Sidder vi på Titanics dæk?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jo, jo, jeg er skam en del af eliten – og derfor deltog jeg forleden i en fest for et par hundrede særligt indbudte danskere til ambassadør Rufus Giffords farvelfest i Rydhave på Strandvejen:

Da Gifford, denne vidunderlige repræsentant for alt det bedste ved Amerika, holdt sin tale, var ikke et øje tørt. Han talte om alt det, der binder os sammen. Vi klappede alle – fra Anders Fogh Rasmussen til Pernille Skipper. Og så var der en, der prikkede mig på skulderen og sagde:

”Har du det også, som om vi står på Titanics dæk? Den sidste champagne, den sidste dans, dens sidste kanapé, inden det hele forliser?”

Der var noget om det – for mens vi fejrede den sidste aften med Gifford, var det jo netop…den sidste aften. Ikke bare med Gifford, men jo også i den grad med den mand, han har tjent i København, den fænomenale Barack Obama. De værdier, vi deler, er trængt som aldrig før.

Jeg lukkede øjnene et øjeblik og tænkte på svenske Mikael Wiehes sang om de sidste timer på Titanic. Her i Niels Hausgaards oversættelse:

Det begyndte med en rystelse i skroget på det nedre dæk//Vi holdt op med at snakke, til lyden var væk//Vi blev ikke særligt bange, da de sagde, at skibet nok var sprunget læk//Vi vidste jo, at det var det eneste skib i verden, der ikke kunne synke.

Var de enorme politiske chok i 2016 – briternes farvel til EU, amerikanernes goddag til Trump – i virkeligheden ’bare’ de rystelser, som folkene ombord på Titanic oplevede først? Det, der ikke for alvor gjorde dem bange – fordi de troede på, at det ikke kunne gå helt galt?

Bliver det hele endnu værre i år? Det ser sådan ud – for se bare, hvad der sket allerede:

I USA har Trump lagt sig ud med Kina (ved at anerkende Taiwan). Med Mellemøsten (ved at anerkende Jerusalem som israelsk hovedstad). Med Storbritannien (ved at foreslå Nigel Farage som USA-ambassadør). Med Tyskland (ved at kalde Merkel en ’katastrofe’). Med NATO (ved at kalde alliancen for ’ligegyldig). Med EU (ved at heppe på flere udmeldelser. Med mere.

I Europa har Storbritannien meddelt, at de vil helt ud af EU. Tyrkiet, som er Europas tredjestørste militærmagt, udvikler sig til et diktatur. Polen og Ungarn går i den grad i den autoritære retning. I Frankrig og Holland står Le Pen og Wilders til sejre. I Danmark foreslår über-populisterne i Dansk Folkeparti, at vi også skal have en exit-afstemning om EU.

Da vi gik ud af kahytten, da kunne vi tydelig høre//hvordan vandet det fossede ind//Vi så på hinanden, og da kunne jeg se, du pludselig blev så bleg//Så fulgte vi pilene, der viste, hvor redningsbådene var//For der var redningsbåde ombord//Jeg ved ikke hvorfor.

Mikael Wiehes sang buldrer i mit baghoved – for er farvellet til Gifford og Obama i virkeligheden et farvel til den verdensorden, vi har nydt så godt af de forløbne seks-syv årtier? Er vandet ved at fosse ind i overført betydning? Lyt videre til Titanic-sangen:

Så sagde kaptajnen, at redningsbådene ikke var til at få i vandet//Det fjols, der havde sat hejsværket op, han havde vist glemt et-eller-andet//Så fulgtes vi af ind i baren for at få os en drink//Alt var normalt – bortset fra det kostede ingenting.

Der stod jeg så på Rydhave. Gratis drinks, dans, musik. Var det sidste aften med kliken? Sidste aften i den verden, vi har kendt? Jeg tænkte på sidste vers i Wiehes sang – lige før det perfekte skib krænger og går til bunds:

Så til sidst spillede orkestret ’Nærmere Gud til dig’//Da vidste vi, at nu skete det, som ikke kunne ske//Vi klyngede os til det, der havde stået i vores avis//At eksperterne var enig om, at vi aldrig kunne forlis//Og eksperterne siger stadig, at vi ikke kan forlis.

Helt ærligt, eksperterne siger: Bare rolig. Vesten er stærk. Det skal nok gå. Tillad mig at tvivle.