Tid til public service

Vi har talt om det det før, men jeg gentager gerne: Vi er helt ude i hampen med public service. Hvilken service? Publikken er til grin.

Valgkampen har ikke bevist det, men blot bekræftet den ulykkelige sandhed. Det havde nær kostet blå blok sejren.

Hvorfor er danske ”public service”-medier så ringe?

Fordi de er overbefolket af uvidende, fordomsfulde og venstreorienterede journalister, der ikke engang er bevidste om, at de er uvidende, fordomsfulde og venstreorienterede, men sjovt nok tror, at de er objektive og velorienterede. Og som stort set aldrig udfordres af kolleger og redaktører af anden observans, med mere viden eller et andet perspektiv på verden af i dag.

Hvorfor? Fordi sidstnævnte ikke findes i Publicservicedanmark– eller af professionelle grunde vælger at holde kæft.

Det var til at græde over, hvis det ikke også er en joke. Nævn en hvilken som helst redaktør i DR og TV 2, og vupti, frem træder en glat og slimet ål eller certificeret tumpe med en offentligt finansieret MBA på CV’et.

Fraset DR’s børne-tv, der efterhånden har en fin tradition for at lave både intelligente og underholdende programmer for de små, er platformene for voksen-tv og voksenradio på de to store ”public-service”-kanaler befolket af øjeblikkets villige tjenere. Systemets folk. Firmaets mænd og kvinder.

Firmaet hedder Velfærdsstat & Indvandring, sådan har det været i 30 år til trods for, at firmanavnet er i stadig mere strid med sig selv. Velfærdsstaten lokker tusinder og atter tusinder fra ikke-vestlige områder hertil hvert år. Men samme indvandring vil på sigt smadre velfærdsstaten pga. eskalerende problemer med finansieringen.

Hvis vi vil have indvandring, er en langt mindre, liberal stat at foretrække. Den ville nemlig tiltrække helt andre indvandrere end velfærdsstatens. Du véd godt hvorfor.

Men lad nu det sidste ligge. Lad os fokusere på Velfærdsstat & Indvandring, og hvordan firmaets mænd og kvinder forstår sig selv.

Tidligere var fordommen, at både velfærdstat og indvandring var moralske goder – politisk, socialt, kulturelt. I dag er fordommen sænket lidt, om end lige så styrende. Nu anslås det, at velfærdsstat og indvandring er uundgåelige, dvs. umulige at ændre eller stoppe. I en eller anden forstand vil vi altid have en velfærdsstat i Danmark, og det Danmark, du kender, antages allerede at være et multikulturelt samfund. Fatalismen har med andre ord afløst moralismen.

Disse er de uudtalte præmisser for vor statsfinansierede nyhedsdækning. Alle andre dømmes ”kontroversielle”. Det samme gælder disse mediers foretrukne metode.

Når velfærdsstaten og indvandringen forsøges forstået, undersøgt og forklaret på dansk tv og radio, så sker det helst ud fra en case. Hvorfor? Fordi en case er her og nu, individuel og frit tilgængelig. Den kræver ikke andet end et kamerahold og en fjoget journalist. Det er gode billeder, godt tv, som de siger.

Virkeligheden er imidlertid ikke blot her og nu, udtrykt gennem individuelle stemmer. Den er historisk rundet og kollektivt farvet i den forstand, at det indimellem hjælper på forståelsen at generalisere økonomisk, sociologisk, kulturelt m.m. At give et vue over tid og sted. Vise en bevægelse. Forstå et større billede. At søge bredere, dybere forklaringer, tendenser, mønstre.

Dansk public service har i mange år bevæget sig i den stik modsatte retning og er blevet stadig mere overfladisk og journalistisk. Og da overfladen i dét journalistiske miljø tilfældigvis er langt mere venstreorienteret, til nøds socialdemokratisk, end tilfældet er for resten af befolkningen, bliver resultatet derefter.

Når man samtidig sætter journalister uden anden uddannelse til at være redaktører, forstærkes tendensen. Målestoken, ambitionen, begrebsdannelsen bliver mere og mere overfladisk, mere og mere rød. Ikke pr. dekret, men pr. automatik. Vane, dovenskab, selvbekræftelse er de indre motorer for en maskine, der dag efter dag bekræfter det gængse verdensbillede.

Hvor mange kanaler har DR, inkl. de juvenile radiostationer? Jeg orker ikke at tælle dem. Man kunne med fordel lukke mindst halvdelen, inkl. deres webmedier, der reelt lukrerer på avisernes nyhedsdækning. Vi har så rigeligt med offentligt betalte platforme.

TV 2 er heller ikke bare TV 2, men også regionalt tv og TV 2 News, og sidstnævnte er søde til at friste undertegnede med den ene mere lamme debat efter den anden, især i weekenderne. Typisk er det 4-5 minutters blabla. (sandelig også fra min side), og jeg undrer mig hver gang over konceptet.

Sandheden er, at der ikke er folk nok i Danmark til at fylde alle disse kanaler. Den kritiske masse er ganske simpelt ikke stor nok. Det er Tordenskjolds soldater, vi oplever på skærmen og i æteren, fordi vores hær, både den rigtige og debathæren, er for lille. Mens antallet af public-service-medier vokser og vokser.

Jeg var så heldig at spendere torsdag aften på Christiansborg. Stemningen blandt journalister og mediefolk var sigende. Da jeg ankom i sort humør pga. de seneste ugers nedslående meningsmålinger, blev jeg mødt af forventningsfuld summen på de travle gange. Det var tydeligt, at der var noget stort i gære, og de, der skinnede mest af glæde, var dem, der gik rundt med en akkreditering med DR's logo om halsen. Hvis man ikke vidste bedre, ville man have troet, at de tilhørte en sekt. Det gør de måske også.

Herlige nyheder var på vej: Prinsessen med de blanke øjne så ud til at blive genvalgt, og Fadbamsen ville møde sit Waterloo. Da de første exit-polls blev offentliggjort kl. 20, fik lydniveauet et nyk opad, men iblandet var pludselig en vis ængstelighed, for hvad nu hvis de adspurgte vælgere havde pyntet på deres stemmeafgivning?

Sveriges Radio, der havde studie ved siden af JP TV, hvor jeg stod og skændtes med David Trads, gik nærmest i sort. Det lignede en begravelsesceremoni og viste sig at være et forspil til den moralske fordømmelse, der snart fik frit løb på de sociale medier. Efter de første prognoser styrtdykkede temperaturen på Christiansborg. Muddermaskinens mudderpøl, altså det christianborgske pressekorps, blev ramt af et øjebliks tvivl. Kunne det virkelig passe?

Hvor vil jeg hen?

Jeg vil hen til Niels Lillelund, som skrev så lakonisk i weekenden:

”Avisen.dk, der er centrum-venstre-orienteret og finansieret af A-Pressen, spurgte læserne, om medierne har favoriseret Helle Thorning-Schmidt i valgkampen?

Næsten 10.000 har svaret. 9 af 10 svarede ja. Det er ikke en videnskabelig undersøgelse, men det er journalisternes undersøgelses aldrig, så hvis ikke journalisterne var så resistente over for selvransagelse, burde det virkelig sætte noget i gang. Tabloid-pressen dyrker det konkrete, så her er et konkret forslag: Hver enkelt tv-journalist burde spørge sig selv, om de kender en kollega, der er DF’er? Eller LA’er? Valgets store vindere.

Og hvis ikke, hvad kan vi slutte af det?”

Ja, hvad kan vi mon slutte af det?

Vi kan slutte, at det må være slut med ”public service”, sådan som vi kender hende.

Må man foreslå lidt borgerlig offentlighedspleje i stedet?

Public service anno 2015 og de kommende år betyder, at DR skal gøres til en abonnementsordning. Og at TV 2 privatiseres.

Dem, der vil have lortet, kan selv betale. Vi andre, der har fået nok af den elendige propaganda, kan vælge noget andet. En cykeltur, f.eks. En bog. En avis. Seneste nyt fra Danmarks Statistik. Eller et stykke med salami.