Forsvar retsstaten – stem nej til mere EU

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er nok kun de færreste danskere, der har en sikker fornemmelse af, hvad der egentlig stemmes om den 3. december. Rygter vil vide, at op imod 40 pct. af vælgerne end ikke har bestemt, hvad de vil stemme, hvilket i så fald er en rekordhøj tvivlergruppe. Derfor er den seneste uges artikler i JP om blot nogle af konsekvenserne af en eventuel afskaffelse af retsforbeholdet både oplysende og skræmmende.

Hvis det bliver et ja ved folkeafstemningen, vil danske borgere fremover kunne overvåges, skygges og blive afhørt, hvis de f.eks. går rundt og gemmer på ”racisme” eller ”fremmedhad” langt inde i sjælen. Borgernes ”tankekriminalitet” takseres af EU-systemet på linje med terrorisme, pædofili og menneskehandel på den såkaldte ”positivliste” og man kan vælge at opfatte denne taksering som et udtryk for systemets manglende proportionssans eller som et bevis på dets ideologiske korstog. Samtidig vil hemmelige civile agenter fremover kunne operere på dansk grund, uden at det er i strid med EU-reglerne. Alene disse to forhold repræsenterer et snigløb på den retstradition, som de fleste danskere nok gerne ser bevaret i Danmark.

At ja-siden, anført af regeringen, Socialdemokraterne og de Radikale – og sandelig også de ”Konservative” – indrømmer, at konsekvenserne er forventelige, men samtidig lader forstå, at de ikke betyder noget, sætter partiernes strategiske løgnagtighed i relief. Når f.eks. Socialdemokraternes udenrigsordfører Nick Hækkerup erklærer, at han ”lever fint med”, at danskere fremover kan blive overvåget eller efterforsket for handlinger og holdninger, der ikke er strafbare i Danmark, og når justitsminister Søren Pind (V) verfer konsekvenserne væk som en irriterende flue, siger det noget helt centralt om ja-sidens gustne overlæg. Fordi disse politikere tror sig fri for mistanke, og formentlig vil vise sig at være bedøvende ligeglade med dem, der kommer i klemme, mistænker de gerne alle andre, når og hvis systemlogikken fra krystalpaladset i Bruxelles tilsiger det. Helvede er som bekendt altid den anden, EU det fineste fine.

Sandheden er, at vi reelt ikke aner, hvad vi siger ja til, hvis vi er naive nok til at gøre det. Kun, at vi som politiske søvngængere giver folketingets genier lov til at afhænde nok en bid af landets selvstyre til et EU, hvis fremtidige retspolitik svæver et sted mellem det dunkle og det ravnsorte og efter alt at dømme vil kriminalisere stedse flere europæeres holdninger i årene fremover. Idet reglerne er besluttet i EU, er de meget svære at ændre, det ville i så fald kræve, at politikerne i de fleste af de 27 medlemslande bliver udskiftet – samtidig – og dét er alligevel for meget at håbe på, selv om det snart er jul. At tro, at EU går under lige om lidt, hører desværre til i samme kategori.

Med det nuværende retsforbehold véd vi sådan nogenlunde, hvad vi har. Uden står vi på herrens mark.

Folkeafstemningen bliver på denne led en afstemning om, hvorvidt vi tør give Folketinget fuldmagt. Vores fuldmagt til, at de forærer Danmarks suverænitet til EU – og uden at de behøver at skulle spørge vælgerne om lov en anden gang, dvs. uden om grundloven. Det sidste er just det, der står med småt: at magtforholdet ændres grundlæggende fra det mellemstatslige til det overstatslige for så vidt angår retspolitikken og de såkaldt indre anliggender, der i sagens natur kan være mange ting. Henning Bang Sørensen, adjunkt ved Syddansk Universitet, forklarer forskellen således:

”Det overstatslige betyder, at EU-Domstolen får kompetence, at EU-Parlamentet deltager i lovgivning, og at der kan træffes beslutninger ved flertal frem for enstemmighed – i modsætning til mellemstatsligt, hvor alt vedtages enstemmigt.”

Som vi har set på andre politikområder har denne strukturelle forandring stor betydning for EU’s lovgivningsarbejde – og for Folketingets. Det betyder, at Danmark ikke længere kan stille forslag, stoppe en vedtagelse eller omstøde det vedtagne, og at den aktivistiske EU-domstol vil blive øverste dømmende myndighed.

Har du tillid til den politiske klasses evner til at forsvare sig mod EU – eller har du ikke? Betragt typer som Lars Løkke, Nick Hækkerup, Morten Østergaard og Søren Pape Poulsen – stoler du på dem? Jeg gør mildest talt ikke og kan kun råde dig til at sige et klart og tydeligt nej, for det er ikke sikkert, du får chancen igen.

Harmløse er de jo ikke, selv om de ligner en flok spejderdrenge. Politikere skal i almindelighed ikke opmuntres til at lave politik, det går helt af sig selv, og de skal i særdeleshed ikke befordres længere ind i det ulykkelige ægteskab med EU, hvis økonomiske, retlige og indvandringspolitiske mangler står lysende klart i disse år med en hastighed, der kommer bag på alle. Afstemningens timing burde hjælpe os, der stemmer nej, men man skal som bekendt ikke føle sig sikker på noget som helst, der har med EU - eller dansk politik – at gøre. Bortset fra, at det går galt på den ene, anden eller tredje måde før eller siden.