Valget er et skråt op til nødvendighedens politik
Lederne af de fire nye protestpartier demonstrerer, at politikere kan være arkitekter med grandiose visioner - ikke bare ingeniører, der skruer lidt på eksisterende knapper.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvis meningsmålingerne holder stik, vil valget på torsdag blive det ringeste for vores fire gamle partier nogensinde - og det kan kun tolkes som et oprør mod teknokraternes, administratorernes, djøf'ernes og cand. scient. pol'ernes kedsommelige dominans.
De Konservative fra 1848, Venstre fra 1870, Socialdemokratiet fra 1881 og De Radikale fra 1905 står i dag til et endnu mere elendigt samlet resultat end ved jordskredsvalget i 1973. Lige nu står de fire partier tilsammen til at tabe næsten 10 procentpoint fra sidste valg - svarende til 350.000 danskere.
De fire, forholdsvis nye, protestpartier står til gengæld til et endnu mere opsigtsvækkende samlet resultat end Fremskridtspartiet, CD og Kristeligt Folkeparti fik i 1973.
Enhedslisten fra 1989, Dansk Folkeparti fra 1995, Liberal Alliance fra 2008 og Alternativet fra 2013 står lige nu til en samlet opbakning på knap 40 procent. Hvad i alverden er det, der sker?
Jeg tror, svaret er meget, meget simpelt - nemlig at de fire nye partier udmærker sig ved at være idealister, som drømmer om markante forandringer: Enhedslisten vender kapitalismen ryggen, ønsker mere solidaritet, mere omfordeling. Dansk Folkeparti vil af med muslimer, ud af EU og give mere til gamle og syge.
Liberal Alliance ønsker langt mindre stat, langt færre skatter, meget mere frihed. Alternativet vil bekæmpe global opvarmning, stress på jobbet og stoppe krigene.
Hver gang jeg lytter til Johanne Schmidt-Nielsen, Kristian Thulesen-Dahl, Anders Samuelsen og Uffe Elbæk, hører jeg politikere, som har et kald og en tro på en bedre og anderledes verden. At det kan lade sig gøre at ændre samfundet.
At politikere kan være arkitekter med grandiose visioner - ikke bare ingeniører, der skruer lidt på eksisterende knapper.
Eller sagt helt kort: Skråt op med nødvendighedens politik!
Hvis de fire protestpartiers topfolk var fodboldspillere var de Zlatan Ibrahimovich, Ronaldo, Messi og Neymar. Personligheder, der i den grad skiller sig ud fra mængden, fordi de altid rækker efter stjernerne.
De vil ikke bare score og vinde - nej, de vil være så exceptionelle, at de ændrer måden, folk ser fodbold på. De er så offensive.
Hvis partilederne fra de gamle partier også var fodboldspillere, ville de være Tom Høgli, Evan Hovland, Omar Elabdellaoui og Vegard Forren.
Hvem i alverden er de, tænker du nok? Tja, de udgjorde det norske forsvar, som i weekenden holdt nullet mod Aserbajdsjan. Norge scorede heller ikke selv. De er så defensive.
Der er ingen, der bliver forelsket i "nødvendighedens politik", "konkurrencestaten", "håndværkerfradrag" og "reformamok". Tværtimod falder de fleste i søvn, når politikere lyder som talende powerpoint-præsentationer.
Der er derimod mange, som begejstres, når idealister fortæller dem, at der er en anden vej. At det hele ikke behøver være gråt i gråt.
Hvorfor husker vi alle fra 1970' erne Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen? Hvorfor kender kun få Henry Grünbaum og Poul Møller? Fordi de to første ville revolutionere verden.
Visionære karismatikere. De to andre var socialdemokratiske og konservative finansministre inden jordskredsvalget. Politiske bogholdere.
Læren lige nu må være, at vælgerne igen søger efter karismatiske politiske drømmere - og vender ryggen til repræsentanterne for nødvendighedens politik.
Vi vil tro på noget. Ikke bare stirre ind i et regneark.