Danske ekstremister jubler over Trump

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nå, så fik Amerika valgt en kvindeforagtende, racistisk, diskriminerende, klimabenægtende, skatteunddrager, løgner og, ja, über-populist som ny præsident. Der er bare intet godt at sige som Donald Trump. Han er en katastrofe.

Der findes ingen post i verden, som er vigtigere end at være USA's præsident. Der eksisterer ikke nogen talerstol, der er større. Der er ingen, som flere lytter til. Der findes ingen, hvis magt er større. Der eksisterer ingen, hvis agt i den grad kan følges af magt som USA's præsident.

Hver gang jeg ser Trump, tænker jeg på manden, der vil ’rage kvinder i skridtet’, fordi ’jeg er rig’; som siger, at klimaforandringer er ’fup, som Kina har fundet på’; der hævder, at ’alle mexicanere’ er ’voldtægtsforbrydere’; og som gør ’nar af’ handicappede. Den slags.

Ja, jeg er lige ved at græde over, at Amerika – symbolet på det multikulturelle og den gode mangfoldighed – endte med at vælge denne rædsomme repræsentant for det snæversynede, det hadefulde, det indadvendte og det indelukkede.

Men det gjorde de! Jeg accepterer selvsagt valgets udfald, men jeg foragter det også. Trump er det værste, der kan ske for den verden – det Vesten – vi har været årtier om at opbygge siden Anden Verdenskrig. Europa kalder han ’irrelevant’. NATO er ’bare en udgift.’

Det er amerikanerne, som har valgt Trump. Det er ikke os. Alligevel er der – og det er helt ufatteligt for mig – danskere, som har heppet på ham, og som glæder sig over hans sejr. Dem, der jubler over Trump, tilhører over en bred kam den ekstreme danske højrefløj:

For det første de helt tossede, de skrupskøre – det vil sige folkene omkring nynazisten Daniel Carlsens såkaldte Danskernes Parti; rablerne omkring Jeppe Juhl og Iben Tranholm og deres bizarre NewSpeek; og de rabiate omkring Karen Jespersens og Ralf Pittelkows Den Korte Avis.

Det er dybt mærkværdige stemmer, som faktisk – hvis man orker at følge dem bare en smule – er så langt ude, at de får Trump til at virke nogenlunde ok. Det er sådan nogle, der, hvis de boede i USA, ville tro på, at Elvis stadig er i live. Eller at månelandingen aldrig fandt sted.

For det andet de lidt mindre fjollede, de knap så skøre – sådan nogle som erhvervsmanden Asger Aamund, som er til højre for Djengis Khan; den stenrige bankejer Lars Seier Christensen; den ekstreme lektor Søren Hviid Pedersen; og DF’s Kenneth Kristensen Berth.

Det er mærkværdigt at lytte til, at folk som dem, der indtager succesrige positioner i samfundet, kan få sig selv til at holde af Trump. Har de ingen børn? Har de ingen familie? Har de ingen, de vil beskytte mod al den had, som den kommende præsident spyer ud?

Der er også folk her på Jyllands-Posten, som er vilde med Trump: Morten Uhrskov Jensen, ’formand’ for mikropartiet Dansk Samling, og Mikael Jalving, en slags goodwill-ambassadør for Nye Borgerlige. De afskyr ’fremmede’ her hos os så meget, at de elsker Trumps grovheder.

Trumps sejr er et dramatisk nederlag til eliten, til globaliseringen, til indvandringen, til tolerancen, til empatien og til den politiske korrekthed. Det vil sige til sådan nogle som mig, der har hyldet – og fortsat vil hylde – den slags. Smerten ved at tabe netop de kampe, er stor.

Vi, der tror på den slags, har ikke bare tabt et enkelt slag. Vi har fået en ordentlig en på sinkadusen. De, som foragter os, og det, vi står for, har vundet et stort slag. De kan smile bredt og sige: Hvad sagde vi? De mørke tanker, negative ord og dystopier er i fremdrift.

Men: Det er stadig kun et slag – om end et stort et – som de sorte har vundet. De af os, der tror på det gode, på fremtiden, på det enkelte menneske, på tolerance, på fremskridtet, ja, vi må op på hesten igen og kæmpe alt det, vi har lært. Kald os bare elitære:

Jeg ved, vi har ret. Vi vinder i det lange løb. Det gør vi altid. Lyset vinder altid over mørket.