Vore børn arver ulykken med renters rente

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det har været en hektisk uge for overtegnede. Til den bløde afdeling hørte henvendelsen fra dagbladet Information. Læser du bøger, spurgte avisen. Joda. Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse? Jeg tænkte mig om og svarede Bibelen. Ikke fordi jeg skal spille from, men fordi jeg ikke selv har læst mere end bidder her og bidder der i forbindelse med skolens kristendomsundevisning. Jeg har ikke selv opsøgt Bibelen og læst den i fuld længde, mosebog for mosebog, evangelium for evangelium, og når man tænker på, hvor meget den bog har betydet for europæisk kultur og historie, og at det meste af verdenslitteraturen mere eller mindre er fodnoter til Bibelen, er det bare for ringe. Og naturligvis min egen skyld.

Men det blev snart mere akut. Dagbladet Politiken ville i en leder have mit debatprogram på Radio24syv stoppet. Lidt sent. Programmet kørte fem uger i sommer og var af kanalcheferne ikke tænkt som andet end et midlertidigt indslag. Men vreden fortsatte. Ingen ringere end landets justitsminister var rødglødende og vendte sig i samme avis mod alle vi højreorienterede svin, der åbenbart ytrer os her, der og allevegne og opildner mentalt forstyrrede til vold og mord à la Breivik i Norge – og således er medskyldige i potentielle drab og terrorhandlinger. Med andre ord: Væk med de hadefulde og krigeriske, dem hader og bekriger vi.

Selv ville ministeren ikke sætte navn på de personfarlige hadprædikanter. Det ville kommentatoren David Trads imidlertid gerne, og han faldt sjovt nok udenfor samme kategori. I stedet gav han sig til at underholde læserne af Altinget.dk med, at jeg skulle være »fra Nye Borgerlige«, åh, skræk og rædsel, skønt jeg ikke er medlem af noget parti, men overvejer at melde mig ind, måske hos Socialdemokraterne, bare for at komme i samme renfærdige klub som David Trads, deres tidligere folketingskandidat.

Vi er med andre ord ikke blevet mærkbart klogere de seneste ti år. Vi diskuterer fortsat tonen, mens de reelle problemer bare vokser og vokser i skyggen af vor indbyrdes strid om ord. Vore fjender må grine godt og grundigt i skægget, mens de, der måtte have været bortrejst og er kommet tilbage efter en tid, må tro, vi er gået i barndom. Vi er blevet en nation af semantikere og amatørlingvister, fuldt beskæftiget med den helt korrekte definition af ”had”, ”eksklusion”, ”religionskrig”, ”tale op og tale ned”.

Under Den Kolde Krig blev de onde kaldt ”koldkrigere”, i dag hedder vi ”højrepopulister”. Det er lige til at blive cykelrytter af, og det er jeg da heldigvis også. Jeg er desuden historiker, og noget af det, der slår mig igen og igen, er den instinktive og udbredte vægring ved at tænke historisk. Vi taler om indvandring og integration, som om vi slet ingen erfaring har med samme. Som om, vi har glemt forhistorie, kronologi og alle hidtidige resultater og begynder på bar bund hver eneste dag. Vi skal bare blive bedre til at "møde" og "rumme" andre mennesker ud fra den naive fordom, at alle mennesker i virkeligheden er danskere, tyskere eller svenskere indeni.

Men som den tidligere chef for SAS, Jan Carlzon sagde for et år siden til Aftonbladet, så skal man huske at åbne sine øjne, når man åbner sin favn.

Carlzon er eksemplet på en erhvervsleder, der tænker historisk, dvs. erfaringsbaseret i stedet for ideologisk. Det samme kan ikke siges om de iagttagere, der pure afviser de samfundstræk og tendenser, der kan være med til at føre til borrgerkrigslignende tilstande i flere vesteuropæiske lande et sted ude i fremtiden, hvis udviklingen fortsætter som de seneste 30-35 år.

Når jeg henviser til de pludselige borgerkrige i Jugoslavien og Syrien, så er det ikke for at sammenligne det endnu relativt fredelige Danmark med disse fejlslagne stater, men for at antyde, hvor hurtigt det kan gå, hvis de latente og akkumulerede problemer vokser sig stærke nok. Ingen eller knapt nok nogen forudså borgerkrigen i Jugoslavien, før den var en blodig realitet, og den dag i dag diskuteres det endnu, hvad der var den udløsende årsag til opløsning af det land, der gik for at være Mellemøstens perle.

Et af problemerne med den hastige tilvandring til Danmark og resten af Vesteuropa er ikke overraskende, at de tilvandrende ofte har deres egne landes stridigheder med sig. Det skal man ikke være professor for at se og erfare.

Min pointe er naturligvis, at vi ikke kan tale de kriminologiske, sociale, kulturelle og økonomiske problemer væk. Vi kan heller ikke vende tilbage til gamle dage. Vi kan standse den ulykkelige udvikling og muligvis stabilisere forholdene, mens det er muligt at gøre med politiske og fredelige midler. Jeg kan leve med at leve i hektiske tider. Men jeg har det svært med at give dem videre til mine børn og deres jævnaldrende, som ikke har noget som helst lod i ulykken. De arver den med renters rente.