Ytringsfrihed, men …

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag er det ti år siden, at Jyllands-Posten bragte tolv kontroversielle tegninger af den muslimske profet Muhammed. Tegningerne affødte efter noget tid voldsomme reaktioner i en række muslimske lande, ligesom vi siden har set både terrortrusler og angreb mod Jyllands-Posten, medarbejdere, tegnerne og andre.

Der er ingen tvivl om, at Jyllands-Posten var i deres gode ret til at bruge ytringsfriheden og bringe tegningerne. Jeg udtalte til Information i 2006, at Jyllands-Posten gjorde hele verden en tjeneste ved at bringe de omstridte karikaturtegninger af profeten Muhammed. Det mener jeg fortsat. Det undrer sikkert ikke Jyllands-Postens læsere, men det undrer mange andre, når jeg siger det. Men det er og var mit grundsynspunkt, at Jyllands-Posten ikke havde ansvaret for, hvordan andre reagerede. Og jeg synes navnlig, at det var og er værd at hæfte sig ved, at langt, langt de fleste danske muslimer – trods den krænkelse, de følte sig udsat for – reagerede på demokratisk vis. Det var og er et fåtal, der misbrugte sagen til at reagere voldeligt.

I tiden efter tegningerne blev offentliggjort – og navnlig efter demonstrationerne for alvor tog fart i 2006 – lagde Institut for Menneskerettigheder og andre menneskeretlige institutioner især vægt på behovet for dialog. Holdningen var, at der ikke var nogen grund til at bruge ytringsfriheden til at øge splittelsen mellem det danske flertal og et religiøse mindretal. Man skulle ikke puste til en allerede konfrontativ debat, sagde man. Et dilemma blev optegnet med ytringsfriheden på den ene side og religionsfriheden på den anden. ”Ytringsfrihed, men …” er siden blevet en gængs betegnelse for det standpunkt.

Men Muhammed-tegningerne har aldrig handlet om religionsfrihed. En tegning står ikke i vejen for andres frihed til at udleve deres tro. Det er misforstået at tro, at menneskeretten skal beskytte religiøse følelser. Menneskeretten skal alene beskytte det enkelte individ mod religiøst begrundet diskrimination og opfordring til religiøst had. Det var også derfor, Rigsadvokaten – som jeg forudså i 2006 – ikke rejste tiltale mod Jyllands-Posten for at bringe tegningerne.

Både før og efter Muhammed-tegningerne har der i Danmark og internationalt været stor interesse for spørgsmålet om religionsbespottelse versus ytringsfrihed. Udviklingen går klart i retning af, at blasfemiforbud bør ophæves, men Danmark er stadig blandt de få lande, der holder fast i sit blasfemiforbud. Det på trods af, at der menneskeretligt set ikke er nogen overbevisende argumenter for at bevare det.

Flere internationale FN-organer har ligeledes udtalt sig kritisk om blasfemilovgivning. For eksempel lød det fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder i 2012 i den såkaldte Rabat Plan of Action til bekæmpelse af hadefuld tale, at ”stater, der har blasfemilovgivning, bør ophæve dem, fordi den type lovgivning har en undertrykkende virkning på religions- og trosfrihed og på sund dialog og debat om religion” (min oversættelse). I 2013 skrev FN’s særlige rapportør på religions- og trosfrihed ligeledes, at det er hans erfaring, at blasfemilovgivning typisk har en intimiderende effekt på medlemmer af religiøse minoriteter så vel som kritikere og afhoppere. Institut for Menneskerettigheder har derfor også i flere år opfordret til, at Danmark afskaffer blasfemiparagraffen.

Vi lever på mange måder i en både fantastisk og trist verden. I vores verden er ytringsfriheden under pres. Danske forfattere og debattører er truet på livet. Vi oplevede i vinter et dødeligt angreb på et fredeligt debatarrangement. Den ufred skal vi arbejde for at komme til livs, men det må ikke være på bekostning af ytringsfriheden.