Attentatet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg iler med at forsikre om, at jeg som udgangspunkt ikke er uhildet ved anmeldelsen af Lars Hedegaards bog Attentatet, som for nylig udkom på People’s Press. Jeg har kendt Lars Hedegaard igennem de sidste ca. ti år og betragter ham som en af mine venner. Jeg har ikke set så meget til ham de sidste godt to et halvt år, men det skyldes, at han er under særligt opsyn af stovte mænd fra PET, som gør deres yderste for, at han ikke udsættes for endnu et mordforsøg. Sin nye tilværelse lever Lars Hedegaard ifølge ham selv med, og som han siger andetsteds i bogen, hellere islam på hjernen end en kugle i hovedet. Dermed er den generelle tone slået an i Lars Hedegaards seneste bog Attentatet, som er en beskrivelse af en nidkær, men ret uduelig, muslims forsøg på at tage livet af ham, men også en gennemgang af Lars Hedegaards gang i tilværelsen igennem de seneste ca. 15 år.

Bogen er blevet blandet, men dog nogenlunde pænt modtaget, selv af Politiken, der dog har mest travlt med at lege amatørhistoriker ved at ville bruge bogen som et historisk levn over personen Lars Hedeagaard. En forrygende – og overraskende? – positiv anmeldelse har Berlingskes Kathrine Lilleør, der giver bogen de maksimale seks stjerner. Den mest forkrampede af slagsen finder vi i Weekendavisen, hvor Søren Villemoes i bar indestængthed på bedste vis fremdrager billedet af sin egen lallede politiske liberalitet (hov, det var også anvendelse af en kilde som levn, denne gang fra Deres ydmyge anmelders side).

Bogen

Lad os gå til værket, som det ser ud fra en sympatisk indstillet kampfælles side. Lars Hedegaard og jeg kan nok lægge trykket forskelligt. Hvor jeg betoner den generelle ikke-vestlige indvandring som Danmarks og Vestens ulykke, hviler Lars Hedegaards blik i langt højere grad på islam som religion. Og hvor jeg nok er mere i tvivl om, hvorvidt klantænkning eller islam kommer først, mener Lars Hedegaard, at helligskriftet koranen bærer en afgørende skyld for den misère, som vi står i. Dén eventuelle uenighed klarer Lars og jeg dog nok over et stykke smørrebrød med dertilhørende øl og snaps.

Attentatet er en i ordets bedste betydning letlæst bog. Letlæst, fordi den gang på gang er hylende morsom. Lars Hedegaard er en gudsbenådet satiriker, og i en anden tid ville han have været den mest eftertragtede tekstforfatter til sommerens revyer. Samtidig, som Kathrine Lilleør rigtigt bemærker, er der en lethed, ja næsten mildhed, over Lars Hedegaards satire, som ikke er besk, men i stedet vederkvægende for en dansker og en vesterlænding for den sags skyld, der ønsker sig et godt grin.

Denne lette legen med ordene formår Lars Hedegaard samtidig med, at han med stribevis af citater fra højst nulevende potentater inden for komplekset islam påviser, hvor høj en grad af ekstremisme der er til stede blandt islams skriftlærde. Havde det været en hvilken som helst præst i den danske folkekirke, der havde udtalt noget så rabiat, var vedkommende med rette blevet kørt ned under gulvbrædderne i den offentlige debat.

Tja, det rækker vist at konstatere, at der, så vidt vides, ikke har været nogen kritiker af Lars Hedegaard, der har været i stand til at påvise, at han fusker med kilderne. Enhver må derefter gøre op med sig selv, om den kedelige tendens blandt så mange af islams autoriteter til at nære afsky for demokrati og frihedsrettigheder bør få konsekvenser for indvandringen af personer fra lande med en islamisk kulturbaggrund.

Jeg kender godt mit eget svar, og jeg gætter på, at Lars Hedegaard også mener, at spøgen med masseindvandring fra især muslimske lande er drevet langt nok.

Lars Hedegaards bog Attentatet er hermed på det varmeste anbefalet.