Befolkningerne betaler for kosmopolitternes forfængelighed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vestens internationale institutioner er i forfald. Nato er truet af stigende amerikansk modvilje mod at finansiere europæernes friløb. EU er truet af manglende relevans i nationalstatens tidsalder. De internationale konventioner er truet af manglende legitimitet, og FN har længe fremstået som en propagandaplatform for diktaturstater, mere end et relevant forum for fredelige demokratier.

Der er altid grund til bekymring, når en herskende orden forfalder, men grundlæggende er forfaldet af den vestlige internationalisme en positiv udvikling. Når Vesten eksempelvis ikke vælger at afsætte Bashar al-Assad militært, er det både udtryk for afmagt og kløgt. Mens de mest aktive internationalister herhjemme forsøger at pådutte Vesten et ansvar for bombardementerne i Aleppo pga. manglende intervention, er det langt mere oplagt at pege på den modsatte sammenhæng. Det er nemlig vanskeligt at afvise vores eget bidrag til destabiliseringen af Mellemøsten med interventionerne i Irak og Libyen. Faktisk er det plausibelt, at der uden vores interventioner hverken havde været borgerkrig eller Islamisk Stat i Syrien og Irak, fordi begge ville være slået brutalt ned. Og lad os mindes Muammar Gaddafis advarsel i 2011 om, at EU kan se frem til ’massiv flygtningestrøm,’ hvis vi fortsat bakker op om oprørerne. Èn måned senere valgte vi trods advarslen at gå skridtet videre og angribe ham militært. Retrospektivt er det svært at afgøre, hvilke af interventionerne, der har gjort mest skade, men at de begge var katastrofer, er ikke til at komme uden om.

De fejlslagne interventioner i Irak og Libyen bør ses i et større perspektiv. Det miserable udkomme får ikke deres tilhængere til at vakle i troen på mere intervention, fordi motivationen er ideologisk. Det er samme ideologi, der får europæiske ledere til at holde fast i Den Europæiske Union på trods af den indlysende manglende relevans. Det var projektet om Euroen, der gav os statsgældskrisen, som ramte Sydeuropa, og det var projektet om åbne grænser, der har givet os flygtningekrisen. Hvorfor retter de politiske eliter ikke ind? Hvorfor erkender de ikke fejlen? Grunden er den samme som hvorfor de forbenet holder fast i de indlysende skadelige internationale konventioner.

Det handler om ideologi, om verdenssyn og om eksistens. Troen på det vestlige hegemoni, på udbredelsen af universelle menneskerettigheder og på skabelsen af en international orden, der transcenderer nationalstater. Et syn på verden gående i én retning mod mere internationalisme og stadig øget udbredelse af universelle (vestlige) værdier. Det, der reelt er på spil for internationalisterne, er verdenssynet og identiteten - altså alt det, de har dedikeret deres liv til. Derfor står kendsgerninger ikke i vejen for internationalismens fortsatte udbredelse. Uanset hvilke ulykker, EU måtte forårsage, uanset hvilket kaos, vi skaber i Mellemøsten og uanset hvor irrationelle, konventionerne måtte forekomme, vil de ikke afvige ideologien. Det ville gøre for ondt på sjælen.

Sagt på en anden måde er magtelitens identitetsprojekt den store hindring for at handle rationelt i en farlig tid. Vi kan kun håbe på, at internationalismens fald sker tids nok til, at ledere, der faktisk kerer sig om befolkning og virkelighed, kan komme til. Ellers risikerer vi at miste meget mere end et par kosmopolitters affekterede fremtidsdrømme.