump endte i beskyldninger om konspirationsteorier og løgn
Kritik af Hillary Clintons tætteste rådgiver fik USA-ekspert til at beskylde undertegnede for at sprede konspirationsteorier og løgn.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var på P1 Debat, at USA-ekspert Mette Nøhr Claushøj, ansat på Københavns Universitet, anklagede undertegnede for at sprede konspirationsteorier og løgn.
Debattøren Ahmad Mahmoud anklagede Naser Khader for diskrimination af muslimer, men valgte med det samme efter debatten at indrømme, at han havde fortalt sig, og har på Facebook beklaget sin tilgang til debatten. Det skal Mahmoud have ros for.
Anklagerne mod min person om konspirationteorier og løgn har selvfølgeligt heller intet på sig, og Claushøj burde derfor undskylde. Claushøj har fået muligheden for at uddybe og kommentere på egne beskyldninger.
Indlægget her blev meget langt, men er læseværdigt og delt op i flere bidder. Udover at skrive om selve debattens indhold, der røg af sporet flere gange, så bruger jeg indlægget til at dokumentere mine egne påstande om Hillary Clintons rådgiver, Huma Abedin, og så giver jeg læseren et sjældent og kritisk indblik i et link imellem islamister og amerikansk toppolitik.
Claushøjs beskyldninger vender jeg straks tilbage til, men først et resume af selve debatten og dens egentlige indhold, som var relevant og som kan høres her:
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-debat-2017-01-31#!/23:34
Strider stramningerne imod vestlige kerneværdier og USA's egen forfatning?
Når det kommer til Trump skal der ingenting til, for at det politisk korrekte råbe-kor ser den farlige og altødelæggende ulv komme, igen og igen. Jeg er ikke den største fan af Trump, men jeg må erkende, at han i det mindste er mere ærlig end politikere før ham, og det er tiltrængt.
Trumps stop for visa til folk fra bestemte muslimske lande, har været klodset og uigennemtænkt, og det er helt uhørt og uacceptabelt at en iransk femårig dreng blev sat i håndjern i flere timer. Det er en farce.
Nu viser det sig dog at de midlertidige regler alligevel ikke rammer flere af de grupper, som vi ellers har frygtet, at de ville. Men tænk hvis Trump faktisk gjorde noget helt sindssygt hen ad vejen, så er risikoen at ingen vil tro på råbe-korene, fordi disse konstant har råbt om ulven der kommer, er på vej, lige har været her og nok kommer igen lige om lidt.
Sagen om den femårige dreng i håndjern drukner fx i alle de andre ikke-historier.
I går var jeg i radioen på P1 Debat og måtte der stå på mål for min forståelse for Trumps nye stramninger, som rammer på nationalitet og ikke på religion, som mange ellers fejlagtigt påstår, og det var altså også tilfældet i radioen.
Her var det ingen ringere end USA-eksperten Mette Nøhr Claushøj, der udtalte at:
”Det Trump gør går jo imod vestlige kerneværdier som blandt andet handler om ikke at diskriminere folk på baggrund af deres religion, og i øvrigt forventer jeg også at når det her på et eller andet tidspunkt når til højesteret, for det gør det, så vil højesteret selvom Trump får en højreorienteret højesteretsdommer nomineret i aften og godkendt af senatet, så vil de afvise det og sige at det er i strid med forfatningens første tillæg, om ikke bare religionsfrihed, men også at staten ikke må forfordele nogen religioner fremfor andre.”
Trump har argumenteret anti-diskriminatorisk for stramningerne, han har tilbagevist at der skulle være tale om et ”muslim ban”, som kritikerne ellers påstår at stramningerne er et udtryk for. De principielle diskussioner om Trumps visa-stop er helt at sammenligne med den danske 24-årsregel, som engang var meget kontroversiel men som i dag er politisk mainstream.
Det er meget trist når eksperter og uvildige udtaler sig polariserende, og ikke blot holder sig til fakta, særligt når det så er dem selv der beskylder andre for fake news.
Claushøjs beskyldninger om at sprede konspirationsteorier og løgn
Det første Claushøj faktisk gør i radiodebatten er at beskylde mig for at sprede konspirationsteorier. Beskyldningen drejer sig om min påstand om Huma Abedin, Hillary Clintons højrehånd igennem 20 år. Om Huma Abedin siger jeg: ”…hendes (Clintons) tætteste rådgiver, hvis ikke at hun er islamist, så har hun i hvert fald tætte forbindelser til islamister som hun aldrig har taget afstand fra…”
For det er i mine øjne ikke ligegyldigt at Huma Abedin har været professionelt tilknyttet et islamistisk institut og dettes journal i en periode på ca. ti år. Slet ikke når instituttet har været grundlagt af hendes egne forældre.
Hvem ved, måske er Huma Abedin slet ikke islamist, og jeg siger heller ikke at hun er islamist, men hun har tætte forbindelser til islamister og hun har været tilknyttet et islamistisk institut, som hun aldrig har taget afstand fra.
Vi bør seriøst også overveje, om ikke vi skulle have højere ambitioner for Hillarys tætteste rådgiver, end at hun ikke skal være islamist. Det skal være slut med de lave forventningers racisme, for der burde selvfølgeligt ikke være nogen som helst tvivl om Abedins holdninger til demokrati og rettigheder. Ikke i den magtfulde position i amerikansk politik som hun har besiddet. Abedin har været den tætteste rådgiver på en amerikansk udenrigsminister og præsidentkandidat.
Abedin burde som en succesfuld muslimsk kvinde i amerikansk politik, have været en af verdens fremmeste sekulære kvindesagsforkæmper. Det at Abedin i offentligheden hverken har udtalt sig om, eller har besvaret de kritiske spørgsmål stillet af pressen, om hendes tilknytning til islamister, er problemet som jeg i al beskedenhed udtalte mig om i går.
Spørgsmålet er i virkeligheden, hvorfor at Clintons tætteste rådgiver ikke var en anden, fx en religions- og kulturkritisk muslimsk kvinde involveret i progressive projekter for sekularisme og demokrati i den muslimske verden? Heller ikke når man ser på Clintons politiske program og forholdet til Saudi Arabien, står hverken Clinton eller Abedin i et bedre lys.
Claushøj forsvarede det islamiske instituts medie (Journal of Muslim Minority Affairs), ligesom hun forsvarede Huma Abedin som person. Claushøj sagde: ”Hun (Abedin) har stået på lønningslisten på et akademisk blad, hvor der er rygter om at det skulle være radikalt og ekstremistisk, det er det ikke, nu må det altså stoppe.”
Når jeg så gav et eksempel på et jihadistisk udtryk brugt i en af artiklerne på netop dette medie, så sagde Claushøj: ”Og så er der en artikel der har haft et jihadistisk udtryk, prøv at høre jeg tror ikke vi bliver enige om det her, jeg vil bare sige at Washington Post har givet den fire Pinocchioer…”
Washington Posts artikel om Abedin, mener Claushøj er et bevis for at min påstand er usand, Claushøj får endda sagt: ”Jeg vil bare gerne sige at Washington Post har givet den fire Pinocchioer, som er det allerhøjeste rating, der allermest tydeligt …er et tegn på at det er klart løgn”.
Når jeg så henviser til at andre anerkendte medier fortæller om en anderledes virkelighed i sagen om Abedin, siger Claushøj: ”…ikke et eneste anerkendt medie…” hvorefter hun bliver afbrudt af Ahmad Mahmoud, der også desperat forsøger at forsvare Abedin.
Muslim Minority Affairs og Huma Abedin
Lad os gå tilbage til min påstand som nu også beskyldes for at være ”klart løgn”. Jeg fik sagt følgende: ”…hendes (Clintons) tætteste rådgiver, som hvis ikke at hun er islamist, så har hun i hvert fald tætte forbindelser til islamister som hun aldrig har taget afstand fra…”
Fakta er at Huma Abedins forældre grundlagde instituttet Muslim Minority Affairs, og at Abedin i omkring ti år, ifølge instituttet var udpeget som assisterende redaktør for journalen. Forneden er nogle af de medier som har beskæftiget sig kritisk med Abedins tilknytning til blandt andet JMMA.
1) http://www.vanityfair.com/news/2016/01/huma-abedin-hillary-clinton-adviser
2) http://www.nationalreview.com/corner/354351/huma-unmentionables-andrew-c-mccarthy
3) http://nypost.com/2016/08/21/huma-abedin-worked-at-a-radical-muslim-journal-for-10-years/
6) http://tarekfatah.com/goodbye-huma-abedin-hello-keith-ellison/
Da Huma Abedin begyndte at blive kritiseret for sin tilknytning til journalen, udtalte en talsmand at Huma Abedin alligevel ikke har været tilknyttet journalen. Huma Abedin har dog som sagt aldrig forklaret sig, eller taget afstand til hverken journalens eller instituttets arbejde.
Abedins mor som også i dag har et nært forhold til sin datter, redigerer i slutningen af halvfemserne en bog om kvinder i islam. Bogen er en islamistisk bog, der udover et meget kvindefjendsk syn, også legitimerer dødsstraf for frafaldne muslimer. http://saaid.net/book/20/13494.pdf
Bogen er en af fem bøger på instituttets hjemmeside, under titlen ”IMMA Book Series”, og er altså en af instituttets bøger.
På side 136 i den bog kan man læse: ”It is unlawful to kill a Muslim except under three conditions. The Prophet (S) said: "The blood of a Muslim who confesses that none has the right to be worshiped but Allah and that I am His Messenger, cannot be shed except in three cases: In retaliation for murder, a married person who commits adultery and the one who reverts from Islam (apostate) and leaves the Muslims."”
På side 128 i bogen forklares det at straffen for utroskab er stening. Det er blot to eksempler på hvad bogen har at byde på.
Det er dybt problematisk at Huma Abedin aldrig har taget afstand fra denne udlægning af islam, og at hun og Hillary Clinton ikke af alverdens journalister er blevet konfronteret med kritiske spørgsmål herom.
Mon historien havde været den samme hvis Trumps rådgiver Kelly Conway havde en professionel fortid i, og tætte familiære forbindelser til et racistisk institut?
Journalen beskæftiger sig blandt andet med islamisk teologi, og bruger en hel del spalteplads på at hvidvaske udtryk som politisk islam, muslimsk lov og sharia-råd.
Eksempler på islamistisk indhold:
1) Krigens land: Teologisk artikel om hvordan muslimske minoriteter skal agere i krigens land, altså i de vantro lande. Dar al-Harb er et klart jihadistisk udtryk. http://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13602004.2016.1216773
2) Forsvar for shariaråd: http://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13602004.2016.1180887
3) Ligestilling og muslimsk lov: http://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13602004.2014.888283
Det er ikke demokratiet og ligestillingskampen værdigt, ikke at afkræve svar, og ikke at konfrontere muslimer med deres syn på verden, slet ikke når de besidder en så magtfuld position i samfundet, som Abedin gjorde.
Keith Ellison som formand for demokraterne?
Nu handler det så om at stille konvertitten Keith Ellison de kritiske spørgsmål, for som det ser ud nu kan han meget vel blive den næste formand for demokraterne i USA. Det kan også godt være at han ikke er islamist, men hvad hjælper det, når han samarbejder med, fremmer og taler islamisternes sag?
Og så skal vi altså, igen ikke bare stille os tilfredse med at han ikke er islamist, Keith Ellison skal som en prominent muslimsk amerikansk politiker, om nogen gå foran og være med til at stille og besvare nogle af de kritiske spørgsmål om hans egen religion, som i dag er så relevante at få stillet og også besvaret.
Det gør han ikke, han er derimod den største undskyldning, hver evig eneste gang han møder kritiske spørgsmål om islam.
Kritik af Keith Ellison:
1) http://tarekfatah.com/goodbye-huma-abedin-hello-keith-ellison/
2) http://ijr.com/opinion/2016/11/262163-dnc-keith-ellison-reform-muslim/
3) http://www.nationalreview.com/article/442739/keith-ellison-islamic-radical-may-head-democratic-party
4) http://edition.cnn.com/2016/12/03/politics/haim-saban-keith-ellison-anti-semite/