Det er udansk, hvis vi giver køb på almen dannelse i gymnasiet
Regeringen lægger op til en forfladigelse af gymnasiernes undervisning i religion og oldtidskundskab. Det er skadeligt, fordi netop oldtidskundskab og religion er med til at cementere elevernes forståelse af, hvad der har skabt dansk og vestlig livsanskuelse i nutiden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi lever i en tid, hvor dansk – og sådan set vestlig identitet i det hele taget – er til diskussion og af somme opfattes som værende under pres. Det er i den forbindelse endog særdeles løjerligt, at der ikke om andre så fra de i hvert fald 20 procent, der stemte på Dansk Folkeparti ved seneste valg, lyder et ramaskrig over, at regeringen lægger op til at historie, religion og oldtidskundskab skal lægges sammen i gymnasiet.
Skuer man ud over den bredere debat, synes de fleste godt at kunne se, at historie er et væsentligt fag, som det giver mening at bevare som selvstændigt fag. Derimod kan det knibe med forståelsen for, at religion er betydningsfuldt som en del af den almene dannelse, gymnasiet blandt andet udstyrer sine elever med.
Religionsundervisning betyder noget, fordi religion har været med til at forme ikke alene vores historie men også vores nutid. Vores værdisystemer er, selvom om Danmark er et overordentligt sekulariseret samfund i dag, gennemsyret af kristne værdier.
En del højtråbende debattører, som definerer sig selv som værende af anden etnisk afstamning end dansk, bliver forargede, når undervisning i kristendom fremhæves som noget vigtigt. Men hvad end man selv tilfældigvis tror på i dag, så kommer man ikke udenom – forudsat man forholder sig faktuelt snarere end emotionelt til spørgsmålet – at kristendom sammen med asetro er fundamentet i dansk kultur. Dermed giver det stor mening at forstå kristendom, ikke fordi man skal tro på det eller fordi religionen nødvendigvis er bedre end for eksempel islam. Men fordi den er udgangspunktet for, hvem danskerne er i dag – og det gælder også de danskere, som er opvokset i hjem, hvor man var jøder, muslimer, hinduer, buddhister eller ikke-troende.
Det er topmålet af kulturradikalisme, eller den mest bøvede form for historieuforstående platliberalisme (jeg er i tvivl om hvilken af de to) at ville barbere religionsundervisningen ned. Det er ubegribeligt, at et parti, som definerer sig selv som liberalt kan finde på sådan noget. Det er blottet for respekt for Danmark og danskhed – nu såvel som i fremtiden – og forhåbentlig kommer Venstre på bedre tanker i forbindelse med de gangværende gymnasieforhandlinger.
Hvad angår oldtidskundskab, er det også forstemmende, at et nationalt sindet parti som Venstre kan finde på at lægge op til, at faget skal koges ned. Den græske og romerske oldtid har i flere epoker – ikke mindst i antikken – spillet en afgørende rolle for udviklingen af den kultur, vi har i dag. Det ser man i litteraturen, arkitekturen, filosofi- og idehistorien og til dels også sprogligt. Der ud over stammer store dele af den måde, vi forstår og fortæller historier på i dag, fra historier som Homers Odysseen. Hele idéen med at rejse ud og gå grueligt meget igennem for så til sidst trods alt at finde hjem, stammer blandt anden fra denne kernefortælling i vestlig fortælletradition. Ligesom vores forventning om at opnå bestemte følelsesmæssige tilstande via fortællinger på skrift, på scenen, i fjernsynet, ja alle steder, stammer fra oldgræske historier. Vi lutres, opnår katharsis og bliver klogere af blandt andet tragedier. Der går en lige linje fra det oldgræske teaterpublikum til os hjemme i sofaen foran tv’et i dag, og den line skal vi kende og forstå for at kunne forstå os selv og hvorfor nogle fortællinger virker på os, imens andre ikke har nogen effekt. Det synes helt åbenbart, at det er en væsentlig forståelse at være i besiddelse af i en tid, hvor historierne er flere end nogensinde på nettet og de sociale medier.
Hver gang man fremfører ovenstående synspunkter, sidder der en eller anden og siger, at han eller hun da ikke kan se hvordan han eller hun nogensinde har haft gavn af religionsundervisning eller oldtidskundskab. Men det er netop det, dannelse er – noget, der er væsentligt, selvom man måske ikke kan bruge det til at betale sin parkeringsbillet med det. Dannelse er et bredt fundament, og jo bredere ens fundament er, des større et hus af viden kan man bygge ovenpå. Sagt med andre ord: Jo mere du ved, des større mulighed har du for at komme et sted hen, hvor du ikke behøver betale en parkeringsbillet, men sagtens har råd til at betale adskillige parkeringsbøder.
Hvis regeringen virkelig fastholder, at religion og oldtidskundskab skal ekspederes ind under historiehatten, kan det godt være, de får speedet op for den hastighed, hvormed unge, der tager en gymnasiel uddannelse, kommer videre ud i samfundet og billedlig talt får bygget nye huse. Men de huse vil være mindre, mindre originale og bygget på et mere skrøbeligt fundament. Det vil være huse, som er mindre attraktive for internationale aftagere, der sagtens fra andre steder i verden kan rekruttere unge mennesker, som kommer fra uddannelsessystemer, hvor man ikke har været bange for at putte andre ting i hovedet end det, man kan gøre op og sætte ind i et regneark. Et regneark, som i øvrigt måske aldrig ville være blevet opfundet, hvis ikke det havde været for matematiske oldævlstyper som Thales, Zenon og Pythagoras.