Pelle Dragsted og Enhedslisten er moralsk blinde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kort før vinterferien offentliggjorde Politiken (9/2) et harmdirrende indlæg af den yngre folketingsmand Pelle Dragsted fra Enhedslisten. I indlægget harcelerede han mod, at borgerlige partier tilsyneladende kun kerer sig om boligejere og ikke giver en dyt for dem, der modtager offentlig forsorg og efter en tid rammer kontanthjælpsloftet.

Under rubrikken »Højrefløjens medfølelse går til boligejere frem for arbejdsløse« angreb den tidligere gadeaktivist og forhenværende medlem af Antifascitisk Aktion (AFA) de borgerlige partier for »selektiv medfølelse«. Og den går selvsagt ikke, når man er socialist – eller hvad Pelle Dragsted nu er. Da må medfølelsen gælde Gud og hvermand, det manglede da bare.

»Mens der ikke er nogen ende på bekymringen for de boligejere, der rammes af stigende boligskatter«, noterede Dragsted, »så er der kun ligegyldighed til overs, når det gælder de danskere, der nu skal rammes af regeringens nye angreb på de arbejdsløse«.

Akja. Vi kunne snildt lade dette indlæg ligge, hvis det ikke tog så grundlæggende og illustrativt fejl. For læg mærke til, at Pelle Dragsted, der går for at være manden bag Johanne Schmidt-Nielsens kometagtige succes i og med partiet efter 2007, ikke skelner mellem (1) en ekstra misundelsesskat på ejendom, som folk selv har betalt eller lånt penge til – og (2) en begrænsning på de penge, som arbejdsløse modtager af det offentlige.

Hvorfor skelner finansordføreren ikke?

Det må være enten fordi han ikke forstår denne forskel – eller også fordi han ikke tillægger den værdi. Det første er naturligvis slemt nok, men det sidste er faktisk værre. For da begriber Enhedslistens finansordfører ikke betydningen af de elementære brikker i den offentlige økonomi, og hvad der i det hele taget gør velfærdssamfundet muligt. Ja, værre endnu. Enhver stemme på Peter Dragsted og hans parti bliver en stemme på moralsk blindhed. En stemme på en person og et parti, der ikke evner at skelne mellem penge, der er tjent af borgerne, og penge, der er doneret af det offentlige.

Tillad mig at skære det ud i pap: Tjente penge er tjente penge, dvs. midler tilvejebragt af én selv, ofte i samarbejde med andre. Velfærdsydelserne er derimod andre folks penge, dvs. penge, der er tvangsinddrevet af statslige og kommunale myndigheder og betalt af dem, der arbejder, yder og risikerer noget og ikke er på offentlig forsorg.

At man ikke kan oppebære samme ret til andre folks penge som til egne penge turde være selvindlysende for selv den største bankrøver. Men sådan er det ikke mere. Beskattede midler og uddelte midler kan, som vi ser, være ét fedt, og de blinde er for længst gået ind i politik, ja, de lever såmænd af det.

Dragsteds logik siger noget centralt om den tid, han har været så privilegeret at vokse op i. En periode, hvor offentlig forsorg blev en selvfølge, selv om det er usikkert, hvorvidt der vil være vedvarende dækning for myriaden af sociale rettigheder for nu at sige det meget forsigtigt med udsigt til de kommende årtiers masseindvandring sydfra, som allerede har bragt velfærdsstaterne under stigende pres overalt i Vesteuropa.

Til trods for sit kommunistiske ungdomseventyr er Pelle Dragsted, f. 1975, politisk rundet af en sorgløs epoke efter Den Kolde Krigs ophør og verdenskommunismens fald. På ryggen af denne historiske udvikling har Peter Dragsted ganske imponerende formået at forvandle sig fra autonom kraftkarl til folkevalgt spejderdreng med akut medfølelse rullende i alle årer.

Det værste ved Pelle Dragsteds politiske logik er hans umyndiggørelse af borgerne. Vi er tænder i et større tandhjul, eftersom vi alle er ofre for omstændighederne i varierende grader, hvis ikke ramt af det ene, så af det andet. Men pengene, de har samme moralske værdi, uanset hvor de kommer fra. Lige meget, om du er selvforsørgende eller på støtten, har penge ifølge Dragsted kun numerisk værdi. De skal bare fordeles rigtigt.

»Ægte medfølelse gør ikke forskel på mennesker«, hævder finansordføreren. Men det er jo netop, hvad han gør, når han lader to og fem være lige. Dem, der arbejder, må bare arbejde og betale noget mere.

Denne politiske blindhed rummer i mine øjne en moralsk defekt, en manglende evne til at forstå, at selvforsørgelse er en dyd, som flere danskere må bringes i stand til at kunne klare, ikke mindst fordi der bliver stadig færre af dem, mens antallet af klienter på velfærd vokser og vokser med det forudsigelige resultat, at dem, der kan, må løbe stadig hurtigere for at finansiere en velfærdsstat løsrevet fra midler og mål.

Enhedslisten er kun én aktør i denne nedadgående samfundsspiral og fisker naturligvis stemmer blandt de forsørgede. Men alle partier burde have en langsigtet interesse i at slanke den indbyggede og akkumulerede forsorgskultur, før den punkterer det samfund, de hævder at forsvare.