Der er ingen europæisk løsning på flygtningeproblemet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De historisk store flygtningestrømme udgør et kolossalt pres på det europæiske lande. Makedoniens grænser er nu så belastede, at landet er erklæret i undtagelsestilstand og hæren er sat ind for at kontrollere de store antal mennesker, der kommer ind over grænserne.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er presset på Makedonien en forudsigelig konsekvens af, at den europæiske grænsekontrol er strammet i andre lande. Immigranterne reagerer rationelt på opstramninger, og hvis der bliver strammet op ved én grænse, finder de blot en anden.

I al ædruelighed skal man naturligvis som udgangspunkt ikke tro på, hvad instituttet siger, men noget er der om snakken. For selv med en storstilet bevogtning af EU's ydre grænser, vil drømmen om en mere fri og velstående tilværelse i Vesten, friste fattige mennesker til at gå til yderligheder for at nå grænsen og ind i det forjættede land.

Men kan man så ikke bare fordele de flygtninge én gang for alle og få det overstået? Sådan lyder svaret fra dem fra dem, der kalder på en centralt bestemt fordeling af flygtninge - hvilket jo kan virke attraktivt for et magnetland som Danmark, der på trods af Inger Støjberg tiltrækker et forholdsmæssigt stort antal flygtninge. Og hvis flygtningestrømmen var midlertidig, ville den tilgang have en vis ræson, men det er desværre ikke tilfældet.

Flygtningestrømmen er et resultat af befolkningsvækst, fattigdom, den islamiske reformation (tilføjelse: islamisk reformation=tilbagevenden til kilderne), forbedret transport, moderne kommunikationsmidler og muligheden for et bedre liv i Vesten. Som den tidligere forskningsleder hos Rockwoolfonden Gunnar Viby Mogensen og professor Poul Christian Matthiessen gjorde opmærksom på forleden, dækker flygtningestrømmen reelt over en folkevandring. Et gigantisk og uoverskueligt antal mennesker, der fuldt forståeligt ønsker en bedre tilværelse. Det er ikke noget, man kan fordele sig ud af, uden de facto at acceptere en demografisk omkalfatring af Europa.

Men lige så lidt som en europæisk løsning er holdbar, lige så urealistisk er det at stoppe flygtningestrømmen med advarende annoncer, lavere ydelser, hurtigere sagsbehandlinger eller ringere forhold i asyllejrene. Naturligvis har det alt sammen en virkning, men at det i nogen væsentlig grad skulle stoppe flygtningestrømmen er naivt, så længe den fundamentale årsag til indvandringen består: Forskellene i civilisationsniveau.

Skal man stoppe tilstrømningen, er der kun én løsning. Det skal i praksis ikke være muligt at få permanent ophold i Danmark som asylansøger. Retten til asyl er den åbne port, og vi er tvunget af omstændighederne til at lukke den. At vi lukker grænsen for flygtninge, uanset om de flygter fra krig eller fattigdom, løser naturligvis ikke verdens problemer. Vi opnår alene, at flygtninge ikke vil søge til de europæiske lande, der ikke længere vil give dem ophold. Og det er vi tvunget til.

Intet samfund kan bære ubegrænset indvandring. Vi kan ikke se passivt til, mens strømmen bliver ved med at vokse. Det er i øvrigt ikke mine ord. Det er Bo Lidegaards.

At bremse indvandringen kan vi konkret gøre ved at tilbagerulle asylansøgeres retskrav på at få ophold i Danmark. Det skal ikke længere være en ret at få ophold i Danmark fordi man søger asyl, og vi skal forbeholde os retten til at returnere mennesker til deres hjemland, uanset hvor det er. Og så skal vi stramme kravene til asyl til et niveau, der minder om Japans. Her var det i 2014 i alt 11, der fik ret til asyl ud af 5.000 ansøgere.

Vil en sådan politik være i modstrid med flygtningekonventionen? Tja. Vi underskrev konventionen i 1952 og frem til 1983 eksisterede de problematiske retskrav ikke. Japan har i øvrigt også underskrevet, og de kan sagtens nøjes med at give 0.2% af ansøgerne asyl uden internationalt ramaskrig. Så hvorfor skulle vi ikke kunne? Årsagen er den enkle, at Justitsministeriet ikke ønsker det, og den snævert juridiske del af diskussionen kan vi nok ikke gøre så meget ved. Men det kan vi heldigvis hvad angår det politiske: det kræver ikke andet end et spinkelt flertal i folketinget at ændre reglerne. Spørgsmålet er alene, om regeringen ønsker at bremse tilstrømningen eller ej.

Det ville nu være rart at se en borgerlig regering tage ansvar for tidens uden sammenligning mest alvorlige problem. Annoncer og lavere ydelser er så langt fra tilstrækkeligt.