Hvem siger, at mennesket vil sit eget bedste?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ideen om borgerløn dukker op med jævne mellemrum og støttes af partiet Alternativet. Forleden forsøgte antropologen Dennis Nørmark sig i en klumme i Politiken med overskriften »Borgerlige bør elske borgerløn« (ikke online). Hans argumentation er lige så plat som overskriften.

Borgerløn er som bekendt en slags basisydelse til alle borgere, uanset om de er i job eller ej, og antropologen henviser henkastet til forsøgsordninger i Finland, Holland og Canada samt til Martin Ågerups 15 år gamle debatbog Enerne, hvor det foreslås, at enhver dansker udstyres med 1 mio kr., som så kan stå og trække renter, indtil personen er myndig.

»Med de rigtige investeringer«, hævder Nørmark med Ågerup, vil »millionen snart vokse til det dobbelte og gøre det ud for den SU, dagpenge, børnepenge, boligydelse og alt det andet, som den gennemsnitlige dansker hiver ud af fælleskassen i et helt liv«. Borgerløn er således både lønsom for samfundet og myndighedsgivende for individet.

Gid det var så vel. Ideen hviler på en række tvivlsomme forudsætninger. Hvem siger, at alle eller tilstrækkelig mange danskere og nydanskere vil investere pengene fornuftigt? Hvad hvis de gør det modsatte? Lidt senere: Hvad mon trækker mest, når disse kvikke piger og drenge fylder 18 år? Langtidsplanlægning eller behov og lyster her og nu?

Som antropologen nok vil anerkende i andre sammenhænge, er folk forskellige.

Nogle vil måske investere pengene fornuftigt med forældres hjælp eller via en listig bankrådgiver og lægge til side til de bliver 65. Andre vil klatte pengene væk, så snart de har muligheden for det på popmusik, plasticbryster eller racercykler til 50.000 kr. stykket.

Ritualer, sæder, modeluner, kulturer, selvbilleder, myter, symboler, fællesskaber, narcissisme, ortodoksi, tribale myter og tabuer spiller ind sammen med religiøse forestillinger for slet ikke at tale om klasser.

Hvordan mon millionen vil blive administreret af en 22-årig ungersvend på Københavns Vestegn, Lolland eller Nordfyn i forhold til poderne i Charlottenlund, Risskov, Hunderup eller Hasseris?

Det er folks eget valg, vil Dennis Nørmark muligvis svare. Okay. Men hvad så, når millionen er formøblet, og de »myndige« borgere ikke længere er så fandens myndige, men atter står med hatten i hånden og appellerer til den offentlige samvittighed, anført af diverse nyhedsmedier? Hvad gør fællesskabet så? Hvad siger politkerne? Vil det »lighedens kongerige, hvor omfordeling vil være et politisk ønske, indtil solen brænder ud« (Dennis Nørmarks egne ord), pludselig sætte en grænse?

I think not. Hvem siger for øvrigt, at mennesket vil sit eget bedste?

Indførelsen af borgerløn – uanset om det sker af Nørmarks liberale grunde eller ej – vil i realiteten være et af de sidste skridt mod de facto forsørgelse og ansvarsfratagelse af danskerne.

Vi er allerede godt på vej. Flere borgere end nogensinde før er helt eller delvist afhængige af den offentlige økonomi, der kræver stedse højere skatter og afgifter, ikke mindst pga. masseindvandringen og hvad deraf følger, der koster milliarder – ikke millioner – år efter år.

Dennis Nørmark nævner en passant et socialt eksperiment i London med at uddele 30.000 kr. kvit og frit til hjemløse. Det virker, hævder han. Meget virker – kortvarigt. Kunsten består i at finde løsninger på socialstatens dybe krise, som også virker i overmorgen.