Sex and the Udkantsdanmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan integrerer man sig i et lokalsamfund, hvor man ingen kender? Jeg overvejede at begynde til håndbold. Eller zumba. For folk som kender mig og mine motoriske egenskaber, er det et scenarie der kunne udspille sig, hvis vi kom så vidt, at mit liv afhang af det. Men noget måtte jeg jo gøre for at udvide min omgangskreds fra nul til flere. Heldigvis mødte jeg Nikkie, som også er flyttet hertil fra en anden landsdel. Og heldigvis er der mange mennesker på de her kanter, der, som jeg selv, er enormt nysgerrige og ville høre, hvad jeg var for en københavner og hvor længe, jeg skulle være på ferie her. Dog var der ikke andre fisk i havet, end dem der i bogstavlig forstand svømmer rundt i bølgen blå.
Jeg ville gerne have en form for udsigt til en kæreste, en gang i fremtiden. Med den tvivl der ufravigeligt indleder al forandring, virkede udsigterne desværre ret grå. Og jeg havde egentligt også nok at se til med at finde mig selv og op og ned i den nye tilværelse.

Min gode veninde havde længe haft app’en Tinder, og nu hvor jeg havde boet en måned uden for lands lov og ret, tvang hun mig også til at downloade den. En dating-app, hvor man ved at swipe til enten venstre eller højre, tilkendergiver hvorvidt man er eller ikke er interesseret i modparten på baggrund af 6 billeder og en profiltekst på maks 125 anslag. Man indstiller en søgeradius og derefter kan man bare swipe løs som prinsessen i Klodshans. Dur ikke, ud. Det er en art dating-selvtillids-spil, hvor man kan samle på bejlere og afstøve/-stive sin potentielle partnervaluta. En uforpligtende valuta, der lynhurtigt kan devalueres og et spil der alt andet lige er meget sjovere at spille i virkeligheden.

Som et supplement til denne virkelighed hentede jeg app’en, swipede løs og nød for en stund det rush, det unægtelig giver, at nogen tilkendegiver, at man er enten det ene eller andet med positivt og flirtende fortegn. Jeg matchede løs. Der skulle meget til, før folk ikke fik et ja, da jeg ikke ville risikerer at gå glip af en potentiel sjov, klog, skør type. Jeg matchede med Martin, Søren, Casper, Cezar, Mads, Jakob, Justin, Jakob, Yngve, Michael, Claus, Carsten, Daniel, Olle, Nicklas og 49 andre. Flere viste sig at være i forhold. Andre svarede aldrig. Én var kok og instruerede mig i en ret over Tinder en søndag aften. Én havde et profilbillede af Onkel Reje. Når man så har skrevet lidt sammen frem og tilbage, er det jo meningen, at man for eksempel kunne mødes, hvis det viste sig, at der var gensidig interesse. Men det der med dates, den der udvidede jobsamtale, hvor man på en eller anden måde skal balancere både at være sig selv og have kærestepotentiale på én og samme tid, er bare ikke noget for mig. Det er for kontrastfyldt, og det ender uden tvivl med, at jeg vælter noget ud over nogle. Herunder mig selv. Derfor var Tinder lidt en blindgyde.
Dog var én ganske vedholdende over nogle måneder, Onkel Reje, han forsøgte at narre mig på date under påskud af, at jeg skulle tage nogle billeder for ham. Af ham, viste det sig. Jeg sendte ham en temmelig høj timepris, for at vige udenom, som han bare sagde, ja tak til. Alligevel sagde jeg nej tak, og undskyldte jeg ikke gad date, selvom jeg var på en dating-app. Og jeg hørte ikke mere til ham.

Omkring tre uger senere sidder jeg en meget tidlig søndag morgen i Aalborg Lufthavn, helt skæv i hovedet af træthed. Jeg skal flyve til Spanien for at besøge mine forældre som ferierer på Costa del Sol, og mens jeg læser i en bog og prøver at holde mig vågen, sætter der sig én ved siden af mig. Jeg bemærker, at han bemærker mig, men jeg er for træt til at registrere mere. Da de kaldes til gaten, roder jeg muleposen, som udgør min håndbagage, igennem, og sikrer mig, at jeg har alt. Pas, boardingkort, kamera, bog, telefon. Norwegian krydser Europa og nogle timer senere finder jeg mine forældre på et resort 11 km uden for Malaga. Pling, siger telefonen. Velkommen til Spanien. Pling, siger den igen, besked fra Onkel Reje.
Nå, så var han måske alligevel, modsat sit sidste udsagn, til længerevarende Tinder-korrespondencer?
Han spørger, om jeg er i Malaga. For han havde i morges sat sig ved siden af en kvinde i lufthavnen i Aalborg, som på et tidspunkt trak et relativt stort kamera op af tasken. Om det var mig?
Det var det.

Jeg anede ikke, hvem jeg skulle kigge efter, men når tilfældighederne spiller en et puds af den kaliber, er det vist tid til at smide bange anelser om væltebare ting og hvor meget vrøvl man i nervøsitet kan få rablet af, langt over skulderen og bare sige ja til at mødes. Til min store lettelse havde han hverken laset skæg eller selebukser som ham fra Ramasjang,
Vi har sådan set været sammen siden.
Om det er en udkantskærlighedshistorie ved jeg ikke, den kunne sikkert have udspillet sig alle andre steder end her. Pointen er, at det gjorde den ikke. Kærlighedens veje er uransagelige, og lige så ukontrollable her, som alle andre steder jeg har været. At finde én, man gider en masse med er svært, men er ikke sværere på kanten af Danmark.
Jeg blev måske bare lidt bedre til at lytte, fordi der lige pludseligt var ro og tid til det.