Vores blanke statsminister
Thorning satser på genvalg alene ved en negativ personlig kampagne mod Lars Løkke. Når man er selv er inkarnationen af socialdemokratisk hykleri, skal man nok lade være med at kaste med politisk mudder.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ingen har bedre erfaringer med personlige tilsviningskampagner end socialdemokraterne. Tænk sig, at de faktisk vandt et valg i 1998 alene på baggrund af løgnerannoncer rettet mod Venstres daværende formand. Nu vil de åbenbart gerne gentage successen og har indrykket annoncer med en skummelt udseende Lars Løkke foran en stribe bilag og et retorisk spørgsmål om, hvem der skal betale hans regninger. Negativ campaigning, Karl Rowe style!
Hvis vi er lidt heldige, løsner det op i det socialdemokratiske selvbillede som gutmenchen, at Helle Thorning-Schmidt nu officielt har indset sin egen politiske uformåen og i stedet forsøger at mobbe sig til sejren.
Det er på mange måder helt vildt, at socialdemokraterne lægger op til personlig smudsvalgkamp, når de selv stiller med en person der nærmest er inkarnationen af det socialdemokratisk hykleri. På en bund af privilegeret overklasseopvækst i Danmark, har hun giftet sig ind i den britiske overklasse også. Hun har flyttet sit barn ud af kommuneskolen og ind på den eksklusive Ingrid Jespersen (et privilegium som end ikke penge kan købe), og familien har påbegyndt en slags paneuropæisk politikerkarriere med sæde i forskellige landes parlamenter. En luksuspendant til Wallait Khan, der kombinerede sin karriere som borgerrepræsentationsmedlem (for omtrent alle partier) med en viceborgmesterpost i Pakistan.
Familiens teoretiske tilgang til velfærdsstatens sociale kontrakt kommer nok bedst til udtryk i den kendte sag om ægtemandens skattefri millionindkomst. Nå jo, og da han ikke betalte skat, kunne Thorning passende udnytte hans bundfradrag. Det gjorde hun i mere end 10 år, og da SKAT så afslørede ulovligheden, kunne Thorning alligevel beholde det meste af gevinsten, da tilbagebetalingskravet var faldet for forældelsesfristen. Et ’lille’ sekscifret beløb sparet i skat, kunne Thornings revisor oplyse. Hov, her er da i øvrigt pengene til at betale Løkkes regninger!
Skattesagen endte heldigvis godt, da SKAT under kyndig ledelse af tidligere socialdemokratisk ungdomsformand Erling Andersen, fandt det belejligt at ændre praksis, sådan at Kinnock ikke blev skattepligtig. Skæppeskønt! Især for fotomodellen Camilla Vest, der takket være den ændrede praksis fik byttet sin ubetingede fængselsstraf på små to år og bøde på 6.6 millioner, til en ren frifindelse. Det er den slags eventyr, velfærdstaten er lavet af. Ingen regel uden en unga-bunga-klausul.
Og vi kan pege på flere ligheder med italiensk politik. Italien fik nemlig også en ny regering i 2011, men til forståelig demokratisk moro, blev Mario Montis regering udelukkende besat af tekniske eksperter uden skyggen af folkeligt mandat. Nu skulle det være slut med det politikercirkus, så embedsmændene tog over. Tænker man lidt efter, er ligheden med situationen herhjemme slående.
Da Danmark fik ny regering i 2011, fik vi en blank statsminister. Mange husker måske Henrik Dahls beskrivelse af Thorning som ’en blank person,’ men det er ikke den betydning af ordet, jeg tænker på. Thorning er ’blank’ som i politisk indholdsløs. Der er ingen ideologi. Ingen holdninger. Ingen følelser. Ingen selvstændighed. Hun er en blank tavle – en politisk tabula rasa. Man kan høre det, når hun taler. Hun kommunikerer eksklusivt i paroler, indstuderede fraser og faste vendinger. En robot, der er blevet fodret med forenklede svar på ethvert tænkeligt problem, og som ikke kan lade være med at smile, uanset hvad emnet er. Hvad der gemmer sig bag facaden, har ingen nogen anelse om – men hun virker da sød og rar.
Den blanke Thorning gik til valg på et substansløst program, der i sin essens var et lyserødt reklameprodukt (og i øvrigt baseret på løgne fra ende til anden). Da hun kom til magten uden noget politisk program, tog embedsmændene styringen og satte en kølig teknokratkurs for de næste fire år. Resultatet er, at vi ikke kan pege på et eneste væsentligt område, hvor politikken ikke er i overensstemmelse med embedsapparatets ønsker. Som i Italien har vi fået en teknisk overgangsregering, der blot administrerer, indtil de rigtige politikere vender tilbage. Med et massivt fald i tilliden til politikere til følge.
Den slags politisk inkompetence kan man ikke mobbe sig ud af. Desværre for DSU og de andre lakajer, Thorning har sendt i byen med smuds og snavs (den blanke overflade skal jo gerne fremstå ren og poleret). Hykleriet er lårtykt. Og så er det hele så utrolig klinisk-strategisk. Unga-bungafester ved man i det mindste, hvad er. Dette robottekniske administratorvæsen, vi er begavet med i Danmark, er næsten værre, i al sin djøffede sterilitet.
Og i dét lys – ikke for at fornærme statsministeren personligt, men for at udstille hykleriet – er den røde kampagne endnu mere primitiv end de glittede plancher lover.