Søren Pind har valgt demagogi frem for ansvar
At løse problemerne i Syrien standser ikke tilvandringen. Så hvorfor lader Søren Pind som om det er tilfældet?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Folkevandringen mod Europa er måske den alvorligste udfordring, vores kontinent har stået over for siden 2. Verdenskrig. De vesteuropæiske regeringer aner ikke deres levende råd. Vores regering aner ikke, hvad den skal gøre. Og med god grund. Man kan ikke stoppe en folkevandring med mere hjælp i nærområderne. Man kan ikke stoppe den med en Marshallplan. Man kan ikke stoppe den med en landinvasion i Syrien. Og man kan ikke stoppe den med den grænsekontrol.
Ikke underligt har regeringens popularitet været dalende siden krisen brød ud. Ligesom den forrige regering gik Venstreregeringen til valg på et ganske tyndt grundlag. Den mest betydningsfulde mærkesag var at nedbringe antallet af asylansøgere, og her må vi blot konstatere, at regeringen har svigtet. Vi blev stillet i udsigt, at den ville mindske strømmen, men i stedet har den valgt at kaste håndklædet i ringen. At gøre lige præcis intet. At se magtesløst til. Håbe på at problemet går væk af sig selv.
Og så i øvrigt give skylden på nogen andre. Det er justitsminister Søren Pinds strategi, der med vanlig svulstighed sammenligner den manglende intervention i Syrien med afrustningen af det danske forsvar forud for 9. april 1940. Tænk engang, hvis blot vi havde lyttet til den vise Pinds advarsler og grebet militært ind i Syrien, så kunne vi have afværget katastrofen. Vi ignorerer her det væsentlige faktum, at uden Irakkrigen så var de blodige arabiske revolutioner sandsynligvis slet ikke begyndt – vel at mærke ifølge Pind selv. Vi ignorerer, at den amerikanske hær ikke har været i stand til at skabe et stabilt Irak, hvorfor det forekommer mindre plausibelt, at de skulle have bedre held i Syrien. Vi ignorerer, at en fjernelse af Assad lige så godt kunne have betyde en styrkelse af Islamisk Stat, som en styrkelse af enhjørningerne i den moderate opposition. Vi ignorerer, at interventionen i Libyen har efterladt landet i kaos.
Vi ignorerer det alt sammen og erkender, at havde verdenssamfundet blot lyttet til Søren Pind, ville Syrien være et stabilt spirende demokrati. Og alligevel må vi konstatere, at flygtningestrømmen til Europa i løbet af det sidste års tid ikke består af syrere. Jovist udgør de en stor andel (20%) og jovist udgiver mange flygtninge sig for at være syrere. Det ændrer ikke på, at flygtningestrømmen i et europæisk perspektiv helt nøgternt ikke handler om Syrien. At løse problemerne i Syrien standser ikke tilvandringen. Så hvorfor lader Søren Pind som om det er tilfældet? Er der virkelig anden forklaring end at det er ondsindet demagogi?
De to vigtigste forklaringer på folkevandringen er forskelle i indkomstniveau og den lempelige adgang. Forskellene i indkomstniveau kan vi ikke gøre noget, og det efterlader alene den lempelige adgang. Og hvorfor er det, at vi ikke kan begrænse adgangen til asyl? Hvorfor er dette en umulighed? Jo, ser De, ifølge landets justitsminister er alternativet til handlingslammelse, at lade Danmark være en lukket ø i Europa, lukke grænsen med 4000 politifolk og udkommandere militæret til at passe de 6000 km. kystlinje med ordre om at skyde, hvis noget forekommer. En sygeligt grotesk stråmand, som er uværdig for en minister. Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for Søren Pinds forsøg på at dække over regeringens svigt.
Vi gentager: Det stopper ikke flygtningestrømmen at skabe fred i Syrien. For syrerne udgør kun et mindretal af flygtningene. Det stopper ikke flygtningestrømmen at hjælpe i nærområderne, for det ændrer ikke på, at en tilværelse i Vesten stadig er langt mere attraktiv. Man kan i det hele taget ikke stoppe mennesker, der har krav på lovligt ophold. Om ikke andet tager de flyet, hvad mange flygtninge da også gør. At kalde det en flygtningestrøm er i det hele taget en kortsigtet og misvisende betegnelse for, hvad der er reelt er en folkevandring. Mennesker, der på forståelig vis søger et bedre liv i Europa.
At forhindre denne strøm til Danmark kræver ikke en eneste udstationeret betjent. Det kræver en ændring af reglerne for asyl. Vi kan reducere folkevandringen til det rene ingenting ved simpelthen at fjerne retten til asyl. Eller få regler, der minder om de japanske. Det kan vedtages af et simpelt flertal i Folketinget. Men det kræver politikere af større format end Søren Pind.